Idan Artikel 01.12.2006

Ladbrokes anker dom

Højesteret skal afgøre, om Dansk Spils monopol på sportsvæddemål holder sig inden for EU-retten.

Skrevet af: Søren Bang

Som forventet har Ladbrokes besluttet at anke Østre Landsrets dom om det danske spillemonopol til Højesteret.

Østre Landsrets dom frikendte på alle punkter Skatteministeriet, som Ladbrokes havde sagsøgt med påstand om, at statens spillemonopol strider mod EU’s principper om bl.a. fri konkurrence. Men det britiske spilleselskab fastholder, at monopolet er ulovligt.

I en pressemeddelelse kritiserer selskabets danske manager, Richardt Funch, Østre Landsrets dom for manglende substans.

”Vi er stadig overbeviste om, at monopolets primære målsætning er at tjene penge på danskernes spillelyst, og ikke som EU forlanger, at sigte mod at begrænse danskernes spillelyst."

Ladbrokes håber nu, at Højesteret vil anerkende, at Ladbrokes vil kunne påtage sig det samme sociale ansvar som spillemonopolet, når det gælder udbud af spil til danskere.

Retsmøderne forventes ifølge Ladbrokes at finde sted i slutningen af 2007 eller starten af 2008. Får selskabet medhold er man klar til at åbne butikker på dansk jord.

Læs mere

 
 

Læs artiklen om Østre Landsrets dom. Klik her.Læs Ladbrokes-dommen fra Østre Landsret den 15. november 2006 i sin helhed. Klik her.Læs artiklen om EU-kommissionens undersøgelse af den danske spillelovgivning. Klik her.