Kommuner går glip af mange gevinster, når de undlader at arbejde strategisk med faciliteter

Denne kommentar blev oprindeligt bragt på Idrætsmonitor.dk den 16. maj 2023.

En dugfrisk optælling fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) viser, at kun et fåtal af landets 98 kommuner har en nedfældet strategi for udvikling og drift af idrætsfaciliteter. Det er bemærkelsesværdigt, fordi cirka 70 procent af kommunernes økonomi på idrætsområdet er bundet i drift og etablering af idrætsfaciliteter.

I forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter’ gennemført af Syddansk Universitet (SDU) og Idan i 2019 lød en af anbefalingerne, at kommuner bør formulere en facilitetspolitik, som kan give strategisk retning og grundlag for prioriteringer.

Analyserne viste blandt andet, at kommuner, der har en politik for idrætsfaciliteter, har højere benyttelse af haller end kommuner uden. Videre viste analyserne, at målsætninger om at udvikle faciliteterne mod nye brugergrupper i praksis omsættes til et ensidigt fokus på foreninger, hvis det ikke følges op af konkrete handlingsanvisninger.

Active Researchs evaluering af kommunale facilitetsstrategier fra 2021 viste, at der er positive effekter forbundet med at have en retningsgivende strategi, der eksekveres på. Strategierne bidrager til at skabe ejerskab hos foreninger, forvaltning og politikere og sikrer, at der arbejdes i samme retning.

Den aktuelle optælling fra Idan, som ser på offentligt tilgængelige strategier og politikker, viser, at kun 11 kommuner har en facilitetsstrategi, der giver en klar retning for arbejdet med faciliteter. Andre 13 kommuner har en strategi for faciliteter, som giver en vis strategisk retning for arbejdet med faciliteterne, mens andre 70 kommuner har en meget begrænset eller ingen strategisk retning for arbejdet med faciliteter. Endelig er der fire kommuner, hvor vi slet ikke finder politikker eller strategier vedrørende idrætsfaciliteter.

Facilitetsstrategier med afsæt i det lokale

Rudersdal og Holstebro er eksempler på kommuner med facilitetsstrategier, der giver en klar retning for arbejdet med faciliteter. Bortset fra strategierne er de to kommuner dog ganske forskellige på idrætsområdet. Ifølge Idans undersøgelse er borgerne i Rudersdal nogle af de mest aktive i landet, mens borgerne i Holstebro hører til blandt den mindre aktive del af befolkningen.

Omvendt er facilitetsdækningen meget forskellig i de to kommuner, viser Idans facilitetsindeks, der blandt andet rangerer kommunerne efter, hvor mange borgere der er per idrætsfacilitet. Holstebro Kommune ligger her i toppen, mens Rudersdal Kommune hører til i bunden.

Facilitetsstrategierne i Rudersdal og Holstebro Kommuner har begge fokus på at åbne idrætsfaciliteterne for nye målgrupper, og strategierne giver konkrete anvisninger til, hvordan det kan lykkes. I Rudersdal Kommune er der mange borgere per idrætsfacilitet, og her er fokus på, hvordan nye målgrupper kan passes ind i eksisterende faciliteter og byrum. I Holstebro er der færre borgere per idrætsfacilitet, og her er fokus på at skabe incitamenter, der tilskynder til at udvide brugerskaren i faciliteterne.

Fakta på bordet

Forskellene mellem Rudersdal og Holstebro illustrerer pointen om, at man ikke kan bygge sig til en højere idrætsdeltagelse – et tema som tidligere har været debatteret i Idrætsmonitor.

Når vi sammenstiller data fra Facilitetsdatabasen og SDU’s forskningsprojekt ’Danmark i Bevægelse’, finder vi ingen sammenhæng mellem facilitetsdækningen målt som antal indbyggere per facilitet og idrætsdeltagelsen blandt voksne. Samme tendens ser vi blandt børn og unge, og den manglende sammenhæng skal i høj grad forklares med, at det især er befolkningssammensætningen i en kommune, der påvirker tilbøjeligheden til at være idrætsaktiv.

Men selv om der ikke ses nogen direkte sammenhæng mellem facilitetsdækningen og idrætsdeltagelsen, er faciliteterne vigtige. Således kan typen og antallet af faciliteter i en kommune være afgørende for deltagelsen i de respektive aktiviteter, ligesom det kan være centralt at forholde sig til indholdet i faciliteterne og inklusion af forskellige målgrupper.

Sådanne overvejelser giver en facilitetsstrategi mulighed for at sætte retningen for, og en af de centrale gevinster ved at formulere en strategi er netop, at der kommer fakta på bordet, hvorefter kommunen aktivt kan forholde sig til prioriteringer, tendenser og løsninger.

Undersøgelser, viden og proces

I både Rudersdal og Holstebro Kommuner er facilitetsstrategierne blevet til efter længerevarende processer, hvor forskellige målgrupper og aktører har medvirket. Processen er i sig selv vigtig og er ifølge evalueringen fra Active Research med til at identificere relevante handlingsanvisninger.

Der er således mange fordele ved at udarbejde og eksekvere på en retningsgivende facilitetsstrategi. En strategi giver gode forudsætninger for forvaltning, facilitetsledere og foreninger i arbejdet med at indfri politiske målsætninger, og vi ser særligt tre forhold, som er væsentlige at have fokus på i udarbejdelsen af en facilitetsstrategi:

Mange kommuner ønsker, at idrætsfaciliteter skal være åbne for mange borgergrupper. Problemet er, at drifts- og lokaletilskud overvejende er bundet op på forenings- og skolebrug. Det betyder, at det for mange faciliteter koster på bundlinjen at lave aktiviteter for borgere, der ikke deltager via skoler og foreninger, og det kommer i sidste ende til at underminere de politiske målsætninger om at give andre brugere bedre adgang til faciliteterne.

Et nødvendigt fokus i en facilitetsstrategi er derfor at skabe sammenhænge mellem målsætninger og strukturer, så det for eksempel giver mening at arbejde med en bredere brugerskare i faciliteterne.

En facilitetspolitik må nødvendigvis forholde sig til behovet for og udviklingen af faciliteter. I Facilitetsdatabasen findes oplysninger om samtlige idrætsfaciliteter i Danmark inden for mere end 20 typer af faciliteter, og den viden er essentiel at medtænke i en facilitetspolitik. Både når det kommer til kommunens egne faciliteter, men også i forhold til, hvilke typer af faciliteter der findes i nabokommunerne.

Det kan med fordel tænkes sammen med et fokus på, hvordan man facilitetsmæssigt kan understøtte forskellige grupper af borgeres deltagelse i idrætsaktiviteter i forskellige områder. Uden den strategiske retning risikerer man i stedet at bygge mere af det, man allerede har, hvilket tilgodeser de borgere, som allerede er aktive.

Der produceres mere og mere data om idrætsdeltagelse og faciliteters anvendelse. Det er blandt andet vist, at der er store potentialer i aktivitetsregistrering i idrætsfaciliteter, som kan anvendes til at målrette udviklingsarbejdet i faciliteter og kvalificere det politiske beslutningsgrundlag. I praksis bruges registreringerne dog overvejende til at se, om foreningerne møder op til de bookede tider eller ej.

Den begrænsede brug illustrerer, at for få beslutninger træffes på baggrund af fakta, men i stedet ud fra vaner og traditioner. Det udfordrer strategisk ageren, og vi ser behov for, at områdets aktører øger kompetencerne til at arbejde mere faktabaseret.

Det kan en facilitetsstrategi med fordel sætte retningen for. Fakta skal være et centralt element i beslutninger, når der skal bygges nyt, men også i spørgsmål af driftsmæssige karakter.