Konference om idrætsprojekter og partnerskaber
Projekter og partnerskaber er omdrejningspunktet for mange initiativer på idrætsområdet i disse år. En konference sætter erfaringer på området på dagsordenen.
Der er en klar tendens, at nye politiske initiativer på det velfærdspolitiske område igangsættes som midlertidige projekter gennem partnerskaber. Det gælder også det idræts- og bevægelsespolitiske område og har bl.a. afsæt i den udbredte puljepolitik. Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) afholder den 29. april en konference, der sætter fokus på en række af de erfaringer, der er draget i forskellige partnerskaber og projekter på idrætsområdet i de senere år. Samtidig lægger konferencen op til debat om fordele og ulemper ved arbejdsformen. Konferencen tager afsæt i tre overordnede temaer: Projekters betydning på længere sigt med afsæt i resultaterne af Idrætspolitisk Ideprogram, der kørte i årene 1998-2002, dernæst projektorganisering med afsæt i breddeidrætskommuneprojektet, og endelig diskuterer konferencen partnerskaber mellem idrætsforeninger og kommunale institutioner med projekt Skolesport som eksempel. Oplægsholderne er:
- Klaus Eskelund, postdoc ved CISC, SDU
- Simon Prahm, direktør i GAM3
- Rasmus Bergmann, ph.d. ved CISC, SDU
- Lis Rom Andersen, kultur- og fritidschef i Aalborg Kommune
- Bjarne Ibsen, professor ved CISC, SDU
- Torben Krogh Johansen, idrætskonsulent i Ringsted Kommune
Konferencen finder sted den 29. april kl. 9.15-16.00 på Syddansk Universitet i Odense. Deltagelse i konferencen er gratis, men tilmelding er påkrævet, og der pålægges et gebyr ved udeblivelse uden afbud.