Junioranalytikere søges til analyser af idræt og folkeoplysning
STUDIEJOB: Vil du prøve kræfter med samfundsvidenskabelige analyser, dataindsamling, kortlægning og formidling? Og har du interesse for folkeoplysning og idræt? Så søger vi to metodestærke junioranalytikere (studentermedhjælpere) til vores institut, der rummer Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning og Play the Game.
Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning og Play the Game er et samlet institut med cirka 30 medarbejdere, som arbejder med at skabe ny viden og indsigt i idræt og folkeoplysning gennem undersøgelser, analyser og arrangementer.
Vi kombinerer rollerne som forskere, konsulenter og formidlere, og som junioranalytiker hos os vil din opgave være at støtte og bidrage til arbejdet med kvalitative interviews, spørgeskemaundersøgelser, litteraturstudier, databaseopdateringer, andre kortlægninger og formidling af resultater. Du vil blive tilknyttet forskellige projekter herunder arbejdet med at opdatere og udvikle facilitetsdatabasen (facilitetsdatabasen.dk), som er en af vores centrale aktiviteter.
Arbejdsmæssigt er du grundig og systematisk. Du skal både kunne arbejde selvstændigt og kunne indgå i samarbejder med andre. Det er en stor fordel at have flair for at arbejde med Excel og databaser, ligesom du skal være velformuleret på skrift.
Vi forestiller os, at du er i gang med en samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse som f.eks. statskundskab, økonomi, antropologi, folkesundhedsvidenskab, uddannelsesvidenskab eller sociologi. Du har godt kendskab til statistik og statistikprogrammer, men også kendskab til kvalitative metoder.
Du er selvstændig, proaktiv og interesserer dig for civilsamfundet, frivillighed, folkeoplysningens og idrættens rolle i samfundet og har måske selv erfaringer fra forenings- og fritidslivet. Disse egenskaber får du brug for, når du assisterer vores analytikere med planlægning og afvikling af fokusgrupper, udvikling af spørgeskemaundersøgelser, transskribering af interviews, desk-research og andre praktiske opgaver. Du har samtidig lyst til at indgå i et miljø, hvor en uformel tone går hånd i hånd med høj faglighed.
Arbejdstiden er 10-15 timer om ugen, og vi tager hensyn til, at jobbet skal passe med dit studie. Deadline for ansøgning er 30. maj 2024. Send din ansøgning, CV og karakterudskrift til job@idan.dk og skriv ’Junioranalytiker’ i emnefeltet. Vi afvikler samtaler 4. juni 2024. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte centerleder Henriette S. Bjerrum på henriette.bjerrum@vifo.dk (Vifo) eller direktør Troels Rasmussen på troels.rasmussen@idan.dk.