Kommunale udgifter til idræt kan ikke aflæses i foreningernes medlemstal

Kommunale udgifter til idrætsområdet bliver ofte brugt som pejlemærker for de mest idrætsvenlige kommuner på ranglister, hvor de bedste kommuner hyldes for deres store udgifter til idrætten, mens andre kommuner kritiseres for deres lave udgiftsniveau.

Men overraskende nok er der sjældent sammenhæng mellem kommunernes placeringer på en sådan rangliste og effekten deraf i forhold til eksempelvis antallet af foreningsmedlemmer, antallet af frivillige eller foreningernes oplevede trivsel i kommunerne.

En analyse foretaget af Idrættens Analyseinstitut som optakt til kommunalvalget den 21. november 2017 viser således, at høje kommunale udgifter til idrætsområdet ikke nødvendigvis kan aflæses i form af høj foreningsandel (se figur 1), mange frivillige eller oplevelse af god trivsel blandt foreningerne.

Analysen antyder, at andre forhold end det kommunale udgiftsniveau har indvirkning på disse forhold.

Figur 1.  Kommunalt udgiftsniveau har ikke betydning for foreningsdeltagelsen (uden Læsø og uden firmaidrætsmedlemmer)

Udgifter pr. borger er baseret på drifts- og anlægskonti til idræt fra Danmarks Statistik jf. faktaboksen. Foreningsandelen er baseret på tal fra CFR, hvor firmaidrætsmedlemmer er udeladt.

Kommunale dna er afgørende for foreningsdeltagelse

De kommunale udgifter til idrætsområdet er generelt størst i bykommuner og lavest i de danske yderkommuner. Omvendt er foreningsandelen ifølge Det Centrale Foreningsregister (CFR) over medlemmer af idrætsorganisationerne gennemsnitligt højere i yderkommuner og lavest i bykommuner som udtryk for, at kommunalt udgiftsniveau til idrætsområdet og foreningsdeltagelse (ifølge CFR) ikke direkte følges ad (se figur 2).

Figur 2. Udgifter til idrætsområdet er størst i bykommunerne, hvor foreningsdeltagelsen samtidig ligger på det laveste niveau

Figuren viser gennemsnitlige udgifter til idræt pr. borger fordelt på fire kommunegrupperinger (mørkeblå søjler). Kurven viser den gennemsnitlige foreningsandel ud af alle borgere (baseret på CFR) fordelt på de fire kommunegrupperinger.

Ser man på betydningen af kommunale baggrundsfaktorer, dvs. kommunernes ’dna’ udtrykt som befolkningstæthed, andelen af borgere med en uddannelse samt antallet af borgere med ikke-vestlig baggrund, finder man givetvis nogle af svarene på, hvorfor foreningsdeltagelsen varierer ganske meget på tværs af forskellige typer af kommuner i Danmark.

De tre baggrundsfaktorer hænger tæt sammen og er vanskelige at adskille fra hinanden i en samlet analyse. Overordnet kan man sige, at foreningsdeltagelsen typisk er lavest i urbane miljøer kendetegnet ved storbykommuner, hvor befolkningstætheden er høj, og hvor der samtidig er mange borgere med en videregående uddannelse samt mange borgere med ikke-vestlig baggrund.

Den negative indvirkning af uddannelse på foreningsdeltagelsen skyldes primært, at de højst uddannede borgergrupper i størst omfang er bosat i de store byer. Undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’ viser, at der med stigende uddannelseslængde ofte følger en øget tendens blandt voksne idrætsaktive til at vælge alternative organiseringsformer som selvorganiseret og kommercielt organiseret sport og motion.

Omvendt er der ikke uddannelsesmæssige forskelle på foreningsdeltagelse, når man kigger isolereret på land vs. byområder. Det tyder på, at det primært er det store udbud af alternative tilbud i de store byer, som får uddannede borgergrupper til at organisere sig uden om foreningsidrætten. 

Faciliteter øger ikke automatisk foreningsdeltagelsen

Analysen ser ligeledes på sammenhænge mellem facilitetsdækning i kommunerne og foreningsdeltagelsen.

Facilitetsdækning er her målt på antal borgere pr. facilitet (baseret på de mest almindelige facilitetstyper som haller, sale, fodboldbaner, svømmehaller og fitnessfaciliteter). Adgang til faciliteter er et nødvendigt grundvilkår for en stor del af den foreningsidræt, der foregår i specialindrettede idrætsfaciliteter, men analysen viser samtidig, at man ikke statistisk kan vise, at god facilitetsdækning i en kommune automatisk genererer en højere foreningsandel (CFR), hvis man tager højde for kommunale forskelle på udvalgte baggrundsfakta.

Selvom man finder en højere foreningsandel i kommuner, hvor facilitetsdækningen er relativt god (se figur 3), forsvinder betydningen af facilitetsdækning, når man kontrollerer for kommunernes ’dna’.

Man kan altså ikke pr. automatik kompensere for en lav foreningsandel i en kommune ved at bygge flere faciliteter i kommuner, som har ’foreningsfjendtlig dna’ målt på høj befolkningstæthed og mange ikke-vestlige borgere.

Figur 3. Den umiddelbare sammenhæng mellem facilitetsdækning og foreningsdeltagelse forsvinder, når man tager højde for det kommunale dna.

Facilitetsindekset er baseret på et pointsystem mellem 0 og 98. Kommuner, der scorer højt på indekset har færrest borgere pr. facilitet, mens en lav score omvendt udtrykker, at der er mange borgere pr. facilitet. Foreningsandelen er baseret på tal fra CFR.

Kommuner præsterer forskelligt trods ens ’dna’

Selvom nogle kommuner typisk vil være et skridt bagud på ’foreningspoint’ alene på grund af urbane karaktertræk, genererer dette forhold ikke pr. automatik en lav foreningsandel.

Det er altså ret komplekst at forklare, hvad der skaber mange foreningsmedlemmer i en kommune. Nogle kommuner ’overpræsterer’ ved relativt mange foreningsmedlemmer pr. borger, selvom ligger de relativt højt på befolkningstæthed og andel af ikke-vestlige borgere. Gladsaxe er et eksempel på sådan en kommune. Omvendt finder man ikke samme foreningstilslutning i en række vestegnskommuner med tilsvarende urbane karaktertræk som Rødovre, Glostrup, Brøndby og Albertslund.

Analysen antyder, at der inden for den enkelte kommunes rammevilkår er et stort spænd i forhold til, hvor mange borgere der involverer sig i lokalsamfundets foreningsliv. Det er interessant at overveje nærmere, hvilke dynamikker, traditioner, kulturer og rutiner der ligger til grund for den høje foreningsandel i Gladsaxe Kommune sammenholdt med eksempelvis Rødovre Kommune.

Nogle kommuner præsterer højt på både udgiftsniveau til idræt og foreningsdeltagelse. Det gælder kommuner som Herlev, Gentofte, Hørsholm, Furesø og Allerød. Disse kommuner ligger samtidig i den lave ende målt på facilitetsdækning med relativt mange borgere om faciliteterne (målt på de mest almindelige facilitetstyper).

Tilsvarende er det interessant at undersøge, hvad der eksempelvis gør, at yderkommuner med ’foreningsvenligt’ dna som eksempelvis Norddjurs, Guldborgsund, Lolland og Vordingborg har relativt lave foreningsandele ifølge CFR, mens andre yderkommuner som Varde eller Vesthimmerlands Kommune med samme ’naturlige grundvilkår’ ligger helt i toppen.

Frivillighed og trivsel følger samme mønster

Som supplement til analysen af foreningsandel ud fra CFR-tallene ser analysen på sammenhænge mellem kommunale udgifter til idrætsområdet og frivillighed samt foreningernes oplevede trivsel.

Kommunale mål for frivillighed og foreningernes trivsel er baseret på DIF’s kommuneundersøgelse fra 2017. Analyserne viser tilsvarende mønstre som ved foreningsandelen, og kommunerne kan altså ikke alene via økonomiske tilskud generere en højere andel af frivillige eller sikre en bedre oplevet trivsel blandt foreningerne.

Analysen viser, at der generelt er længere mellem de frivillige kræfter i tætbefolkede områder, hvilket på den ene side kan tolkes som udtryk for ’stordriftsfordele’ ud fra et princip om, at det kræver et vist minimumsantal af frivillige at drive foreningsidrætten uafhængig af antal medlemmer eller antal borgere.

På den anden side kan det tolkes som et udtryk for, at der i tætbefolkede områder ikke er den samme følelse af at være tilknyttet et lokalsamfund og et fællesskab, hvilket i sig selv kan være et incitament for at engagere sig i forpligtende, frivilligt arbejde.

I tråd med de to foregående analyser finder man ingen relation mellem kommunalt udgiftsniveau og idrætsforeningernes oplevede trivsel. Kommunale baggrundsfaktorer og facilitetsdækning øver heller ingen systematisk indflydelse på trivselsniveauet blandt foreningerne. Fremadrettet ligger der interessante perspektiver i at foretage kulturanalyser af de tilsyneladende uforklarlige forskelle mellem kommuner, som ligner hinanden på en række centrale parametre.