Kommuner efterlyser fleksibilitet
Flertallet af danske kommuner har en vis forståelse for eliteidrættens anlægskrav, men flere kommuner efterlyser større økonomisk medansvar fra idrættens side, når forbund og klubber anført af fodbolden stiller krav til faciliteter.
Selv om fodboldens stadionkrav i Danmark stikker ud som de mest vidtgående i professionel fodbold i Skandinavien, viser Idans undersøgelse ’Eliteidrættens krav til offentlige idrætsanlæg’, at danske kommuner et langt stykke ad vejen er indstillet på at investere i stadionanlæg og andre opvisningsfaciliteter målrettet eliteidrætten.
Næsten 70 pct. af de deltagende kommuner i undersøgelsen giver gennem en spørgeskemaundersøgelse udtryk for, at eliteidrætten i høj eller nogen grad tillægges stor værdi i kommunen. Mange kommunerne peger bl.a. på, at eliteidrætten kan bidrage til at brande kommunen og skabe fælles identitet og stolthed.
Det har derfor høj politisk prioritet for kommunerne at stille gode faciliteter til rådighed for eliteidrætten. Næsten tre fjerdedele af de danske kommuner mener således, at investeringer i anlæg målrettet eliteidræt i nogen grad er en kommunal opgave.
Men selv om det store flertal af kommunerne har en positiv holdning til eliteidræt, er der blandt kommunerne et udbredt ønske om, at kommunerne ikke alene skal betale investeringer i anlæg målrettet eliteidræt. 70 pct. af kommunerne mener, at klubber i høj eller i nogen grad skal bidrage økonomisk på baggrund af deres krav, og en lige så stor andel af kommunerne mener, at specialforbund ligeledes skal bidrage, når de opstiller særlige krav til opvisningsanlæg.
Figur 1: Eliteidræt bør støtte opvisningsanlæg økonomisk
Kommunernes svar på spørgsmålet: ’I hvilken grad bør forbund og eliteklubber bidrage økonomisk i forbindelse med opførelse og forbedringer af opvisningsanlæg til eliteidræt?’(alle kommuner).
Pres fra forbund og klubber
Formelt set retter forbundskrav til faciliteter sig mod klubberne, som spiller i de bedste rækker. Men da kommunerne i praksis ejer eller understøtter flertallet af de anlæg, der bruges til eliteidræt, ender kravene fra forbundene, i Danmark vil det typisk sige fra DBU, oftest på kommunens bord.
Næsten 40 pct. af de danske kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, mener da også, at de har oplevet et pres fra DBU om at stille opvisningsanlæg til rådighed til fodbold. Hertil kommer, at undersøgelsen viser, at 65 pct. af kommunerne har oplevet et pres fra lokale fodboldklubber om, at kommunen skal stille opvisningsanlæg til rådighed.
Eftersom det kun er DBU, der har formaliserede og detaljerede krav til anlæg, er det forholdsvis få kommuner, der har oplevet et pres fra specialforbund i andre store boldspil – herunder håndbold.
Men 28 pct. af de deltagende kommuner i undersøgelsen har til gengæld mødt et pres fra lokale håndboldklubber og i noget mindre grad fra klubber i andre idrætsgrene, herunder individuelle idrætsgrene som svømning og atletik, hvor seks kommuner har oplevet et pres fra de lokale svømmeklubber, mens fire kommuner har oplevet pres fra lokale atletikklubber. Totalt er der ifølge kommunernes besvarelser 17 forskellige idrætsgrene, der lokalt har presset på for at få særlige ønsker og krav til eliteidrætsfaciliteter realiseret.
Figur 2: Krav og ønsker fra andre specialforbund og klubber (antal kommuner)
Oversigt over, fra hvilke idrætsgrene ud over fodbold, håndbold og ishockey kommunerne har mødt krav eller ønsker om at få stillet opvisningsanlæg til rådighed. Opgjort på klubber og forbund.
Positive holdninger og kritiske stemmer
Det mest vidtgående anlægskrav i Danmark er DBU’s krav om en tilskuerkapacitet på mindst 10.000 i Superligaen.
Blandt alle de danske kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, mener næsten en tredjedel, at DBU’s kapacitetskrav i den bedste række i nogen grad er rimeligt, og det overordnede billede er, at der er en vis opbakning til kravet i mange kommuner, anført af de kommuner, der selv har klubber i Superligaen.
Der tegner sig dog et mere nuanceret billede i undersøgelsen, når man inddrager en række opfølgende interviews og kommunernes uddybende kommentarer. Eksempelvis erkender Henrik Andersen, der er afdelingsleder i DBU Turneringer og Licens, at DBU oplever en vis kommunal utilfredshed med forbundets krav.
”Der er kommuner, der kontakter os og er utilfredse med de krav, vi stiller. Selvfølgelig er der noget økonomi i de her krav, som kommunen skal finde på en eller anden måde, men det er ikke noget, vi har stor debat med kommunerne om.”
Det billede afspejler sig i spørgeskemaundersøgelsen, hvor repræsentanter fra kommuner med klubber i Superligaen på nær de fire største byer generelt afviser, at der er behov for 10.000 tilskuerpladser. Indirekte taler kommunerne dermed for mere fleksible regler, der i højere grad tager højde for lokale tilskuerforhold.
Ifølge rapporten er der blevet etableret et netværk mellem de anlægsansvarlige i kommunerne. Etableringen af netværket kan ses som resultat af, at flere kommuner har oplevet et direkte eller indirekte pres fra forbund om at stille opvisningsanlæg til rådighed. Ifølge en af de involverede kommuner er der fra netværkets side et ønske om i større udstrækning at kunne tale med fælles kommunal stemme, da det kan være svært for en enkelt kommune argumentere over for specialforbundene.
Kommunerne ønsker desuden generelt at blive inddraget tidligere i udformningen af specifikke anlægskrav, da det er vanskeligt for kommunerne at have indflydelse på de krav, der allerede er indført i forbundenes regler.