License to spend?

Danmark har brug for en national eventstrategi, og det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Man skulle være svært tungnem for ikke at fange hovedbudskabet på eventkonferencen ’Mulighedernes tid?’, hvor Hovedstadsregionens ’Videncenter for begivenheder’ (VIBE) den 4. oktober havde samlet store dele af den hjemlige eventindustri suppleret med et par udenlandske talere og kulturministeren. Smukt orkestreret talte hovedparten af deltagerne varmt for at samle kulturen, sporten og erhvervslivet under en ny national eventstrategi. Måske kunne man endda efter skotsk forbillede skabe en bred offentlig eventorganisation – en slags Sport Event Denmark XL. Det er ikke overraskende, at eventsektorens aktører gerne ser en ny offentlig satsning på området og sikkert helst en rundhåndet én af slagsen. Som Martin Bender, event- og kongresdirektør i Wonderful Copenhagen, sagde det i sin velkomst: ”Foren jer. Gør jeres stemme gældende. I er heltene, staten gemmer på provianten’. Men også i regeringen møder man positive vibrationer. På konferencen betegnede kulturminister Uffe Elbæk sig selv som en varm fortaler for en national event- og begivenhedsstrategi og anbefalede, at regeringens nyligt nedsatte ’Vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi’ diskuterer forslaget, inden man om et halvt år skal være klar med sine forslag. Meget tyder altså på, at Danmark snart kan få en national eventstrategi. Spørgsmålet er så, om det bliver en god eller dårlig eventstrategi.

Usikre effekter af events

Det spørgsmål er desværre mere kritisk end som så. Man skal lede længe for at finde andre kulturområder, der som kultur- og sportsevents kan udløse offentligt bevillinger garneret med løse påstande om positive effekter. Dette gælder ikke mindst de enkeltstående sportsevents, som bliver falbudt af de internationale sportsorganisationer på det internationale eventmarked. 

Sådanne sportsevents, typisk store internationale mesterskaber, bliver med jævne mellemrum fremhævet som effektive drivere for økonomisk vækst. Men international forskning sætter i stigende grad spørgsmålstegn ved deres reelle samfundseffekter: Efter danske forhold var Københavns nylige værtskab for VM i cykling en event i den tunge ende, men samfundsøkonomisk var der mere tale om en dynamolygte end et fyrtårn: Den afledte beskæftigelseseffekt af turismeomsætningen svarede ifølge Sport Event Denmarks analyse til 262 årsværk – isoleret set en pæn engangseffekt, men intet at regne i forhold til de 109.000 fuldtidsstillinger, som den samlede danske turistbranche genererer årligt ifølge regeringens egne tal. Selv når det gælder en absolut megaevent som OL, er det ifølge ny forskning vanskeligt at påvise nogen længerevarende effekt, når man måler på værtslandets BNP. I samme åndedrag bliver traditionelle sportsevents ligeledes prist for deres evne til at tiltrække udenlandske turister. Men kun et lille antal sportsevents formår rent faktisk at tiltrække udenlandske tilskuere i større tal ud over udøvernes egne familier og venner. Udfordringen med at indfri målsætningen om 400 udenlandske tilskuere til det netop overståede EM i bordtennis i Herning trods målrettet markedsføring illustrerer dette, men selv de mest populære events kan opleve en beskeden nettoeffekt. Det kan London tale med om. Sommerens OL skræmte på den korte bane betydelig flere traditionelle turister væk, end man tiltrak sportsinteresserede, og Londons turistattraktioner har generelt oplevet en rædselssommer. På både kortere og længere sigt kan sportsevents være med til at brande en by eller et helt land, men effekten bliver ofte overdrevet og overvurderet. Kom der virkelig 50.000 udenlandske turister til Jylland for at se forårets Giro d’Italia-start, som en pressemeddelelse ville give indtryk af? Eller var turistchefen i Juelsminde mere på linje med erfaringerne i mange af de deltagende byer, da han for nylig konkluderede, at giroen nok havde skabt liv i gaden, men ikke gav noget rent overnatningsmæssigt? Og hvor mange udenlandske tv-seere tog reelt notits af løbets omgivelser og er klar til at organisere en ferie i det jyske? Man kan efter behag udbygge listen over sejlivede eventmyter: Traditionelle sportsevents fremmer sjældent idrætsdeltagelsen i nævneværdig grad. Events øger ikke nødvendigvis den sociale samhørighed og tillid. Investeringerne i faciliteter står langt fra altid mål med lokale behov.

De reelle værdier

Det er ikke det samme som at sige, at events er uden værdi. Tværtimod kan de have store kulturelle og oplevelsesmæssige kvaliteter, som er svære at gøre op, og nogle giver også god mening økonomisk. 

Det sidste gælder ikke mindst de årligt tilbagevendende deltagerbårne events, som der er stigende internationalt fokus på. F.eks. genererer såvel Göteborgsvarvet (halvmaraton) som Vasaloppet (langrend) uden at modtage en eneste svensk krone i eventstøtte efterhånden en samlet turismeomsætning tæt på et VM i cykling – hvert eneste år. På samme niveau ligger Roskilde Festival, der hvert år samler over 100.000 gæster og frivillige, og måske er det en del af pointen, at hverken de store svenske masseevents eller de mest populære danske musikfestivaler bygger på ønsket om at generere vækst eller turisme. De bygger alle på et kulturelt og idealistisk grundlag, som efterhånden er tilsat en god portion kommerciel og professionel kompetence.

Behov for kritisk debat

Problemet er først og fremmest, at den ind imellem skamløse selvlegitimering og den til tider ganske dybe kløft mellem myter og realiteter truer med at blokere for en konstruktiv og fremadrettet diskussion om, hvilken national eventstrategi Danmark bør satse på og hvorfor. 

Hvad der ikke er brug for, er endnu en hovsa-satsning båret frem af oplevelsesøkonomiske fatamorganaer som forestillingen om et OL i København i overskuelig fremtid. En drøm, som VIBE-konferencen viste stadig trives i eventmiljøet. Da den forrige regering med sin handlingsplan for tiltrækning af store idrætsbegivenheder pumpede et trecifret millionbeløb ind i Sport Event Denmark og erklærede 2009 for internationalt sportsår, skabte det et uheldigt pres for at hente snesevis af sportsbegivenheder til landet på kort tid. Det gav pote målt på antal afholdte events og Danmarks ry som værtsnation, men det stod ikke altid klart, hvori den kulturelle, sportslige eller samfundsøkonomiske værdi af satsningerne lå. Det må derfor være et uomgængeligt krav til en national eventstrategi, at den bygger på løbende opsamling af uafhængig, kritisk viden, som kan styrke debatten og beslutningsgrundlaget for de offentlige eventsatsninger og bidrage til styrkede kompetencer på eventområdet. En kommende national eventstrategi skal ikke fremme et offentligt finansieret eventcirkus drevet frem af følelser, myter og tilfældige politiske indskydelser. Tværtimod bør en national eventstrategi skabe rum for et mere langsigtet, udviklingsorienteret eventarbejde, der har større ambitioner end blot at indkøbe de internationale idrætsorganisationers hyldevarer i en tid, da den folkelige interesse for de mellemstore traditionelle idrætsbegivenheder tilmed synes for nedadgående. Skal vi blive bedre til at udvikle egne events kræver det omtanke og lange planlægningshorisonter.

Flere bæredygtige events

Der er kort sagt et stigende behov for at kaste et selvkritisk blik på hele eventområdet og spørge, hvordan en national eventstrategi kan understøtte, at de offentlige midler rent faktisk gør en positiv forskel:

• Skal eventstøtte i højere grad have som mål at være økonomisk og kulturelt bæredygtig? Altså turismeøkonomisk eller driftsøkonomisk være i balance og samtidig bygge oven på eller bevidst udfordre en eksisterende kultur.
• Skal vi satse mere på de brede deltagerevents, som ud over typisk at være selvfinansierede ofte formår at kombinere sport med kultur og understøtte andre politiske satsninger, f.eks. i forhold til folkesundhed og byliv. 
• Skal de offentlige kroner i langt højere grad gå til udviklingen af tilbagevendende events, som ikke kun sikrer lokal forankring, stabile indtægter og permanente brandingeffekter, men også understøtter, at den opbyggede viden bliver fastholdt? 
• Skal vi omvendt sige nej tak til flere af sportens traditionelle engangsevents, der til tider kan have karakter af importerede og dyrt betalte familiefester for det internationale sportsetablissement? 
• Og kan vi blive bedre til at opsamle erfaringer og omsætte de mange events i reel innovation, der ikke kun handler om de fede oplevelser, men også om bæredygtige forretningsmodeller, som også gerne må styrke kompetencer, uddannelser og strategier hos rettighedshavere, uddannelsesmiljøer osv.?

På VIBE-konferencen i begyndelsen af oktober bemærkede kulturminister Uffe Elbæk (R), at ordet ’event’ lidt uretfærdigt har fået en klang af noget mindre fint i den etablerede kulturverden. Men som han også sagde: ”Vi må rejse en kritisk faglig diskussion om, hvornår begivenheder er gode og hvornår de er dårlige. Hvornår er noget relevant, og hvornår er noget unikt? Og hvordan kan vi score højt på begge dele? Hvordan kan vi sikre, at en begivenhed ikke bliver et ’one shot’, men indgår i en strategisk tænkning i forhold til at udvikle byen, regionen eller nationen? Det er fuldstændigt afgørende for, om borgerne, virksomhederne og kulturen vil investere i det. Man skal føle, at det skaber værdi.” Det kan faktisk ikke siges meget klarere. Netop derfor er der behov for at gøre op med rygklapperiet og foretage et sporskifte i eventdebatten.