Kommunal mudderbold er trist at se på
Danske kommuner og ligaklubber har rodet sig ud i et gensidigt afhængighedsforhold, der hverken gavner produktudviklingen i den professionelle sport eller tilliden til den kommunale forvaltningspraksis på området.
”Så lovligt som muligt”.
Modellen synes klar, når danske kommuner forsøger at understøtte deres lokale sportsflagskibe med nye eller moderniserede stadionanlæg og arenaer, som skal skabe gode tilskueroplevelser og sportslig fremgang for klubberne.
På den ene side gør kommunerne sig visse anstrengelser for akkurat at holde sig på den rigtige side af kommunalfuldmagt og statsstøttereglerne, når de opfører og udlejer anlæg til professionelle sportsklubber. På den anden side har kommunerne over de seneste år presset hinanden ind som deltagere i et sportsøkonomisk kapløb, hvor mange af dem i praksis ofrer skatteydernes penge og transparensen i forvaltningen i forsøget på at give klubberne så optimale vilkår som muligt.
Notatet ’Stadionleje i Danmark’ fra Idrættens Analyseinstitut afdækker såvel kompleksiteten i det økonomiske samspil mellem danske superligaklubber i fodbold som den hårfine balancegang mellem offentlig støtte og markedsleje i samspillet mellem kommuner og klubber.
Aktuelt trækker Viborg Kommunes salg af navnerettigheder til den trængte lokale fodboldklub for rene håndører igen store overskrifter i medierne. Viborg Kommune har fået juraens ord for, at kommunen gik over stregen i salget af navnerettighederne til klubben, som dagen efter solgte samme rettigheder videre til det kommunale energiselskab for en langt højere pris.
Her er tale om et åbenlyst subsidie, men notatet ’Stadionleje i Danmark’ mere end antyder, at også andre kommuner behersker disciplinen ’mudderbold’ i samspillet med den lokale klub så perfekt, at det nok mere er den manglende transparens i aftalerne end egentlig juridisk holdbarhed, der forskåner andre kommuner end Viborg for at havne i søgelyset for ulovlig støtte til professionelle sportsklubber.
Debatten har været der før og udløb af den berømte Farum-sag om ulovlig kommunal støtte til forgængerklubben for FC Nordsjælland. Dengang mundede debatten ud i, at Konkurrencestyrelsen i 2003 udarbejdede en model for fastsættelse af en såkaldt markedsleje for professionelle sportsklubber.
Denne model var bl.a. baseret på klubbernes gennemsnitlige tilskuertal, men siden modellens udarbejdelse har DBU fastsat egentlige licenskrav til klubberne om minimum 10.000 tilskuerpladser i superligaen og 4.000 pladser i 1. division. Disse krav har ført til flere stadionmoderniseringer og udbygninger, som primært har været finansieret af offentlige midler.
Man kan på baggrund af stadionlejenotatet og den aktuelle debat om forholdet mellem kommuner og klubber tillade sig at spørge, om ikke der er grund til en ny kulegravning af stadionaftalernes juridiske holdbarhed i de danske kommuner?
Kan det passe, at markedslejen skal beregnes på baggrund af klubbernes ofte beskedne gennemsnitlige tilskuertal, når DBU’s skærpede krav reelt tvinger kommunerne til at investere i en for de fleste klubbers vedkommende ganske massiv overkapacitet? Bør markedslejen for professionelle fodboldklubber ikke som minimum beregnes på baggrund af DBU’s formelle krav til stadionkapacitet?
Frekventerer man den eksisterende juralitteratur om spørgsmålet, synes det relativt klart, at i det omfang, klubberne – og dermed også DBU – har haft held til at få de lokale kommunalpolitikere til at bygge nyt eller renovere de eksisterende opvisningsanlæg for at imødekomme de nye licenskrav, bør stadionlejen i mange tilfælde hæves. Man kan næppe fortsat dække sig ind under den tidligere forudsætning om, at landets stadionanlæg er dimensioneret efter andre hensyn end fodboldens, og at en nedsat leje beregnet efter klubbernes tilskuergennemsnit derfor er rimelig.
Velvidende, at en sådan problemstilling kan afstedkomme en betydelig irritation og uro såvel i kommunerne som klubberne, idet begge parter trives fortræffeligt under ’så lovligt som muligt’- modellen, er der grund til at spørge, om det på lidt længere sigt ikke ville være i klubbernes egen interesse, hvis deres adgang til faciliteter skete på mere kommercielle og transparente vilkår?
Alle sportsøkonomiske modeller – som dokumenteret igen i det aktuelle notat – viser jo entydigt, at den sparede stadionleje ryger direkte ud på spillermarkedet og aldrig ned på klubbernes kronisk nødlidende bundlinjer. Kommunerne er på den måde decideret med til at finansiere det sædvanlige kapløb på spillerkøb og -lønninger ved deres – lad os sige – venligtsindede krav til lejerne på de danske sportsarenaer.
Klubbernes bundlinjer har i praksis ingen gavn af de mere eller mindre skjulte kommunale subsidier. Samtidig smadrer kommunerne potentielt markedet for de mere kommercielle faciliteter og gør sig til gidsler af deres lokale sportsflagskibe.
Måske var det bedre, om samspillet mellem kommuner og klubber byggede mere på krav til klubberne om medfinansiering og en bedre kommerciel udnyttelse af den kostbare infrastruktur og mindre på slet skjulte subsidier? Hvis man byggede mere på dokumenterede kommercielle behov end på ofte uigennemsigtige politiske aftaler, kunne man bidrage til en dansk arenaindustri, som var tvunget til at levere bedre tilskuerservice, bedre sponsorprodukter, mere indhold og bedre tilskueroplevelser.
Kommunal mudderbold, som det dyrkes i dag på mange kommunale arenaer, er både dyrt for skatteyderne og åbenbart ikke specielt attraktivt at kigge på fra tribunerne. Kun yderst sjældent når de kommunale danske superligaarenaer op over en gennemsnitlig udnyttelse at tilskuerkapaciteten på bare 50 procent målt over en hel sæson.