København tæt på at få VM i cykling
København har meget fine chancer for at blive vært for VM i cykling på landevej som den første internationale ' Bike City'. Forudsætningen er, at Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg på torsdag bevilliger syv millioner kroner.
Opdateret
Seks internationale cykelsportsbegivenheder inklusive VM på landevej i 2011, omkring 120.000 udenbys besøgende og en turismeomsætning på cirka 200 millioner kroner.
Det kan blive frugterne af en plan, som vil gøre København det internationale cykelforbunds (UCI) første ’Bike City’ fra 2008-2011.
Forudsætningen er, at Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg på torsdag bidrager med syv millioner kroner til finansieringen af satsningen, som i alt løber op i 39,5 millioner kroner. Tilsagnet skal være på plads inden UCI’s bestyrelsesmøde den 26. januar, der i så fald vil behandle projektet.
Wonderful Copenhagen, Ballerup Kommune, Danmarks Cykle Union, TV2 og Idrætsfonden Danmark med støtte fra bl.a. Kulturministeriet har allerede givet tilsagn om at stå for resten af finansieringen, der bl.a. skal dække udgifter til afspærringer og tv-produktion.
Den hidtil største satsning
Ifølge idrætsfondens direktør, Lars Lundov, vil satsningen sandsynligvis overgå det nyligt afholdte VM i gymnastik målt i økonomisk og turistmæssig gennemslagskraft.
Fonden forventer 120.000 besøgende til Københavnsområdet i perioden, heraf cirka 25.000 fra udlandet. Alene de udenlandske besøgende forventes at bruge 90 millioner kroner, hvoraf det offentlige kan se frem til at få cirka en tredjedel gennem moms og skatter.
”Men det betyder også meget Danmark at få VM i landevej, der er et af de fire delmål på vej mod et eventuelt dansk OL, som Rambølls OL-rappport for Kulturministeriet har opstillet. Det vil være fint, hvis det lykkes at sætte et flueben her,” siger Lars Lundov, der kalder det meget realistisk, at UCI vælger at gøre København til ’Bike City’.
En bagfør til VM
Lars Lundov vurderer, at UCI bl.a. lægger vægt på, at København har en passende størrelse, og at cykling som motionsidræt og transportform står stærkt i Danmark.
Samtidig kræver arrangementet relativt få investeringer. Ud over VM i landevejsløb, som ventes afholdt Nordsjælland, vil Ballerup Super Arena skulle stå for tre internationale arrangementer i banecykling, mens selve København bliver centrum for to world cup-arrangementer i BMX-cykling.
Alt i alt skal den internationale cykelunion være så interesseret i et samarbejde, at København ved at tilbyde sig som Bike City kan få VM i landevejsløb uden at skulle byde på arrangementet i åben konkurrence med andre byer.
I et notat til Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg vurderer Lars Haue-Pedersen fra TSE Consulting i Schweiz, at der reelt er tale om en bagdør ind til et arrangement, som Danmark ellers ville have meget små chancer for at få tildelt.
Formelt skal udvalget på torsdag give kulturborgmester Martin Geertsen grønt lys til at arbejde videre med satsningen og tilvejebringe syv millioner kroner. der i givet fald skal indgå i et anpartsselskab bag projektet.