Korruption skal bekæmpes, men hvordan?

Efterhånden har spinkle røster i den internationale idrætsdebat som det danske initiativ Play the Game eller de fremragende undersøgende journalister Jens Weinreich og Andrew Jennings mistet patentet på at kritisere internationale idrætsorganisationers 'specialdemokrati', der dels i sig selv ofte bygger på korrupte strukturer, dels synes aldeles magtesløst, når udefrakommende korruption eller lyssky økonomiske interesser vinder frem i kølvandet på sportens hastige globalisering og kommercialisering. I de seneste måneder er ideen om at skabe et internationalt antikorruptionsagentur i idrætten med bemyndigelse til at efterforske sager om svindel og økonomiske uregelmæssigheder i international idræt for alvor gået fra at være et ønske formuleret af få kritiske røster i opposition til de internationale idrætsorganisationer til at være nærmest mainstream i internationale politiske institutioner og mange af idrættens egne organisationer. Endnu foreligger langt fra et færdigt initiativ med gennemarbejdede planer om organisering, opgaver og struktur for et kommende antikorruptionskorrektur, som det eksempelvis er tilfældet for det internationale antidopingagentur, WADA, hvor idrætten og politiske institutioner deler finansieringen og magten. Men ikke desto mindre peger stadig flere pile i retning af, at der vil komme en form for international instans med beføjelser, der supplerer eller konfronterer idrætsorganisationernes egne utilstrækkelige procedurer og traditionelle påstand om, at idrættens autonomi og demokrati aldrig må antastes af udefrakommende instanser. Inden for de seneste måneder har vægtige 'officielle stemmer' blandet sig i debatten.

WADA's generalsekretær David Howman har foreslået oprettelsen af et ’World Sports Integrity Agency’, der på internationalt plan skal samle indsatsen mod doping og alle former for korruption i tilknytning til idrætten. Konkret foreslår Howman, at én gren af et nyt og større agentur bør videreføre WADA’s arbejde inden for dopingbekæmpelse, mens en ny gren skal have til opgave at bekæmpe det kriminelle spillemarked med økonomisk støtte fra den regulerede spilleindustri. Samtidig skal agenturet gå ind i den bredere kamp mod bestikkelse og korruption inden for idrætten med de midler, som efterforskningen beslaglægger. I EU-parlamentet har 400 parlamentarikere netop underskrevet en erklæring, hvori Europa-Kommissionen bliver opfordret til at tage føringen i kampen mod korruption i sport. En sådan beføjelse er mere realistisk med Lissabon-traktatens ikrafttræden. Samtidig har det polske formandskab for EU officielt gjort korruption med særlig fokus på matchfixing til en prioritet i de kommende måneder. I regi af Europarådet har 60 parlamentsmedlemmer fra 33 lande underskrevet en deklaration om behovet for et internationalt agentur, der kan beskytte sportens integritet. Samme røster om behovet for et internationalt agentur for integritet i sport lyder nu også fra et andet halvofficielt hold, nemlig fra de nationale lotterier og spilleselskabers europæiske paraplyorganisation, European Lotteries, der netop har udsendt en ’Resolution on Public Order and the Integrity of Sport’. Det hører med til historien, at også mange af idrættens egne organisationer, ja sågar det internationale fodboldforbunds netop genvalgte præsident, Sepp Blatter, nu officielt tilslutter sig det kor, der erkender, at korruption er en udfordring for den internationale idræt og forlanger, at der må gøres noget. Men her kan man vist godt konkludere, at tiltroen til, at FIFA-præsidenten og hans organisation uden pres udefra formår – eller reelt ønsker - at trænge til bunds i korruptionsproblemer, er ganske minimal. Dette bekræftes senest af den helt friske rapport fra det britiske parlaments tværpolitiske udvalg for kultur, medier og idræt om forløbet i forbindelse med FIFA's kontroversielle valg af VM-værter i 2018 og 2022 og korruptionsbeskyldningerne i forbindelse med det seneste præsidentvalg i FIFA. Om FIFA's frafald af videre tiltale i bestikkelsessagen mod den nu fratrådte vicepræsent Jack Warner hedder det blandt andet: "Der er tilstrækkeligt med beviser til, at FIFA burde indlede en fuld, omgående og uafhængig undersøgelse og offentliggøre resultaterne. I stedet har FIFA på alle måder efterladt indtryk af at ville feje alle beskyldningerne under gulvtæppet og afvise alle budbringere i sagen med en attitude grænsende til foragt," hedder det eksempelvis i den parlamentariske rapport. Den politiske tiltro til, at velmenende forbund som eksempelvis de skandinaviske fodboldforbund for alvor formår at sætte sig igennem i deres eget system med krav om uafhængige undersøgelser af korruptionsskandaler i fodboldens egne rækker, er bestemt heller ikke overvældende. Dertil er eksemplerne på tandløse 'etiske komitéer' og slet skjulte afledningsmanøvrer i de internationale idrætsorganisationers egne rækker ganske enkelt for talrige. De seneste måneders officielle erklæringer fra forskellige instanser om en styrket kamp mod korruptionen i international idræt er vigtige for fremtidens internationale idræt, men reelt er kampen kun lige begyndt. Der forestår et interessant politisk slagsmål mellem idrætsorganisationerne og de internationale institutioner om, hvorvidt korruptionsbekæmpelsen skal begrænses til den rent sportslige korruption som matchfixing og aftalt spil – som i nogen grad påføres idrætten af udefrakommende kræfter – eller om indsatsen også skal være målrettet de politisk langt mere sprængfarlige problemer med korrupte interne strukturer og magtmisbrug i ledelserne af de internationale idrætsorganisationer eller korruptionen i kølvandet på mange landes stadigt mere intensive våbenkapløb om at hverve og afvikle international idræts største og mest prestigefulde begivenheder. Her kommer det virkelige slagsmål til at stå. Spørgsmålet er altså ikke længere, om korruption, magtmisbrug og matchfixing er så store problemer i international idræt, som de ensomme røster som Play the Game, Jens Weinreich og Andrew Jennings længe har hævdet. Den diskussion er afgjort og overhalet af virkelighedens begivenheder som eksempelvis de seneste måneders skandaler i FIFA. Problemets omfang og farlighed for hele idrættens støtteværdighed og globale sammenhængskraft på længere sigt er efterhånden erkendt i den idrætspolitiske mainstreamdebat. Spørgsmålet er næppe heller, om der er behov for et internationalt antikorruptionsagentur under en eller anden form. Spørgsmålet er nu først og fremmest, hvordan man i praksis griber opgaven an? Play the Game vil tage netop det spørgsmål under seriøs behandling på årets konference i Köln den 3.-6. oktober, hvor hele konferencens sidste dag eksempelvis er udnævnt til 'Change in sport day'. Men hvis håbet om en international idrætsverden i bedre overensstemmelse med demokratiske standarder og idrættens egne etiske værdier skal blive en realitet, er der behov for, at også den politiske verden benytter de kommende måneder til at komme videre fra erklæringsstadiet til konkrete overvejelser om, hvordan en intensiveret kamp mod korruption i idrætten i praksis kan gribes an.