Kronprins i klemme
Anmeldelse: Lars Jørgensens bog om kronprinsens olympiske virke er en meget velkommen sammenfatning på dansk af de senere års idrætsskandaler og bør være pligtstof på ethvert undervisningssted, der tager idrætspolitikken seriøst.
Selv om det politiske spil omkring idrættens globale magtcentre i de senere år har påkaldt sig en voksende offentlig interesse, vrimler det ikke ligefrem med danske bogudgivelser, som sætter fokus på de mange skandalesager eller deres – overraskende store – indbyrdes sammenhæng. Allerede derved adskiller den erfarne journalist Lars Jørgensens bog ’Konge af en anden verden’ sig fra mængden af bøger, der lægger sig i slipstrømmen på sportens og sportsheltenes popularitet.
Ingen ringere end kronprins Frederik er det fortællemæssige omdrejningspunkt. Bogen udkom lige op til åbningen af Vinter-OL i Pyeonchang, en begivenhed kronprinsen, som bekendt måtte rejse hjem fra i utide på grund af prins Henriks sygdom og død, og den triste begivenhed for familien og nationen har forståeligt nok forhindret, at bogen kunne rejse øjeblikkelig debat.
Men der er stof til megen debat i bogen. Det er ikke for meget sagt, at forfatteren lægger en særdeles kritisk vinkel på kronprins Frederiks medlemskab af den Internationale Olympiske Komité (IOC). Kritikken er velkendt, den har udspillet sig i medierne, i Folketinget, i ministerierne og i idrættens korridorer gennem mere end 20 år, og ved første øjekast tænker man forundret: Kan der virkelig skrives over 300 vedkommende sider om en så fortærsket og trods alt snæver problemstilling?
For uanset om man bryder sig om tronfølgerens færden i den eksklusive olympiske parallelverden eller ej, truer det jo hverken den danske samfundsorden eller den internationale idrætsbevægelse på eksistensen.
Når Lars Jørgensen alligevel har held til at blæse nyt liv i en velkendt debat med stillestående fronter, skyldes det den lange vej, han tilbagelægger for at anskueliggøre, hvor politisk og økonomisk et betændt miljø den idrætsglade kronprins har insisteret på at blive en del af.
Grundig sammenfatning af skandaler
Med meget stor grundighed og præcision sammenfatter Lars Jørgensen det seneste tiårs vigtigste skandaler og globale idrætspolitiske udfordringer. Den, der vil læse på dansk om den systematiske korruption i FIFA, de mange svindeldømte eller -sigtede IOC-medlemmer, den igangværende russisk-internationale dopingkrise og mange andre farverige og forstemmende sager fra idrættens katalog over dårligdomme, finder ikke en bedre bog.
Alene af den grund bør ’Frederik, Kronprins af Danmark - Konge af en anden verden’ være pligtstof på ethvert gymnasium, universitet eller andet undervisningssted, hvor man beskæftiger sig seriøst med idrætspolitik. Til hverdag kan de enkelte skandaler måske opfattes som løsrevne indslag i den daglige medieunderholdning, og de udfolder sig jo på betryggende afstand af livet i Sengeløse Gymnastik- og Idrætsforening.
Men beskrevet i sammenhæng tegner der sig et overbevisende billede af, at det internationale idrætsmiljø udøver en stærk tiltrækningskraft på økonomiske lykkejægere, kriminelle grupperinger, efterretningsagenter, politiske demagoer – og at disse samarbejder fortrinligt inden for sportens rammer og har stærk, måske bestemmende, indflydelse på udviklingen af den olympiske bevægelse.
Med den politiske, kulturelle og økonomiske gennemslagskraft, professionel idræt har, kan man ikke bare afvise det som ligegyldigt og marginalt, at dens styrende organisationer er inficeret med korruption og kynisme.
Det er imidlertid den virkelighed, vi sender unge danske idrætstalenter ud i, og som danske idrætsledere må forholde sig til. Det er en politisk udfordring, der også rammer en af vores højest placerede idrætsledere, som – og det er ikke et valg han oprindelig selv har truffet – også er kronprins til Danmark.
Dobbelt benlås
Lars Jørgensens hovedærinde er at belyse det umulige i på én og samme tid at være kronprins i et land, hvor kongelige forventes at agere politisk neutralt, og samtidig være et prominent medlem af en organisation, der både i sit indre og ydre liv er gennemsyret af storpolitik.
Også her går han ualmindeligt grundigt til værks. Hver eneste episode i debatten om kronprinsens IOC-medlemskab, siden han i 1998 første gang – forgæves – ytrede ønske om en olympisk karriere, bliver belyst med et rigt udvalg af kommentarer fra avisledere, eksperter, idrætsledere, ministre, folketingsmedlemmer, embedsmænd og ikke mindst kronprinsen selv.
Her får alle parter fremlagt deres synspunkter loyalt. Det brede billede af debatten gør det tindrende klart, at ikke alene er det problematisk at en apolitisk person skal optræde i en politisk organisation – endnu mere akavet og umuligt er det, at denne problematik ikke kan diskuteres på almindelig demokratisk vis. Netop fordi kongehuset skal være hævet over politik, og fordi det vil være unfair at angribe en kronprins, der ikke kan forsvare sig.
Kronprinsen har – tilsigtet eller ej – lagt den demokratiske idrætsdebat i en dobbelt benlås, som Lars Jørgensens bog næppe kan befri os for. Ikke desto mindre er der udsigt til, at den ubekvemme debat kan og vil fortsætte. I september 2017 søgte og fik kronprins Frederik sine IOC-kollegers opbakning til at forblive som medlem i yderligere otte år, til og med 2025.
Fejlanbragt stædighed
I forhold til andre meningsdannere går Lars Jørgensen noget hårdere til kronprinsen på det personlige plan, ikke mindst hvad angår hans politiske dømmekraft. Meget tyder på, at Frederik meget indædt har sat sin vilje igennem over for skeptiske rådgivere inden og uden for kongehuset for at kunne blive IOC-medlem.
Det er højst forståeligt, at mennesket inde i kronprinsen insisterer på at løse opgaver, som giver dybere mening end blot at være til pynt og klippe røde bånd over. Men bogen efterlader ingen tvivl om, at hans viljestyrke og stædighed ville være en bedre sag værdig.
Sine steder er Lars Jørgensens forsøg på at trække linjer mellem de store korruptionsskandaler og den danske kronprins en anelse anstrengte. Men at kronprinsen er i en selvforskyldt klemme mellem en dansk, demokratisk idrætskultur og en til tider skruppelløs global underholdingsindustri, gør bogen klart på en meget fortjenstfuld måde.
Så uanset ens holdning til kronprinsens olympiske virke har Lars Jørgensen lagt et meget værdifuldt grundlag for de kommende års ubekvemme, umulige, men også uundgåelige debat.
"Frederik, Kronprins af Danmark - Konge af en anden verden". Af Lars Jørgensen. Books on Demand, 2018. 312 sider. Pris som paperback 279 kr. E-bog 139,95 kr. Kan købes online via for eksempel saxo.com