Landsstævnet har en fremtid

Hvis man læser den nyudgivne bog ’Idræt som fest’, hvor forskerne Henning Eichberg og Bo Vestergård Madsen gennemgår landsstævnernes historie og afvikling, vil man hurtigt nå til en erkendelse af, at den folkelige idræts oprindelige ’discipliner’ som skydning og gymnastik i en ikke voldsomt fjern fortid var præget af lidenskabelige offentlige debatter om de rette holdninger, den rette stævneafvikling og ikke mindst den rette udførelse af de gymnastiske øvelser.

Lidenskabeligheden i debatten om udførelsen af den rette gymnastik stod ikke stort tilbage for den lidenskab, man i en endnu en hed sportssommer som den forgangne kan opleve i avisernes, tv-pingernes og stambordenes ophedede debatter om den skandaleramte Tour, den usædvanligt kedsommelige VM-slutrunde i fodbold eller den manipulerede italienske fodboldliga.

Den anden virkelighed

Der er bare sket det i takt med de seneste 20-30 års enorme kommercialisering af topidrætten, at elitesporten – og sportens elementære spænding og kommercielle interesser - i stigende grad har fortrængt andre former for idræt og bevægelse fra den synlige offentlige dagsorden. Vi glemmer af og til at forholde os til idrættens anden virkelighed, som stadig er derude i idrætsforeninger og skytteforeninger over det ganske land.

Af samme grund er det faktisk ret så forfriskende at opleve et landsstævne, som det DGI og DDS netop har afviklet i Haderslev. Nummer 24 i rækken. Trods udsigt til et millionunderskud og lidt færre deltagere end forventet, var stævnet en formidabel idrætsbegivenhed med 26.000 aktive deltagere, tusindvis af frivillige hjælpere og endnu flere tilskuere til de hektiske dage i Haderslev og omegn.

Organisatorisk kraftanstrengelse

Som ’event’ betragtet er landsstævnet en mindeværdig oplevelse for de involverede og en organisatorisk kraftanstrengelse, der overgår alt, vi nogensinde har oplevet af store mesterskabs- eller stævnearrangementer i specialforbundenes regi herhjemme.

Med andre ord er der liv i landsstævnet endnu, selv om landsstævnet mediemæssigt i nogen grad er rykket fra sportssiderne til de almindelige reportagesider i dagspressen, fordi sportsredaktionerne får koldsved på panden ved tanken om at skulle dække idrætsudfoldelse uden tabere, vindere og faste resultatmål.

Måske var man efter den deltagermæssige fiasko på Bornholm i 2002 begyndt at tvivle lidt på landsstævnetankens levedygtighed på længere sigt. Derfor gjorde dette års landsstævne i bagende sol i Haderslev ekstra godt for DGI.

Stævnet var i det store hele velgennemført uden fatale tekniske eller logistiske svipsere, og DGI formåede samtidig at bevare en røde tråd til landsstævnernes 140 år gamle tradition uden at hænge fast i tidligere tiders nationalistiske optog og ofte selvgode fremhævelse af ’den folkelige idræts’ moralske overlegenhed i forhold til andre idrætsformer.

Inspiration til alle

 For nutidens DGI handler satsningen på landsstævnet om at sende progressive signaler og sætte idrætspolitiske og idrætslige dagsordener.

Det gjorde DGI ganske dygtigt ved landsstævnet, hvor de sportslige øvelser suppleredes med velbesøgte faglige workshops, debatter, ’kom og vær med’ aktiviteter, tværgående idræt, lege, kultur, bajere, musik og sund kost til deltagerne.

Ja, selv en for få år siden ganske utænkelig udstilling af funktionelle træningsmaskiner havde fået plads i et af de centrale landsstævnetelte side om side med den så traditionsrige gymnastik på det store, velbesøgte landsstævnestadion

Med andre ord: End ikke gymnastiske analfabeter kunne undgå at få inspiration og oplevelser med hjem fra folkehavet i Haderslev. Der sker simpelthen bare noget, når så mange mennesker er samlet i flere dage om fest og den idræt, de holder af.

Ømme punkter

Set lidt fra sidelinjen har landsstævnet har dog fortsat ømme punkter: 

• Gymnastikken er altid til intern debat. Er det i virkeligheden ’farligt’ og selvmodsigende med den tiltagende branding og idoldyrkelse af Verdensholdet, hvis opvisning brænder igennem både på tv-skærmene og på det propfyldte landsstævnestadion? Det er jo rendyrket eliteidræt, de viser der, de unge, udvalgte gymnaster, og faren er klart, at Verdensholdets opvisninger snarere fører til en ensretning af træningen i de lokale gymnastikforeninger med fremtidens Verdenshold som det store mål end til reel og anvendt inspiration for instruktører og gymnaster i den ’folkelige’ gymnastik. Verdensholdets ledere og gymnaster ved såmænd godt selv, at det idoldyrkende og elitære islæt er en anelse problematisk i forhold til den folkelige idræts idealer. Derfor optræder holdet og dets ledere så veldresserede og politisk korrekte i offentligheden, at det af og til nærmer sig brækgrænsen og næsten får sommerens endeløse ophobning af intetsigende medieudtalelser fra fodboldstjernerne ved VM-slutrunden til at fremstå som rebelske manifestationer. 

• En anden øm ligtorn er placeringen af de traditionelle store boldspil som fodbold, håndbold og volleyball i et gymnastik-domineret univers. Denne traditionelle problemstilling blev ikke løst ved et landsstævne, hvor specielt fodboldspillerne var utilfredse med at blive henvist til dårlige baner i Christiansfeld, mens hovedarenaen omkring Haderslev Idrætscenter summede af gymnastik og landsstævneliv. På Bornholm i 2002 var det håndboldspillerne, der følte sig trådt på, da deres turnering – muligvis unødigt - blev aflyst på grund af dårligt vejr. 

• Endnu mere kritisk er situationen for andre DGI-idrætsgrene med landsudvalg som atletik, basketball, bordtennis, tennis, kampsport. De er fortsat ikke i stand til at mobilisere de aktive udøvere til at deltage i landsstævnet trods store investeringer. Den kendsgerning bør DGI ikke blot affeje med overvejelser om at droppe disse idrætsgrene fra fremtidens landsstævneprogram. DGI burde snarere sætte sig et mål om at udvikle en tættere kontakt og mere fængende tilbud til disse i landsstævnesammenhæng mere perifere idrætsgrene, så landsstævnets evne til at fungere som pejlemærke og højdepunkt for gymnaster og skytter også breder sig til andre idrætsgrene. Opgiver DGI disse idrætsgrene ved fremtidens landsstævner, burde DGI måske overveje helt at droppe disse idrætsgrene som landsudvalg i DGI-regi og sende pengene med dem over i DIF’s specialforbund... Der kunne midlerne gøre rasende god fylde for breddearbejdet i de pågældende idrætsgrene... 

• En sidste kritik er DGI’s interne problemer med at finde ud af, hvad man egentlig vil med de internationale gæster og de mange foredrag og debatter, som programsættes under stævnet. Man kan altså ikke invitere gæster langvejs fra til at holde foredrag og derefter sætte dem til at tale i et larmende telt, hvor ungerne leger, og musik og larm fra stævnepladsen gør enhver debat og interaktion med tilhørerne umulig. Det nytter heller ikke noget at placere udstillinger, leverandører i så fjerne hjørner af stævnepladsen, at kun de færreste finder derhen. Måske er det simpelthen for stor en mundfuld for arrangørerne at prioritere denne del af stævnet midt i de tusinde andre opgaver med at få selve stævnets kerne til at fungere. I givet fald bør DGI måske se sig om efter eksterne partnere og ’udlicitere’ nogle af opgaverne med også at bruge landsstævnerne som platform for debat, viden og inspiration.  

Det interessante ved de ovenstående kritikpunkter er, at man vil kunne genkende mange af dem gennem landsstævnernes historie ved at læse den føromtalte bog ’Idræt som Fest’. Det gør ikke udfordringerne med at løse problemstillingerne mindre frem mod næste landsstævne i Holbæk i 2009.

Positivt helhedsindtryk

Men lad os afslutningsvis slå fast, at kritikken ikke ændrer på et overordnet overordentligt positivt helhedsindtryk af Haderslev 2006: Vejret, byen, festerne, idrætten, faciliteterne, samværet – totaloplevelsen. Det var simpelthen en god og uforglemmelig idrætsfest.

Den slags begivenheder kan man aldrig få nok af, selv om sportsredaktionerne som nævnt ikke kan finde ud af at beskrive dem:

Der var vitterligt ingen rekorder eller storslåede vindere at skrive hjem om i Haderslev. På den anden side må sportsredaktionerne også erkende, at selv om det var let at skrive, at Heras kom først i efterårets Vuelta, mens Basso sejrede i forårets Giro, Landis i Tour’en og Juventus i Serie A, er det efterhånden endnu sværere at konkludere, hvem der reelt vandt de prestigefyldte sportskonkurrencer end at kåre vinderen i en opvisning med Præstø Amts motionsdamer...