Idan Artikel 23.02.2010

Krisen kræver kreativitet

I en tid, hvor kuldsejlede og kriseramte arenaprojekter hober sig op, vil Nordic Venue Forum i Stockholm inspirere til bedre projekter og forretningsplaner for større arena- og stadionbyggerier i fremtiden.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Trods gyldne løfter ser det ud til, at prestigefyldte internationale sportsarrangementer som OL i Beijing og kommende arrangementer som VM-slutrunden i fodbold i Sydafrika, EM-slutrunden i fodbold i Ukraine/Polen og OL i London i 2012 endnu engang kommer til at byde på en lang række gensyn med den frygtede dyrerace 'hvide elefanter'. Verdens største sportsbegivenheder bliver i den grad leveringsdygtig i tabsgivende, dårligt udnyttede store sportsfaciliteter. Også i Danmark og Skandinavien kender kommuner og sportsklubber til problemerne med større stadion- og arenabyggerier om end i mindre målestok. Det er en kæmpe udfordring at få de største sports- og arenabyggerier til at hænge sammen økonomisk og indholdsmæssigt, og finanskrisen har nærmest betydet, at Danmark er gået fra arenaboom til arenaboble på ganske få år. Mange ambitiøse arenaprojekter i danske og nordiske byer lægges på hylden til bedre tider, og flere eksisterende anlæg oplever betydelige økonomiske problemer og vanskeligheder med at holde de lokale sportslige flagskibe i fodbold, ishockey, håndbold eller basketball flydende.

Krav om kreativitet

Men netop de hårde tider er ifølge en af Europas førende eksperter i sports- og underholdningsarenaer, briten Ian Nuttall, en god grund til at være ekstra kreativ og til at give drifts- og byggeplaner for eksisterende eller fremtidige større sports- og underholdningsarenaer et ekstra gennemsyn: 

"Man kan vælge at se på sin navle, mens man venter på bedre tider – eller man kan prøve at lære af, hvordan andre udvikler forretningen på trods af de dårlige tider. Man kan arbejde med at skabe nye events, styrke ledelsen eller indgå partnerskaber om nye ideer, og det er præcis nogle af de ting, vi sætter fokus på i Nordic Venue Forum,” siger Ian Nuttall. ”Vi forsøger at vise nogle ideer og koncepter, som også kan inspirere og passe ind i den nordiske region. I Norden har man ofte den idé, at større sportsanlæg er en del af den sociale velfærd, men alt andet lige, hvis sådanne anlæg taber en masse penge, mangler pengene til skoler og hospitaler. Og der er masser af muligheder for at større sportsanlæg kan overleve på egen hånd ved hjælp af gode forretningsplaner og koncepter," mener Ian Nuttall.

Mange års erfaring i branchen

Ian Nuttall er tidligere udgiver af brancheblade som Stadia og Auditoria (koncertsale, teatre etc.), og han er en erfaren arrangør af større stadion- og arenakonferencer, hvor topfolk fra de ledende venues i hele verden samler viden og danner personlige netværk. 

Ian Nuttall er desuden medgrundlægger af 'European Venue Management Institute', der på non-profit basis udbyder certificerede uddannelser til fremtidens personale og ledelser på større sportsanlæg. Den 16.-17. marts trækker Ian Nuttall på sit store netværk i forbindelse med det første 'Nordic Venue Forum' på Hotel Sheraton i Stockholm. Her kan man opleve en række konkrete cases og møde en række indflydelsesrige aktører fra sports- og underholdningsverdenen til to inspirerende dage med oplæg, netværk og en rundvisning i Stockholms berømte multiarena, 'Ericsson Globe'.