Idan Artikel 09.08.2016

Konference sætter fokus på idrætsmiljøer, sundhed og fysisk aktivitet

KADK og AU inviterer den 1. september til et dagsarrangement, hvor lokale byrum og deres betydning for sundhed og bevægelse er i fokus.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

Hvordan kan byrum fremme mennesker lyst og mulighed for at dyrke idræt? Og hvordan kan byrummet være med til at afhjælpe sundhedsproblemer blandt socialt udsatte befolkningsgrupper?

Det vil en samling af internationale forskere og eksperter på området give et bud på, når Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) og Aalborg Universitet (AU) inviterer til konference den 1. september med støtte fra Realdania.

Konferencen er en del af et internationalt forskningsnetværk ’Aktivitets- og sundhedsfremmende fysiske miljøer’, og med arrangementet er hensigten at formidle den nyeste viden om bevægelse- og sundhedsfremme i fysiske miljøer i lokalsamfundet og byrummet.

På dagens program er der blandt flere andre følgende oplæg:

    • ’International Activity-and health-enhancing Physical Environment Network – Why are we needed?’René Kual, lector og leder af Det Internationale Netværk, KADK
    • ‘Relations between the built environment and physical activity and health – How can there be made use of us?’ Jens Troelsen, professor og leder af forskningsenheden Active Living, Syddansk Universitet
    • ’Body and the city – theories of the body towards the active city’ Antonio Borgogni, PhD, Assistant Professor, University of Cassino and Southern Lazio, Italien.

Tanken med arrangementet er også at skabe samarbejdsrelationer på tværs af forskere, fagfolk i kommuner, arkitekter og beslutningstagere for at skabe bysamfund med bevægelse og aktivitet.

Til konferencen vil fagfolk og eksperter fra USA, Danmark og andre lande i Europa deltage. De vil give deres bud på, hvordan lokalsamfundet kan være med til at skabe mere fysisk aktivitet blandt borgere, sikre udvikling af urbane miljøer i borgernære områder og skabe langsigtet forankring.

Arrangementet er tiltænkt både kommunale, regionale og statslige aktører samt byplanlæggere, arkitekter, forskere, beslutningstagere og praktikere, der arbejder med området. Det foregår ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur og Konservering i København og koster 500 kr. at deltage inklusiv forplejning. 

Læs mere

 
 
Se det fulde programTilmeld dig arrangementet herLæs mere om det internationale forskningnetværk ’Aktivitets- og sundhedsfremmende fysiske miljøer’