Konference sætter fokus på livslang idræt og sundhed
Konferencen ’Et sundere Danmark gennem idræt og motion’ præsenterer den 11. maj praktiske eksempler på, hvordan idrætsverdenen og sundhedssektoren kan spille sammen om at forbedre folkesundheden gennem livslang idræt.
Vigtigheden af at udbrede idræt og anden fysisk aktivitet bliver ofte fremhævet, når kommuner, interesseorganisationer andre aktører udvikler strategier og indsatser, der skal forbedre trivsel og sundhed i befolkningen.
Men hvordan spiller idrætten og sundhedssektoren i praksis bedst muligt sammen til gavn for folkesundheden?
Det bliver det gennemgående spørgsmål, når konferencen ’Et sundere Danmark gennem idræt og motion’ den 11. maj 2017 samler praktikere og forskere for at diskutere erfaringer med at samarbejde på tværs om at fremme livslang idræt og motion i befolkningen.
Målet med dagen er ifølge programmet ikke at udvikle overordnede sundhedsstrategier og politikker, men derimod at træde ned på gulvet og formidle konkrete og praksisnære eksempler på lokale indsatser. Samtidig vil konferencen diskutere de barrierer, der kan opstå, når eksempelvis foreninger, kommuner og sundhedsprofessionelle skal arbejde sammen.
Bred vifte af oplægsholdere
På programmet finder man en vifte af forskere, kommuner og idrætsorganisationer.
Bl.a. vil Malene Thøgersen fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) give sit bud på den rolle, som foreningslivet kan og bør spille, når det drejer sig om at løfte samfundsmæssige opgaver, mens Nikolai Baastrup Nordborg fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet vil se på muligheder og faldgruber, når det handler om at aktivere en større del af befolkningen.
Fra den organiserede idræt byder bl.a. DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Dansk Håndbold Forbund ind med nogle af de erfaringer, som man har høstet med Sundhedsidræt, målrettede sundhedstilbud til virksomheder og håndboldfitness.
Endelig er flere kommuner på programmet, herunder afdelingschef Erik Kristensen fra Aalborg Kommune, der vil fortælle om de første erfaringer, kommunen har gjort sig, efter at man i 2016 koblede sundhedsområdet sammen med fritids- og landdistriktsområdet.
Bag arrangementet står ’Idræt på Tværs’ ved Svend Elkjær, der omkring afviklingen af konferencen har indgået et samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund, DGI, Idræt For Sindet/Dansk Arbejder Idrætsforbund, Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning og Københavns Kommune.
Konferencen finder sted torsdag den 11. maj i Kulturhuset på Islands Brygge i København. Pris for deltagelse er 1.950 kr. + moms.