Kunsten at huse sportsevents
Sport Event Denmark sætter på en konference til maj fokus på, hvordan man sikrer et godt værtskab ved store sportevents.
’Tænk som gæst og optræd som vært’. Sådan lyder en af anbefalingerne, når Sport Event Denmark på en halvdagskonference den 22. maj lader seks oplægsholdere komme med bud på, hvordan specialforbund, byer og turismeorganisationer får mest muligt ud af at være vært for store sportsevents. Sport Event Denmark har valgt at sætte fokus på selve værtskabet, fordi det ifølge organisationen er et vigtigt konkurrenceparameter og en måde at styrke det langsigtede eventarbejde. Et vellykket værtskab er med til at sikre gode oplevelser hos gæsterne og deltagerne og dermed gode anbefalinger, som kan bruges senere.
Fodbold-EM som eksempel
Blandt de seks oplægsholdere optræder to udlændinge: Alexandre Montellese vil fortælle om, hvordan Basel prøver at involvere hele byen omkring kampene ved sommerens fodbold-EM, der deles mellem Schweiz og Østrig.
Desuden giver Patrice Iseli nogle bud på, hvordan Lausanne kan få gavn af begivenheden, selv om man ikke lægger stadion til kampene. Læs hele programmet med oplysninger om de øvrige oplæg, tilmelding mv. på Sport Event Denmarks hjemmeside. Konferencen afholdes i Idrættens Hus i Brøndby.