”Jeg bliver aldrig kanoroer”

”Sporten har givet mig en identitet som surfer. Det kan godt være, at Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) og International Canoe Federation (ICF) vil være stand-up paddle-forbund. Men jeg bliver aldrig kanoroer.”

Sådan lyder det i et åbent brev til Danmarks Idrætsforbunds næstformand, Thomas Bach, og Danmark Idrætsforbund (DIF) på Casper Steinfaths Facebook-profil 25. marts 2017.

Fortsættelsen fra den tredobbelte danske verdensmester i stand-up paddle (SUP) lyder bl.a.:

”Lige siden jeg som lille dreng fik lov til at kaste mig i bølgerne i Klitmøller, har jeg følt mig som surfer, opført mig som en surfer og identificeret mig som surfer. Sport er ikke teori, vedtægter og ord i en strategiplan. Sport er identitet, kamp om at komme først og at have det sjovt på vej til skamlen.”

Casper Steinfaths åbne brev er dog ikke alene et opråb fra en tilsyneladende frustreret verdensklasse-atlet, men også et partsindlæg i en strid om SUP-sporten i dansk og internationalt farvand, der er måske det klareste eksempel på, hvordan nye aktiviteter ofte kan skabe voldsomme dønninger i idrættens organisatoriske bagland.

Casper Steinfath er nemlig ikke alene atlet, men også vicepræsident i International Surfing Association (ISA), der netop nu er i intens infight med kano- og kajakfolket i International Canoe Federation (ICF) om retten til at organisere SUP-idrætten. For er en person på et bræt med en paddel i hånden en kanoroer, der står op, eller en surfer med en paddel i hånden? Eller hvem kan egentlig gøre krav på en ny aktivitet i en idrætsverden, der traditionelt bygger på organisatoriske monopoler?

Fjendtlig overtagelse

SUP-sporten har ellers levet et stille liv siden den spæde start i 1990’ernes Hawaii, hvor surfere kastede sig ud i SUP-sporten, når der ikke var bølger nok til traditionel surfing. Men en idrætsgren med en trendy livsstil og kultur, der appellerer bredt til unge og kvinder, kan ikke leve for altid i ubemærkethed, blot som en fritidsbeskæftigelse for surfere.

Den internationale surfer-organisation, ISA, begyndte fra 2012 at arrangere verdensmesterskaber i SUP-disciplinerne – og en lang række ’private’ races opstod verden over.  Ja, der kom faktisk så megen gang i padlerne, at ISA, der i dag har over 100 nationale forbund på fem kontinenter, forsøgte at lobbye for at få SUP – og surfing – på det olympiske program, såvel ved Ungdoms-OL som det rigtige OL.

Men så gik der idrætspolitik og -økonomi i, hvad der oprindelig var en selvorganiseret idræt og kultur. Ifølge ISA blokerede ICF for disse initiativer, selv om det trods alt lykkedes for ISA at få surfing med på det olympiske program ved OL 2020 i Tokyo – sammen med baseball/softball, karate, skateboard og klatring som følge af den olympiske agenda 2020, der giver en OL-vært lov til at inkludere fem nye idrætsgrene i et OL – ud over de 28 allerede eksisterende olympiske idrætsgrene.

”ICF havde indtil da ikke haft nogen som helst relation til SUP. Hverken hvad angår management, udvikling eller ledelse. Vi opfatter det som et forsøg på en fjendtlig overtagelse af vores sport,” siger Fernando Aguerre, præsident for ISA, til Idan.dk.

Det passer ikke, svarer Simon Toulson, generalsekretær i ICF:

”SUP har været en del af flertallet af ICF’s nationale forbund og klubber i årevis. I ICFs regler står det klart og tydeligt, hvad der tilhører vores sport. SUP involverer en person med en paddel, der bevæger sig fremad. Det er en del af ICF,” siger Simon Toulson.

ICF’s generalsekretær henviser til en intern undersøgelse om SUP-aktiviteter i de nationale kano-forbund, men Simon Toulson vil ikke udlevere undersøgelsen til Idan.dk.

Ingen indblanding fra IOC

De to parters modstridende synspunkter har fastlåst konflikten, lige siden den internationale olympiske komité, IOC, den 11. august 2016 skrev ud til de nationale olympiske komitéer for at få ISA optaget som midlertidigt medlem af de olympiske komitéer, herunder også DIF i Danmark, fordi surfing nu var kommet på det olympiske program anno 2020.

Et medlemskab af den olympiske familie er nemlig ikke kun essentielt for deltagelsen ved et OL, men også af afgørende betydning for alle mindre idrætsgrene og idrætsforbund med den eksponering, tv- og sponsor-interesse samt ikke mindst økonomiske støtte fra IOC, der følger af at være med ved et OL. Og jo flere om buddet, jo hårdere er kapløbet om eksponering og penge. Jævnfør blot mændenes letvægtsfirers skæbne – efter at denne ro-disciplin er droppet ved OL 2020.

Talrige e-mails og møder frem og tilbage mellem ISA og ICF har ikke løst op for striden. Selv et forligsmøde i IOC-regi i januar måned skabte ikke en åbning, og i dag siger IOC til Idan.dk:

”Vi kender til diskussionen mellem ISA og ICF. Men vi stoler på, at de to organisationer vil arbejde konstruktivt på at nå en fælles aftale, der sikrer en yderligere udvikling af SUP-sporten til glæde for sportens atleter,” lyder det i et skriftligt svar fra IOC’s media-team til Idan.dk.

En dialog kræver to parter

Den internationale strid har også skabt voldsomme dønninger i Danmark. Her har forbundet under ISA, Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF), længe søgt om optagelse i DIF. Men striden om SUP-disciplinernes tilhørsforhold har gjort optagelsen kompliceret, eftersom Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) siden sidste kongres i 2017 nu også har DM i SUP-discipliner – på linje med ICF VM, introduceret i november 2016. Også selv om DSRF som konsekvens af IOC’s krav forventes at blive optaget som midlertidig surf-forbund i DIF efter organisationens årsmøde 6. maj.

Flere møder mellem de to danske forbund i DIF-regi er foreløbig endt uden resultat. Sagen kompliceres formentlig yderligere af, at danske DSRF i september står som værter for ISA’s VM i SUP og surf i henholdsvis København og Nr. Vorupør.

”Det er en idrætspolitisk diskussion. ICF er efter min mening presset på det olympiske program. De har set en udviklingstrend i SUP. Og de har set det som en chance for at det kunne sikre ICF på det olympiske program. Den tendens og udvikling har de nationale kano-forbund lænet sig op af for at få SUP-sporten ind under dem. Men vi har samlet SUP-miljøet og skabt aktiviteterne. Det her er en surf-sport, og det har hverken ICF eller DKF forstået,” siger Jakob Færch, formand for DSRF.

”Ingen ejer en aktivitet,” svarer Christian Jacobsen, direktør i DKF.

”Det gør dem, der udøver dem. Vi har længe kunnet se, hvilke trends der rørte sig i vores sport. En af dem er SUP, og 9,3 procent af vores klubber havde altså SUP på programmet i august 2016.”

Også i Danmark står holdningerne således stejlt mod hinanden, også selv om DIF har indkaldt til forligsmøde 3. maj.

”Vi ser forskelligt på tingene, og en dialog kræver to parter. Men jeg vil godt slå fast, at vi arbejder for gode idrætstilbud i Danmark, og det gør man ikke ved konflikt. Så vi kommer med åbent sind til mødet,” udtaler Christian Jacobsen.

”Jeg anerkender til fulde, at der er dygtige mennesker i rafting. De er gode til det kulturelle, og vi er gode til at gøre det bæredygtigt. Så hvorfor ikke en eller anden form for associations-ordning,” spørger Christian Jacobsen.

Hertil replicerer Jakob Færch, formand for DSRF:

”Hvorfor skulle vi være en del af noget? Hvad skulle det give os?”

”Vi har kun kunnet se fordele ved at stå som selvstændige. Det er altså sporten selv, der bestemmer. Og sporten føler sig som surfere. Derfor ser vi de bedste udviklingsmuligheder for sporten hos os og ISA. DKF må anerkende den situation, der er: Det er os, der har udviklet sporten,” fastslår Jakob Færch og spår, at sagen meget vel kan ende for den internationale sportsdomstol, CAS.

International afklaring efterlyses

Det er dermed ikke sikkert, at forligsmødet i maj vil løse ret meget op for standpunkterne i sagen om, hvem der ’ejer’ SUP. Det synes selv DIF at erkende:

”I forbindelse med optagelsen af surf på programmet ved OL 2020 i Tokyo lægger DIF’s bestyrelse op til at optage DSRF i DIF. En optagelse af DSRF vil dog indtil videre i givet fald kun omfatte surf, idet vi afventer en international afklaring (på striden om ’retten’ til at udbyde SUP, red.),” skriver Niels Nygaard, formand for DIF, i en e-mail til Idan.dk og fortsætter:

”Under alle omstændigheder ser DIF dog gerne, at der etableres et samarbejde mellem Dansk Sejlunion, DKF og DSRF om blandt andet udvikling af SUP i Danmark.”

Da IOC, lige som DIF, tilsyneladende heller ikke ønsker at gribe ind i striden mellem ISA og ICF, ser det indtil videre ud, som om sagen enten må en tur over den internationale sportsdomstol, CAS – eller vil ende med, at der vil være to konkurrerende forbund.