Kritik af fusionsplaner

En fusion mellem DIF og DGI er ikke løsningen på de udfordringer, som den organiserede idræt står over for. Tværtimod vil et monopol kunne begrænse nytænkningen og dynamikken inden for den organiserede idræt. Det vurderer professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet i en kritisk analyse af sidste års fusionsplaner mellem DIF og DGI. Idan.dk har fået lov til at bringe indlægget, der oprindeligt er offentliggjort i årsskriftet for Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Analysen er skrevet, inden planerne i denne omgang stødte på grund efter modstand i flere specialforbund under DIF. Men det ændrer ikke ved indlæggets principielle konklusioner, som bl.a. ud fra udenlandske erfaringer når frem til, at en fusion stik mod hensigten kan svække foreningslivet. Eksempelvis fremhæver Bjarne Ibsen, at den ønskede enhedsorganisation havde stærke paralleller til organisationsmodellen i Norge. Her er der i dag færre foreningsaktive sammenlignet med Danmark, flere udøvere i kommercielle fitnesscentre, stærkere statslig styring og en breddeidræt, der næsten altid står som taber i interessekonflikter med eliteidrætten.

Brug for decentralisering

Ifølge Bjarne Ibsen går en yderligere centralisering af de tips- og lottofinansierede idrætsorganisationer samtidig imod den generelle udvikling væk fra organisatoriske monopoler. Men fusionsplanerne handlede mere om at forsvare DIF og DGI’s politiske positioner end at udvikle den organiserede idræt.

Vil man komme foreningslivet i møde, er der således efter Bjarne Ibsens mening brug for en decentralisering af organisationernes arbejde og en øget konkurrence mellem organisationerne, så deres tilbud og størrelse i højere grad afspejler medlemsforeningernes behov. Konkret forslår han bl.a., at foreningerne i højere grad skal stå for finansieringen af DIF, DGI og andre landsorganisationer gennem kontingenterne, ligesom statens økonomiske støtte bør afhænge af, hvor meget medlemmerne bidrager med.