Idan Artikel 01.05.2006

Kommunal idræt i bevægelse

Idans konference om fremtidens lokale idrætspolitik samlede 200 deltagere i Odense til debat om bl.a. forholdet mellem idrætten og kommunerne.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Både foreninger og kommuner står over for store udfordringer i de kommende år, når kommunalreformen slår i gennem.

Det var et gennemgående budskab i flere af oplæggene på Idans konference 'Brændpunkter i fremtidens lokale idrætspolitik', der blev afholdt i Odense torsdag og fredag.

Ved afslutningen af konferencen spåede Leif Mikkelsen, folketingsmedlem for Venstre og tidligere formand for DGI, at kommunerne får en markant større interesse for idrætten og dens sundhedsforebyggende kvaliteter, når kommunerne skal betale en stor del af sundhedsudgifterne.

Samtidig kaldte han 2006 for mulighedernes år, fordi kommunalreformen giver foreningerne en chance for at præge de nye kommuners idrætspolitik. Faktisk kan kommunalt forankrede idrætspolitikker gøre folkeoplysningsloven overflødig, mente Leif Mikkelsen, der dog på det punkt mødte modstand blandt flere konferencedeltagere.

Foreningernes samarbejde med kommunerne

 Fokus på idrættens sundhedsforebyggende kvaliteter prægede også tidligere indlæg på konferencen.

Preben Staun, medlem af DIF's bestyrelse og konstitueret kommunaldirektør i Trehøje Kommune, forudså, at fremtidens foreninger vil være præget af store 'servicefore-ninger', som gerne vil være med til at løfte samfundsopgaver, og foreninger, der alene vil arbejde med de idrætslige aktiviteter.

"Ti procent af foreningerne er ifølge DIF og DGI's foreningsundersøgelse villige til at prioritere opgaver af samfundsinteresse. Set med kommunale øjne er vi usandsynligt godt stillet, hvis så mange vil være med," sagde Preben Staun, der forudser mange flere partnerskaber mellem foreninger og det offentlige i de kommende år.

En ny idrætspolitik?

 Idrætsforskeren Bjarne Ibsen ridsede en hel række punkter op, hvor stat og kommuner bør overveje at slagte nogle hellige køer og formulere en ny dansk idrætspolitik:

  1. Der er brug for en dobbeltstrategi for, hvordan man kan støtte foreningsidræt og selvorganiserede idrætsudøvere.
  2. Den offentlige støtte til idrætten bør i højere grad gå til aktiviteter frem for mursten.
  3. Udbygningen af idrætsfaciliteter bør ske mere bevidst efter en overordnet strategi.
  4. De store idrætsorganisationer skal i højere grad have 'præstationsstøtte' frem for automatiske tilskud over tipsmidlerne.
  5. Kommunerne kan blive mere aktivt udfarende på idrætsområdet og selv tage initiativer til partnerskaber.
  6. Foreningerne kan støttes mere differentieret alt efter deres lyst til at involvere sig partnerskaber med f.eks. kommuner.

Konferencen var i høj grad målrettet kommunerne, og bød også en række oplæg om lokale investeringer i idrætsfaciliteter, kommunal branding og idrættens rolle i integration af nydanskere.