Kun mindre udsving i idrætsorganisationers medlemstal
DIF, DGI og Firmaidrætten har offentliggjort 2014-medlemstallene, som viser en beskeden variation i tilslutningen til den danske foreningsidræt.
Der er i alt registeret 1.935.521 medlemmer i DIF-idrætten i 2014, hvilket er en tilbagegang på knapt 21.000 medlemmer sammenlignet med året inden. DGI har omvendt oplevet en lille fremgang på 4.189 medlemmer til nu 1.530.858, mens Firmaidrætten mister cirka 18.000 medlemmer og ender på 372.767 medlemmer.
Det viser organisationernes seneste medlemsopgørelse for 2014, der blev offentliggjort den 30. marts.
At DIF har mistet et mindre antal medlemmer skyldes primært, at Dansk Skytte Union ekskluderede Dansk Flugtskydnings Forbund, hvilket ifølge DIF kostede omkring 14.000 medlemmer. I svømning og gymnastik er der derimod sket en markant fremgang på henholdsvis 7.408 og 8.300 medlemmer.
Den markante tilbagegang i Firmaidrættens medlemstal skyldes en teknisk fejlregistrering på 23.000 medlemmer i forrige års tal, så generelt er der tale om stabile medlemstal på tværs af de tre store idrætsorganisationer.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at der på bundlinjen er en mindre tilbagegang, men vores og DGI’s nye vision betyder, at der nu kommer en lang række tiltag i specialforbundene. Jeg er overbevist om, at de vil resultere i medlemsfremgang i de kommende år,” siger formanden for DIF, Niels Nygaard, i en kommentar til DIF’s lille medlemstilbagegang.
DIF’s analyseteam konkluderer desuden i en rapport om de seneste medlemstal, at tallene samlet viser, at især de sundhedsorienterede motionsidrætter og aktiviteter går frem, mens de klassiske boldspil og konkurrencebetonede idrætter generelt er mere udfordret.
”Det er af samme årsag vigtigt, at DIF, specialforbund og foreningerne fastholder et fokus på især voksenmotionisternes behov og ønsker, da disse kommer til at spille en afgørende rolle i ønsket om at realisere DIF og DGI’s ambitiøse Vision 25-50-75,” hedder det i rapporten.