Kommunerne satser på sundhed

Landets cirka 15.000 idrætsforeninger står stadig i centrum for de kommunale idrætspolitikker. Men kun i mindre grad på grund af deres traditionelle folkeoplysende kvaliteter. Kommunerne lægger især stigende fokus på foreningsidrættens betydning for folkesundheden og dens muligheder for at bidrage til at løse sociale problemer. Desuden tyder meget på, at flere kommuner ønsker at understøtte foreningerne gennem hjælp til de administrative opgaver, ligesom eliteidrætten flere steder har fået en mere fremtrædende plads i idrætspolitikken. Det viser en gennemgang foretaget af syv kommuners idrætspolitikker foretaget af Idan. Idrætspolitikkerne har alle det til fælles, at de er helt nye og vedtaget, siden Kulturministeriets Breddeidrætsudvalg i marts offentliggjorde sin rapport med tilhørende 42 anbefalinger. De syv kommuner er Rødovre, Struer, Århus, Viborg, Haderslev, Favrskov og Frederikssund.

Sundhed som det vigtigste argument

Blandt konklusionerne i Breddeidrætsudvalgets rapport fra foråret var, at sundhed og sundhedsfremme har fået en langt større betydning i det samlede idrætsbillede både inden for den brede motionsidræt i foreningerne og gennem væksten i fitness-sektoren og den selvorganiserede idræt. 

Denne tendens afspejler sig også i de kommunale idrætspolitikker, hvor sundhed i dag fremstår som det væsentligste enkeltargument i alle kommunerne undtagen Rødovre for at støtte idrætten gennem en idrætspolitik. I Haderslev Kommunes idrætspolitik står således, at ’idrætten er en naturlig del af kommunens virkemiddel i forebyggelse og motivation til et sundt liv’, hvilket er et eksempel på kommunernes øgede anvendelse af sundhedsargumentet. Kommunernes klare fokusering på sundhed i deres idrætspolitikker skal formentligt ses i lyset af, at kommunerne med kommunalreformen fik som ny opgave at varetage forebyggende initiativer for folkesundheden. Det samme rationelle syn på idrætten ser man også på det sociale område, hvor eksempelvis Århus Kommune også opfatter idrætten som et væsentligt værktøj til integration, mens flere kommuner i forskellig grad vægter idrætsinitiativer, der kan forøge livsglæden hos socialt udsatte borgere. Denne fokusering på sundhed og sociale opgaver antyder, at idræt for idrættens egen skyld ikke opfattes som et tilstrækkeligt argument for at prioritere området kommunalpolitisk. Idrætspolitikken får i høj grad vægt ved at blive kædet sammen med andre politikområder som sundheds-, integrations- og socialpolitik. Kommunernes forestilling er, at idræt i høj grad skal være et redskab til at løse samfundsmæssige udfordringer. Måske derfor står det folkeoplysende element, herunder foreningernes demokratiopdragende funktion, tilsvarende ikke så stærkt i de nye idrætspolitikker. Kun Rødovre, Favrskov og Århus Kommunes idrætspolitikker nævner disse kvaliteter eksplicit. I Rødovre Kommune er det således et mål at inddrage unge i foreningernes beslutningsprocesser og derved animere dem til at tage et samfundsmæssigt ansvar.

Administrativ hjælp til foreninger

Mere traditionel er kommunernes overvejende fokus på foreningerne, som den organisationsform, der primært føres idrætspolitik igennem. 

En markant tendens i den forbindelse er, at alle kommunerne ønsker at gøre det lettere for foreninger at klare de administrative opgaver, der er forbundet med at opnå kommunal støtte, den daglige foreningsdrift eller det at ansøge om lokaler. Ved at lette det administrative arbejde kan kommunerne, som det hedder i Viborg Kommunes idrætspolitik, ’styrke vilkårene for de frivillige ledere, så de kan fokusere indsatsen omkring foreningsarbejdet og –aktiviteterne’. I Rødovre og Haderslev Kommune ønsker man således at oprette et decideret foreningskontor, mens Frederikssund og Århus Kommune vil lave en foreningsportal. Selv om foreningerne fortsat står i centrum, er det dog også en klar tendens, at kommunerne anerkender, at foreningerne ikke længere udgør den eneste arena, som borgerne dyrker idræt i. Alle kommuner er således bevidste om, at de spiller en væsentlig rolle, når det gælder om at muliggøre dyrkelsen af selvorganiseret idræt ved at etablere løbe- og gåstier, ’streetarealer’ og stationære træningsredskaber i naturen. Omvendt bliver mulighederne for at etablere samarbejde med den kommercielle fitness-sektor ikke nævnt i en eneste af de syv nye idrætspolitikker, selv om denne sektor med mere end en halv million kunder tegner sig for en meget væsentlig del af især de voksne danskeres idrætsudøvelse. Dette kan synes paradoksalt i betragtning af, at de syv idrætspolitikker netop synes at nedprioritere idrættens folkeoplysende elementer og vægte sundhed og forebyggelse for borgerne højere.

Eliteidræt for dens egen skyld

Til gengæld har eliteidrætten fået sin specifikke plads i seks af de syv idrætspolitikker – mest markant i Haderslev og Århus Kommune, som har visioner om at være henholdsvis Sønderjylland og Danmarks bedste sted at dyrke eliteidræt. Men også Rødovre og Viborg Kommune positionerer sig stærkt inden for dette felt. 

Dette fokus på eliteidræt er en interessant tendens, da eliteidræt indtil for nylig ikke har været en kommunal opgave. Kommunernes placering i forhold til eliteidrætten blev først søgt styrket med revisionen af eliteidrætsloven i 2004. Fælles for de fire nævnte kommuner er, at de ønsker at prioritere eliteidræt ved at gøre det lettere for udøverne at have en dagligdag med arbejde, uddannelse og eliteidræt. Dette skal blandt andet ske ved fleksible uddannelses- og jobtilbud og nemmere adgang til bolig, enten via favorisering eller campustiltag i forbindelse med idrætsanlæg. Argumentationen for eliteidræt fremstår ikke lige så klar og ‘nyttebetonet’, som argumenterne for at støtte breddeidrætten, selv om flere kommuner forbinder eliteidrætten med identitetsskabelse og lokal sammenhængskraft. Det væsentligste argument for eliteidræt synes at være, at eliteidræt i sig selv skaber gode og sjove oplevelser for borgerne. I så fald fungerer eliteidrætten i højere grad end breddeidrætten efter mantraet om idræt for idrættens egen skyld.