Konference om trivsel og bevægelse i skolen
Onsdag 22. november formidles resultater fra forskningsprojektet ’Trivsel og bevægelse i skolen’ ved en konference på Syddansk Universitet.
Forskningsprojektet ’Trivsel og Bevægelse i Skolen’, som Active Living på Syddansk Universitet står bag, har gennem de sidste tre år undersøgt, hvordan elevernes trivsel i skolen kan fremmes gennem bevægelse.
Projektindsatserne har været gennem grundig evaluering, som bl.a. inkluderer en række effektmål og virkningsmekanismer. Hvad skal der i første omgang til for, at skolerne lykkes med at skabe en ny praksis på idræts- og bevægelsesområdet? Og hvad skal der til for, at alle elever er motiveret for og trives i bevægelsesaktiviteterne?
Der bliver gjort status og delt erfaringer og resultater ved en konference 22. november på SDU. Det er gratis at deltage. Tilmeldingsfristen er 1. november.
Konferencen henvender sig især til: Forskere, undervisere, ledere, konsulenter og andre interesserede medarbejdere fra forskningsinstitutioner, professionsuddannelser, organisationer, myndigheder, kommuner, regioner og skoler med interesse for bevægelse og trivsel.