Ja, jeg var dopet

Da jeg i 1993 stod på Champs-Elysées sammen med min familie og heppede på hjælperytteren Bjarne Riis, der så flot blev nummer fem det år, anede jeg intet om, at selv samme Riis fem år senere skulle svare underligt afvigende på et simpelt spørgsmål om brug af doping: ”Jeg er aldrig testet positiv”, lød det berygtede svar. Efterfølgende kom tv-journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung i dokumentarprogrammerne ’Tavshedens Pris’ med nogle særdeles kraftige indicier på brug af doping i forbindelse med ”Ørnens” pludselige vej til verdenstoppen og til den gule trøje.

Pludselig stod det klart, at flere store cykelhold og den danske helt Bjarne Riis med stor sandsynlighed havde været dopet i de fantastiske 1990’er-år, da Tour de France for alvor brød igennem i Danmark. Nuvel, langt fra alle blev knaldet i dopingkontrollen, men cykelsportens troværdighed lå på nulpunktet.

Hvad betød det så for mig – den glade Tour de France-seer, som sommer efter sommer havde ladet mig underholde af tv’s dækning af de menneskelige dramaer på de franske landeveje? Det betød en masse. Jeg gad ikke følge Tour’en og cykelløb i det hele taget de følgende år.

Abstinenserne dukkede op

Så skete der noget for tre-fire år siden. Afhængigheden af sommerunderholdningen omklamrede mig, og jeg gav cykelsporten en chance. Jeg havde dopet mig så kraftigt med cykelsport i 1990’erne, at jeg kunne mærke abstinenserne komme snigende. Godt nok var der ikke den store spænding, da det mistænkelige unikum Armstrong jo sad solidt på tronen, men jeg kunne alligevel ikke lade være at kigge lidt på, når det nu alligevel regnede uden for. Doping i cykelsport blev i min omgangskreds klaret med jokes og ironiske kommentarer – ikke mindst i forhold til Armstrongs umenneskelige kørsel.

Det var sjovt at se Tour igen – og de mange tests havde vel ryddet op i det værste snyderi, formodede jeg forhåbningsfuldt. Ørnen vendte hurtigt tilbage til cykelsporten med et verdensklassehold, som hurtigt kunne have været fortid, hvis Tyler Hamilton var blevet taget i doping der i stedet for på Phonak-holdet. Hvordan Bjarne Riis så hurtigt kunne vende tilbage efter så utroværdig medieoptræden få år forinden kunne synes som et mysterium – men det er det ikke. Den nationale identifikation overtrumfede blot dopingmistanken, og de danske seere havde igen nogle at holde med i sommervarmen.

Det er op til seerne

Professionel cykelsport er afhængig af sponsorer og dermed af en god portion tv-eksponering og gode seertal. Tv viser gerne cykelsport, så længe tilstrækkeligt mange seere følger med. TV 2 (og DR) viser altså også Tour de France næste år, selv om dopingskandalerne atter overskygger selve løbet. Tv har placeret det etiske ansvar hos seeren. Det er seeren, der skal sige fra, hvis det, man oplever på skærmen, overskrider éns moralkodeks.

Suspenderingen af de to største favoritter før årets Tour og Landis-skandalen efter Tour’en tegner et billede af en sport, som nok har gjort meget for bekæmpelsen af doping, men som meget langt fra er ren. Jeg er tilbage i 1998-stadiet – og forsøger hele tiden at legitimere over for mig selv, at jeg har brugt så mange timer på at se noget så forlorent. Omvendt ved jeg jo godt, at jeg med ironiske dopingkommentarer til venner og bekendte og et halvt lukket øje de seneste år bevidst har ignoreret de moralske spørgsmål. Jeg elsker at se cykelløb, og passionen har overtrumfet fornuften.

Cykelsport er underholdning, og i underholdningens tjeneste har tv-seere de seneste 10-15 år accepteret en stadigt større overskridelse af etiske værdier. Udenlandske ekstreme reality-shows, som har ført til syge ydmygelser og sågar selvmord, er yderpunktet, men ligger det i virkeligheden så langt fra cykelsporten, hvor rytterne risikerer liv og legeme som ofre for medicinske eksperimenter?

Den form for medicinske eksperimenter, som tilsyneladende foregår under Tour’en, kan ikke være tilladelig og acceptabel i idrætten. Hvis ikke Tour de France kan gennemføres uden brug af doping, skal løbet ikke eksistere. Så må vi cykelfans græde snot de næste 20 år. Men lad os nu ikke male fanden på væggen. Cykling er som motions- og transportform en sund måde at bevæge sig på, og cykelsport skaber glæde og inspiration for mange mennesker. Det er en positiv historie, som kan fortælles igen og igen. Det hjælper bare ikke, at de ypperligste forbilleder er nogle snydere af værste skuffe. 

Som tv-seere kan vi sige stop – her går grænsen. Vi benytter os bare sjældent af muligheden. Jeg håber inderligt, at cykelsporten nu for alvor får luget ud i problemerne og renset miljøet for dopingsyndere og ikke mindst -bagmænd. Indtil da tager jeg en kold tyrker uden Tour de France – medmindre jeg falder for fristelsen til en hurtig injektion cykelsport på sofaen… Det er jo den nemme løsning for mig som seer.