Keingart: Idrætsarkitektur skal motivere til bevægelse
En god innovationsproces er mindst lige så vigtig som flotte tegninger, mener et utraditionelt arkitektfirma, der er specialiseret i idrætsbyggeri. Keingart efterlyser mere viden om effekten af idrætsarkitektur.
En opstreget idrætshal på 20 gange 40 meter er ikke løsningen på alt ifølge arkitektfirmaet Keingart. Hvis vi vil have flere fysisk aktive danskere, kræver det innovation i idrætsbyggeriet, og det skal ifølge medstifter af Keingart, Flemming Overgaard, ikke blot være i form af nogle flotte streger på et stykke papir:
"Innovationen ligger jo ikke kun der, hvor vi som arkitekter får en opgave og skal finde en form. I virkeligheden ligger den meget før, hvor man definerer, hvad byggeriet skal kunne, for hvem det er skabt, og hvad det skal indeholde. Der er i dag ikke megen innovation i den fase inden for mange typer byggeri. Det er ofte mikrofonholderi, hvor man spørger nuværende brugere, hvad de gerne vil have, og så får man en lang forudsigelig liste at prioritere ud fra."
Keingart insisterer på at give tid og plads til den tidlige udviklingsfase, hvor der endnu ikke er tegnet en streg, og hvor målsætninger ikke er lagt fast. Det involverer ofte diskussioner om drift, organisation, aktiviteter og kommunikation, og på den måde udfordrer arkitekterne eksempelvis en kommune, der har planer om at skabe rum for mere fysisk aktivitet:
"Når folk efterspørger noget nyt, tænker de ofte på noget, de har set et eller andet sted – eller det, de har i forvejen i en federe udgave. Det er den store barriere, men de fleste kommuner er faktisk ofte med på at innovere, hvis det kan skabe øget fysisk aktivitet," fortæller Flemming Overgaard. Udfordrer foreningerne I innovationsprocesserne oplever Keingart ofte at blive de inaktive eller de selvorganiseredes stemme og dermed udfordre det lokale foreningsliv:
"Vi kommer nogle gange i opposition til foreningerne, fordi de tænker, at de skal have det så fedt for deres medlemmer som muligt. Det er jo ikke sådan, at foreningerne står i vejen for innovationen, men de varetager sjældent innovationen selv, medmindre de har nogle ildsjæle, der vil starte nye aktiviteter op," siger Flemming Overgaard og uddyber:
"Vi har som arkitekter den fordel, at vi mange gange har prøvet, at det kan lade sig gøre at finde på noget, der ikke er set før. Men det skal ikke ske for vores skyld. Vi synes jo, det er sjovt at lave noget nyt og spændende, men samtidig skal vi lytte til folk og ikke tage dem med ud i et tåbeligt projekt, de ikke har brug for. Det er jo en fin balance at skubbe lidt til det, uden det bliver absurd i forhold til behovene." Hvad er effekten? Keingart står bl.a. bag Atletik-eksperimentariet på Syddansk Universitet i Odense og den åbne hal i Vodskov Kultur- og Idrætscenter. Fælles for projekterne er, at de skal virke indbydende for aktivitet. Flemming Overgaard får også mange positive tilbagemeldinger, men savner samtidig solid forskning i, hvordan og hvor godt idrætsarkitekturen virker:
"Lige så lidt arkitekter har været fokuserede på at starte tidligt i processen, lige så lidt er de fokuserede på at lære af, hvad der sker, når de har afleveret byggeriet. Det er et problem i branchen generelt, for de steder, man flytter de store ting, er før og efter. Man skal lave nogle rammer og et hus, men det er det, der sker før skitseringen og omkring ibrugtagning, der er interessant. Det handler om brugeroplevelsen, og vi kunne komme meget tættere på. Vi vil ikke bare sidde og finde på kunstneriske ting, men meget gerne basere det på noget evidens," understreger Flemming Overgaard.
Keingart vil derfor for fremtiden forsøge at komme endnu tættere på effekten af deres projekter. Det har de eksempelvis gjort med en spørgeskemaundersøgelse blandt brugere af Atletik-eksperimentariet, der viste, at der i høj grad var ønske om et digitalt rum til at supplere det fysiske.
Mere info
Artiklen om Keingart er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.
Besøg Keingart.com