Idan Artikel 30.01.2012

Kritisk dagsorden i Aalborg

Play the Game supplerer det videnskabelige program på EASM-konferencen i Aalborg med et særligt symposium om international idræts største udfordringer.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

EASM-konferencen i Aalborg i dagene 18.-21. september bliver en kærkommen lejlighed for de mange udenlandske forskere og aktører fra den danske idrætssektor til at stifte bekendtskab med nogle af de kritiske temaer, som det danske konference- og kommunikationsinitiativ, Play the Game, gennem årene har bragt til debat gennem hjemmesiden www.playthegame.org og store internationale konferencer. Play the Game har siden årsskiftet 2011 været en del af Idrættens Analyseinstitut. Rollen som medarrangør for EASM-konferencen, der har University College Nordjylland som officiel vært, er derfor en kærkommen lejlighed til at bringe nogle af den internationale idræts skyggesider frem i lyset foran et publikum af forskere og praktikere, der ikke altid har mulighed for at deltage i debatten. Play the Game vil parallelt med det videnskabelige program på EASM-konferencen køre et særligt symposium, hvor hovedparten af oplægsholderne vil være inviterede gæster med særlig indsigt i symposiets temaer. De overordnede temaer er foreløbig følgende:

  • Corruption and match-fixing: Will reforms work?
  • Mega-events: A continued march of white elephants?
  • Watchdog or lapdog? Perspectives of the International Sports Press Survey 2011.
  • Promoting participation: Who can deliver?
  • Youth waste: The illegal trade with underage sporting talent.
  • Fan Culture: From battle scenes to board room scenarios.

Play the Game-symposiet vil være åben for alle deltagere i EASM-konferencen, hvor man frit kan vælge mellem konferencesporene. Foruden Play the Games eget ’spor’ vil flere fremtrædende forskere fra Play the Game-netværket være vært for egne workshops om blandt idrætspolitik og god forvaltningspraksis i idrætsorganisationer. I tilslutning til konferencen i Aalborg afholder Play the Game desuden to dages møde med den europæiske ekspertgruppe, der som led i Play the Games EU-støttede projekt ’Action for Good Governance in International Sports Organisations’ arbejder på at udvikle fremtidige retningslinjer og værktøjer til at forbedre forvaltningspraksis i de internationale idrætsorganisationer, hvoraf mange i de senere år har været plaget af en lang række tilfælde af korruption og magtmisbrug i ledelsen.