Jagten på voksne kræver nytænkning

Måske er det meget sigende, at verdens førende leverandør af holdtræningskoncepter til den fremstormende globale fitness-industri er navngivet efter en tidligere olympisk sportsmand. Les Mills havde en fornem atletikkarriere, hvor han blandt andet vandt guld for New Zealand i diskoskast ved Commonwealth Games i 1966. Siden åbnede han en række fitnesscentre i New Zealand, men rigtig kendt i hele verden blev navnet på den tidligere borgmester i Auckland først, da hans søn Phillip i 1997 grundlagde firmaet Les Mills International, som i dag sælger holdtræningskoncepter og uddannelsesprogrammer til over 13.000 fitnesscentre over hele verden. Med Les Mills’ atletikbaggrund kunne udviklingen af de nye holdtræningskoncepter i princippet lige så godt være udviklet og udbredt gennem verdens atletikklubber. Sådan gik det bare ikke, lige så lidt som atletikklubberne fik fat på motionsløbebølgen, vægtløfterklubberne på styrketræningsbølgen eller gymnastikforeningerne – med Danmark som en af de få internationale undtagelser – på aerobicbølgen. 

Kommercielle aktører på banen

Næste store slagmark på voksenfronten kunne meget vel blive motionsfodbold, som beskrevet i Idans seneste nyhedsbrev, og der er ligeledes begyndende tegn på, at den kommercielle sektor udvikler attraktive koncepter for børn, som ellers hidtil har været foreningsidrættens kernekunder og primære eksistensberettigelse herhjemme. 

Den traditionelle foreningsverden har langt hen ad vejen et helt andet fokus end motion, sundhed og velvære for voksne. I mange henseender har forbund og idrætsorganisationer overladt det til de kommercielle aktører at stå for udvikling af motionskoncepter til forskellige målgrupper, og mens mange traditionelle sportsgrene i disse år må konstatere, at tilslutningen til konkurrencesporten daler, og teenagere og unge falder fra, går fitnessindustrien sejrsgang i store dele af verden. I Danmark æder de kommercielle aktører sig ind på markedet for voksne motionister i en grad, så private aktører i løbet af ganske få år kan blive en større udbyder af idræt og motion til de yngre voksne end foreningslivet i de større byer. Mens eksempelvis en tidligere trendsport for voksne motionister som tennis har mistet næsten halvdelen af medlemmerne i regi af Dansk Tennis Forbund siden 1990, har fitness-sektoren oplevet eksplosionsagtig vækst i den samme periode. I 1990 fandtes lavprisfitnesskæder slet ikke, men i år har landets største fitnesskæde, Fitness World, passeret 200.000 medlemmer med et koncept, hvor man kan træne dagen lang og året rundt for 229 kroner om måneden. Udviklingen er sket gradvist, og den går naturligvis ikke sporløst hen over foreninger og idrætsorganisationer.

Foreningslivets dilemma

DGI, DIF og Firmaidrætten arbejder alle med strategier for at øge markedsandele og relevans i forhold til voksne motionister, men organisationerne kæmper samtidig med paradokset, at når man som interesseorganisation for foreningslivet og idrætskulturen udvikler strategiske tiltag for at begå sig på et stadigt mere konkurrencebetonet marked, kan det i mange tilfælde være besværligt og tungt at bøvle med landsdelsforeninger, aktivitetsudvalg, specialforbund, lokalunioner, kredse og frivillige foreninger, hvis interesser man egentlig er sat i verden for at varetage.

Man kan diskutere, om forstærkede indsatser i forhold til arbejdspladser, idræt på klippekort, individuel onlinebooking og fleksible medlemskaber uden om de lokale foreninger er i modstrid med foreningslivets værdier. 

Men man kan i lige så høj grad diskutere, om en idrætspolitik, hvor økonomiske midler, faciliteter og lovgivning i den grad er indrettet på foreningslivets præmisser, i længden er i modstrid med samfundets interesser, hvis foreningslivet og idrætsorganisationerne ikke bliver bedre til at levere varen i forhold til store befolkningsgrupper, der derfor søger andre steder hen for at få opfyldt deres motionsbehov. Foreningslivet står altså midt i det paradoks i kampen om de voksne motionister, at det skal bevare demokratiet, lysten og frivilligheden, hvor der også skal være plads til de mindre rationelle beslutninger samtidig med, at foreningslivet skal være lige så attraktivt, innovativt og markedsorienteret som de dygtigste kommercielle aktører. Det er en kæmpe udfordring for den organiserede idræt at knække den nød, men i virkeligheden rummer den skærpede kamp om markedsandele mellem stadigt flere aktører og idrætstilbud samtidig en potentiel berigelse for de aktive – og inaktive – idrætsudøvere. Hvis foreningslivet bliver lige så dygtigt til at tænke i innovation – og lige så målrettet til at tænke i skræddersyede tilbud til forskellige livsfaser, kropslige forudsætninger, motiver og behov som de bedste kommercielle operatører – kan der kun komme bedre idrætstilbud til hele befolkningen ud af konkurrencen.