Kulturministeriet klar med 20 mio. kr.
Kulturministeriet har samme med Nordea-fonden afsat 20 mio. kr. til nye breddeidrætskommuner, som ønsker at følge op på Breddeidrætsudvalgets anbefalinger fra foråret.
En god håndfuld nye ’breddeidrætskommuner’ skal være med til at føre Breddeidrætsudvalgets 42 forslag fra forårets breddeidrætsrapport ud i livet. Gennem et nyt partnerskab med Nordea-fonden inviterer Kulturministeriet landets kommuner til at byde ind med projekter. En særlig pulje på 20 mio. kr. står til rådighed, hvoraf Nordea-fonden bidrager med halvdelen. Målet er at styrke breddeidrætten i 5-7 udvalgte kommuner og samtidig høste erfaringer, som kan inspirere i andre kommuner. Alle projekterne skal derfor evalueres.
Fem udvælgelseskriterier
Ved udvælgelsen af breddeidrætskommuner vil der blive lagt vægt på, at:
- Kommunens initiativer fremmer idrætsdeltagelsen.
- Der er tale om nye initiativer.
- Kommunens initiativer både i bredden og dybden dækker Breddeidrætsudvalgets forslag.
- Kommunen samarbejder med andre aktører – fx idrættens organisationer.
- Kommunen yder medfinansiering på normalt mindst 50 procent.
En følgegruppe nedsat af Kulturministeriet og Nordea-fonden indstiller til oktober, hvilke kommuner der skal udpeges som breddeidrætskommuner. Herefter foretager kulturministeren og Nordea-fondens bestyrelse i fællesskab den endelige udvælgelse.