Kampen mod doping deler fitnessbranchen

Den danske fitness-sektor er delt i spørgsmålet om, hvordan de kommercielle centre mest effektivt bekæmper doping blandt motionister. Meget få danske fitnesscentre er principielle modstandere af dopingkontrol i fitnesscentre, og stort set ingen forsvarer doping, men praktiske forhold som pris og manglende relevans af dopingkontrol i mange fitnesscentre får alligevel ca. halvdelen af landets centre til at undlade at indgå aftale om dopingkontrol med Anti Doping Danmark. Fitness-sektorens opdelte holdninger til effektiv bekæmpelse af doping fremgår af en undersøgelse af blandt kommercielle motions- og fitnesscentre, som Idrættens Analyseinstitut har udført for Kulturministeriet. Undersøgelsen er en evaluering af centrenes holdninger til den lovbestemte mærkningsordning, der siden 2008 har krævet, at alle centre med en såkaldt smiley viser, om de har indgået aftale med ADD. Men evalueringen går samtidig bag om branchens generelle indsats mod motionsdoping og dens holdninger hertil.

Afkræfter myter

Kernen i evalueringen er en spørgeskemaundersøgelse blandt fitnesscentre med og uden ADD-aftale om dopingkontrol. Resultaterne anfægter flere myter – fx at fitnesscentre uden dopingkontrol generelt er mere positive i synet på doping eller dækker over omfattende dopingbrug. 

Intet tyder på, at det er tilfældet. Centrene uden for ADD-ordningen peger på praktiske forhold som, at dopingkontrollen er for dyr (67 pct.), og at doping ikke er et reelt problem i deres center (62 pct.), som de vigtigste grunde til, at de ikke har en ADD-aftale. Samtidig er kun et mindretal af centrene principielle modstandere af dopingkontrol (7 pct.) eller vurderer, at dopingkontrollen krænker medlemmernes privatliv (8 pct.). Blot 3 pct. synes, det er i orden, at medlemmerne anvender doping. I princippet kunne en del centre ønske at dække over, at de lever godt af ’de store drenge’, men det er næppe tilfældet i stor stil. Eksempelvis har færre centre uden ADD-aftale (59 pct.) tunge håndvægte på over 35 kg end centre med aftale (79 pct.). Derimod ser centrenes forskellige profiler og størrelser ud til at være helt afgørende for, om de indgår ADD-aftaler (se figur). 

De store centre har dopingkontrol - de små står udenfor (pct.)

Mens mere end halvdelen af centrene uden dopingkontrol har under 500 medlemmer, har tre fjerdedele af centrene med ADD-aftale over 1.000 medlemmer. Overvægten af store centre med dopingkontrol betyder samtidig, at ca. 80 pct. af landets fitnesskunder i dag træner i centre, hvor ADD har mulighed for at udføre dopingkontrol. 

For dyrt eller uden mening

En vigtig forklaring på denne skævhed i fitness-sektoren er prisen på dopingkontrol. 

De små centre står typisk uden for brancheforeningen DFHO og er dermed ikke omfattet af foreningens kollektive aftale med ADD om dopingkontrol til cirka halv pris. De små centre skal derfor betale over 12.000 kr. for 3-4 årlige dopingtests, og det opleves som en reel barriere. 19 pct. ville således overveje at indgå en ADD-aftale, hvis prisen blev sat ned. 37 pct. ville måske overveje det. Samtidig har centrenes medlemsprofiler stor betydning. Fx har mange centre, som er forbeholdt kvinder eller satser mest på fysioterapi, svært ved at se formålet med at få besøg af en dopingkontrol med fokus på mænds brug af anabole steroider. Som en medejer af et center med fysioterapi siger i undersøgelsen, matcher ADD’s tilbud om dopingkontrol ikke centre af hendes type. ”Hvorfor har de ikke tilrettelagt en ordning for os og sagt: I får da lov til at være i fred, men vi stikker da lige hovedet ind imellem for at se, om I ændrer karakter?” Når fitnesscentrene er så forskellige, er det ikke overraskende, at de er uenige om effekten af Folketingets beslutning om at indføre mærkningskravet (se figurer nederst. En række partiers tanker om at gøre dopingkontrol lovpligtig i alle centre møder heller ikke bred opbakning hos centre uden for ADD-ordningen. 

Centre med dopingkontrol støtter smileyordning og obligatorisk kontrol

Centre uden dopingkontrol er kritiske, men støtter antidopingarbejde

Til gengæld er der blandt de fleste fitnesscentre enighed om, at centrene har medansvar for at bekæmpe doping. Her er det samtidig påfaldende, at fitnesscentrene peger på behovet for mere forebyggende arbejde frem for øget dopingkontrol, hvis de skal vælge imellem de to. I den forstand sender branchen måske et fælles budskab om, hvor tyngden bør lægges i det fremtidige antidopingarbejde.

Mere fleksibilitet og forebyggelse

I rapporten peger Idan på flere indsatsområder som relevante at overveje. Det gælder bl.a. muligheden for, at ADD kan udvikle mere fleksible samarbejdsaftaler til små eller specialiserede centre i forhold til pris og indhold. 

Desuden efterlyser mange centre mere forebyggelse og en fælles registrering af dopingdømte på tværs af kommercielle og foreningsdrevne centre. Endelig mangler der stadig viden om motionsdopingens konsekvenser og den reelle effekt af antidopingarbejdet i forhold til udbredelsen af doping i motions- og fitnesscentrene.