Legacy: OL øger næppe breddedeltagelsen

Glæden i London oven på et af de mest vellykkede OL-arrangementer er forståelig. Briterne oplevede stor sportslig succes med 65 medaljer og leverede et imponerende show uden terrorangreb, uro eller skandaler af nævneværdig karakter.

Diskussionen om, hvad man kan bruge den succesfulde event til, er imidlertid ved at køre af sporet i begejstringsrusen efter OL. Ledende britiske politikere og medier har i kølvandet på de 16 dages sportsfest krævet, at legenes resultater bliver omsat til en varig styrkelse af idrætten i Storbritannien. Forestillingen er, at eliteatleternes præstationer nu skal underbygge en udvikling, hvor børn og unge motiveres til at konkurrere og dyrke ’rigtig’ sport. Idrætsdeltagelsen vil stige, fordi idrættens rollemodeller kan inspirere børn og unge og lære dem, at dedikeret arbejde lønner sig.

Denne tro på, at elite nærmest pr. automatik skaber bredde, har ledende politikere anført af premierminister David Cameron gjort sig til fortalere for. Men den kom måske klarest til udtryk, da formanden for Londons olympiske organisationskomité, den tidligere OL-guldvinder Sebastian Coe, hævdede, at de engelske OL-udøveres resultater vil være garanten for den største vækst i Storbritanniens idrætsdeltagelse i 20 år.

"Du kan aldrig bruge for mange penge på eliteidræt. Det vil altid være den største drivkraft bag idrætsdeltagelse, og det skal vi ikke skamme os over. Disse britiske øjeblikke, disse internationale øjeblikke, som vi har overværet på anlæggene, vil mere end noget andet inspirere folk til at begynde at dyrke idræt," lød rationalet fra Sebastian Coe dagen derpå.

Elite skaber ikke automatisk bredde

Set i lyset af tidsånden og den symbolske ære, Storbritannien har opnået ved legene, er tilgangen forståelig. Problemet er bare, at briterne ikke skal stikke næsen op efter en forøget idrætsdeltagelse funderet i tredjepladsen i nationskonkurrencen om medaljer. Tværtimod risikerer briterne at opnå den diametralt modsatte effekt, hvis de ukritisk forsætter ad det spor.

Hvad er problemet?

Frem for alt viser stort set al forskning, at international sportslig succes ikke nødvendigvis stimulerer befolkningen til selv at blive mere fysisk aktiv. Ingen forskning kan dokumentere nogen automatik mellem elite og bredde. Faktisk er der flere undersøgelser, der tyder på en direkte modsat effekt, hvor øget elitefokus medfører et fald i breddedeltagelsen.

Set isoleret i forhold til den påståede inspirationseffekt viser friske tal desuden, at den er begrænset. Da det engelske analysefirma YouGov midt under den engelske medaljehøst spurgte briterne om, hvorvidt OL kunne inspirere dem til at starte på en ny idrætsgren, svarede blot 11 procent positivt på spørgsmålet.

En rapport udgivet af de to britiske tænketanke The Sports Think Tank og Theos op til legene peger i samme retning. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse var hele 80 procent af de adspurgte uenige eller helt uenige i udsagnet: ”Jeg føler mig mere inspireret til at dyrke sport for tiden på grund af de olympiske lege i London”, mens blot 4 procent var helt enige.

Men ligeså afgørende viser resultater fra andre studier, at vejen fra at blive inspireret til aktivt at opsøge en ny idrætsgren og få stabile motionsvaner er lang og kræver, at tilbuddene og mulighederne for at dyrke sport og motion er gode. Hvis man ønsker mere breddeidræt, skal man investere i breddeidræt og ikke påstå, at investeringer i eliten automatisk generer flere medlemmer i foreningerne.

Netop derfor er det et problem, når investeringer i eliteidræt, som det kan være tilfældet, sker på bekostning af bredden. Da finanskrisen ramte Storbritannien, blev den statslige støtte til breddeidræt og skolesportsprojekter reduceret, ligesom den lokale offentlige støtte til bl.a. idrætsfaciliteter blev beskåret mange steder.

Noget lignende så man i perioden, hvor Australien forbedrede sine sportslige resultater ved OL, og ifølge australske forskere gjorde det på bekostning af bredden ved at overføre midler fra bredden til eliten med argumentet om, at elitens resultater automatisk ville betyde mere breddeidræt.

I Australien kunne man dokumentere, at udviklingen stik modsat forventningen snarere havde bevirket, at børn og unge var blevet tykkere og kommet i dårlige form, ligesom den vækst i idrætsdeltagelsen, som fandt sted, skete i idrætsgrene uden olympisk succes, dvs. afkoblet fra elitens resultater. Samme tendens viser nyere forskning fra Canada, hvor breddedeltagelsen er faldet i takt med forbedrede sportslige resultater.

De utilsigtede konsekvenser af elitefokus

Selvfølgelig kan et OL skabe opmærksomhed og interesse for idrætsgrene. Problemet er, at det voldsomme politiske fokus på elite og tyrkertroen på, at eliten skaber bredde, kan fjerne fokus fra andre faktorer, der er lige så eller endnu mere betydende for breddedeltagelsen – fra velorganiserede idrætstilbud i nærområdet til gode faciliteter, kvalificerede trænere etc.

Desværre lader nogle politikere i og uden for Storbritannien sig forblinde af et inspirationselement, der blot er én blandt mange faktorer, der ser ud til at virke ind på befolkningens motionsvaner.

I værste fald betyder det, at man i jagten på mere breddedeltagelse gennem elitesatsninger, fjerner ressourcer og fokus fra breddeidrætten og dermed risikerer at opnå den direkte modsatte effekt.

Det kan også ske efter OL i London.

Analysen er bragt i Politiken den 18. august 2012 under overskriften 'Eliteknas: OL får ikke flere til at dyrke sport'.