Konference: Idrættens Iværksættere
Idan samler på konferencen 'Idrættens Iværksættere' den 26. februar 2009 for første gang det idrætsrelaterede iværksættermiljø i Danmark.
Idan har i det seneste lille års tid gennemført projektet ’Idrættens Iværksættere - teknologi og iværksætteri i den danske sportssektor’. Projektet identificerer og analyserer over 25 idrætsrelaterede danske iværksættervirksomheder, der nu får chancen for at møde hinanden på en konference i Frederikshavn den 26. februar. Skalaen af produkter spænder vidt, men fælles for alle de deltagende virksomheder er, at de har set potentialet for at omdanne interessen for at følge og udøve idræt og fysisk aktivitet til en fremtidig levevej. Den danske idrætsverden har ikke den store tradition for erhvervsrettet innovation, men projektet har afsløret mange potentialer for at skabe vækst og udvikling ved at fremme netværk og innovationsånd i den danske idrætsverden. Konferencen 'Idrættens Iværksættere' i Arena Nord den 26. februar samler for første gang det idrætsrelaterede iværksættermiljø i Danmark. Idans projektansvarlige Martin Hedal præsenterer den afsluttende projektrapport, og iværksættermiljøet får mulighed for at møde hinanden, fremvise deres produkter og debattere de idrætsrelaterede iværksætteres udfordringer med repræsentanter for idrætsverdenen. Pr. 16. februar er 52 deltagere tilmeldt 'Idrættens Rum og Rammer', og der er fortsat plads til flere.Efter konferencen overtager den nyoprettede århusianske institution, ACTIVE Institute, projektet i samarbejde med Idan. De tilmeldte iværksættere får således mulighed for at komme med i et nyoprettet målrettet netværk for idrætsrelateret matchmaking og innovation mellem forskningsmiljøet, iværksættermiljøet og idrætsverdenen helt fra starten. Gæstetaler på konferencen er direktør Kenneth Olausson fra firmaet Innovation Impact, der har stor erfaring i at hjælpe arrangører og forbund med formidling af events og nye produkter. Kenneth Olausson giver et tankevækkende bud på teknologiens hastige udvikling og denne udviklings betydning for idrætten.
Udstilling
Alle tilmeldte iværksættere får mulighed for at fremvise deres produkter for deltagerne i 'Idrættens Rum og Rammer' og 'Idrættens Iværksættere' på en mindre udstilling i Arena Nords reposområde i dagene 25. og 26. februar. Udstillingsområdet er en central del af konferenceområdet for 'Idrættens Rum og Rammer'. En 'stand' består af et område på 4 x 3 meter samt adgang til strøm, internet, bord og to stole skal bestilles sammen med tilmeldingen til konferencen. Pr. 7. februar har otte udstillere bedt om en udstillingsplads, der giver dem mulighed for at komme i kontakt med hinanden og med de over 200 deltagere i konferencen 'Idrættens Rum og Rammer' i dagene før 'Idrættens Iværksættere'.
Konferencens program
Konferencen indeholder blandt andet:
- Præsentation af rapporten 'Idrættens Iværksættere – teknologi og iværksætteri i den danske sportssektor' ved analytiker Martin Hedal
- 'Produktparade', hvor deltagerne får max 5 slides og max 5 minutter til at præsentere deres virksomhed
- Keynote-præsentationer fra to førende iværksættere
- Præsentation af ACTIVE Institute ved direktør Peter Dreyer
- Mulighed for at skabe et nyt fællesskab og få indsigt i hele det idrætspolitiske miljø i Danmark.
I konferencematerialet indgår et eksemplar af rapporten 'Idrættens iværksættere – teknologi og iværksætteri i den danske sportssektor' samt bogen 'Idræt og sport i den danske oplevelsesøkonomi'. Måske går et nyt erhvervseventyr og nye arbejdspladser til kommunen eller indtægter til din idrætsgren rundt på gangene i Arena Nord i februar 2009. Tør du blive væk?
Praktiske oplysninger
(program og info opdateres løbende) Alle konferencer finder stede i Arena Nord, Frederikshavn Tilmelding:Tilmelding til alle tre arrangementer kan ske her.Det detaljerede konferenceprogram offentliggøres kort efter nytår Priser: Deltagelse i Idrættens Iværksættere, den 26. februar: Kr. 1200,- Udstillingsplads, 3 x 4 m, d. 25. og 26. februar, kr. 600,- Arrangører: Idan og ACTIVE Institute Deltagelse i Idrættens Rum og Rammer, den 24.-25. februar: Kr. 2800,- Kr. 750,- for studerende ved videregående udd. Arrangører: Idan og Lokale- og Anlægsfonden Deltagelse i Scandinavian Stadia and Arena seminar, den 23. februar: Kr. 3000,- Arrangører: Idan og European Venue Management Institute Deltagelse i alle arrangementer inkl. konferencemiddag, den 23.-26. februar (rabat): Kr. 5800,- Deltag i konferencemiddag, den 24. februar, kr. 450,- (tilmelding lukket) Priserne inkluderer moms, forplejning og diverse konferencematerialet.
'Produktparaden':Produktparaden kl. 13.00-15.00 er en platform, hvor de tilmeldte virksomheder frit kan præsentere sig selv og deres produkt. Man afleverer sit evt. Power Point-oplæg til sekretariatet på en usb-nøgle senest på dagen kl. 10.00 – eller sender det på forhånd til konferencesekretariatet ved Ida Hagemann. Max 5 slides og som udgangspunkt max. 5 minutter pr. virksomhed.