Kommunal navneforvirring

Politikerne i Århus står med lidt af en hovedpine efter det ret specielle forløb, der efter ombygningen af Aarhus Idrætspark til et moderne idrætsanlæg med ny Arena og topmoderne Stadion i 2000 førte til en snæver politisk beslutning om at udlicitere driften af det 100 pct. kommunalt finansierede anlæg til en samlet værdi af 300 mio. kr. til en privat driftsherre.

Overgangsdriftsherren, Fonden Aarhus Idrætspark, besluttede midt i forløbet i marts 2003 at 'brande' anlægget til det mere internationalt klingende Atletion, der nu har vundet indpas. Men Fonden vandt ikke licitationen om driftsretten. Den gik i stedet fra nytår 2005 til det børsnoterede selskab Århus Elite, som samler de lokale sportshelte fra AGF Kontraktfodbold, Aarhus GF håndbold og Bakken Bears og driftsselskabet Atletion under én hat.

At navneændringen til Atletion i sin tid var kontroversiel og uigennemtænkt midt i debatten om stedets fremtid, beviste denne uges udvikling, da den nye driftsherre, Århus Elite, helt i pagt med tidens internationale trends besluttede at sælge de primære faciliteters navne til en privat sponsor. Byens fremmeste idrætsfaciliteter hedder nu NRGi Arena (opvisningshallen) og NRGi Park (stadion) i de næste tre år med de praktiske hovedbrud, det så måtte medføre for kunder på stedet som eksempelvis det kommende VM i idrætsgymnastik.

Navneskift vækker undren

I de foregående sæsoner har arrangører og gæster på stedet i forvejen kæmpet bravt at få navnemonstre som Atletion(s) Arena og Atletion(s) Stadion på plakaten.

Sponsorbeløbet fra NRGi er uoplyst, men det vækker undren, at de kommunale ejermænd har tilladt en situation, hvor en af byens mest kendte institutioner kan risikere at ændre navn omtrent hvert tredje år. Forundringen består knapt så meget i, at Århus Elite prøver at få penge i den slunkne kasse, som i at Århus Kommune åbenbart ikke havde forudset situationen.

Byrådsmedlem Niels Brammer (DF) har nu rejst sagen politisk og krævet en juridisk afklaring af lovligheden af at ændre navnet på det kommunale anlæg efter en sponsor.

Udbredt fænomen i udlandet

Salg af navnerettigheder er en udbredt trend i USA, Tyskland og Storbritannien. Ironisk nok holdt direktør Paul Fletcher fra Englands nyeste fodboldstadion, Ricoh Arena, foredrag om emnet i november i fjor på Aarhus Idrætspark/Atletion/NRGi... Hvad hedder den gamle stadionhal fra 1920 mon for tiden?

Paul Fletcher talte om pengestrømme til stadionanlæg på Idrættens Analyseinstituts konference om dansk idræt i oplevelsesøkonomien. Spørger man Paul Fletcher, der tidligere var kommerciel direktør for Wembley, vil han forklare, at navnerettigheder fungerer langt bedst, hvis de som i Ricoh Arenas tilfælde indgås i forbindelse med en større om- eller nybygning, hvor sponsorens langsigtede investering anvendes som en del af byggekapitalen, og hvor sponsornavnet fra fødslen bliver en del af det nye anlægs folkelige identitet.

På Ricoh Arena betaler navnesponsoren således en mio. pund om året over ti år for at lægge navn til et stadion, som er et joint-venture mellem Coventry Kommune og fodboldklubben Coventry City.

I England har 20 ligaklubber bygget helt nye stadionanlæg siden 1985. Samtlige har uden videre sværdslag fået navn efter en privat sponsor, men spørg lige, om der bliver borgerkrig, hvis milliardbyggeriet Wembley senere på året genåbner efter endt ombygning som ”McDonald’s National Arena,” eller hvad man nu ellers kunne forestille sig...

I Sverige har adskillige kommuner i de senere år selv taget førertrøjen og indgået deciderede sponsoraftaler, når lokale opvisningsanlæg til ishockey eller fodbold stod foran gennemgribende ombygninger.

Navnesponsorater vinder frem

Denne trend er ikke set så fuldkommen i Danmark, men på flere anlæg med privat kapital indblandet vinder tendensen frem i mere eller mindre elegante skikkelser som eksempelvis på stadionanlæg som SAS Arena i Herning (FC Midtjylland), Fionia Park i Odense (OB), Essex Park Randers (Randers FC), Kvik Arena (skøjtehal) i Herning eller håndboldens Skjern Bank Arena.

Der er såmænd ingen grund til at have overdreven berøringsangst med disse sponsornavne.

Når nu regering og byråd rundt omkring i landet har så travlt med at tale om oplevelsesøkonomi og idrætsbegivenheder som lokal vækstfaktor og samtidig investerer store kommunale millionbeløb i anlæg til ligahåndbold og superligafodbold, nytter det jo ikke, at kommunerne viger forskrækket tilbage, når deres ivrige flirt med den kommercielle idræt så også giver sig kommercielle udslag. Oplevelsesøkonomiens aktører skal jo da leve af et eller andet!

Brug for større omtanke fremover

Men samtidig viser eksemplet fra Århus, at kommunerne bør tænke sig rigtig godt om ved udlicitering af driften eller salg af navne til kommunale idrætsanlæg og i det mindste stille krav om en vis størrelse og varighed af indgåede navneaftaler. Ellers vil den totale navneforvirring brede sig på danske idrætsanlæg i de kommende år, og navnesponsoraterne hurtigt ende som kommercielle discountløsninger og hadeobjekt nummer ét for engagerede sportsfans.

Desuden er der grund til at være på vagt over for sponsorsammenfald, hvor navnesponsoren på en facilitet utilsigtet bringer en lokal begivenhed eller klub i vanskeligheder på grund af mulige konkurrerende sponsorinteresser. Et hypotetisk eksempel kunne være, at en flittig Arena-kunde som Dansk Håndbold Forbund havde et konkurrerende energiselskab som hovedsponsor.

Denne kronik blev bragt første gang i JP Århus den 11. marts 2006.