LOA-direktør: Dan en garantipulje for lån til idrætsanlæg

Selvejende idrætsanlægs problemer med at få kreditforeningslån til renoveringer og moderniseringer fører nu til, at direktøren for Lokale og Anlægsfonden (LOA), Esben Danielsen, foreslår et nyt politisk initiativ: En garantipulje, der skal stille garantier for kreditforeningslån. Den skal altså ikke låne penge ud.

Forslaget er aktuelt, fordi de selvejende idrætsanlæg oplever, at der i højere grad stilles krav om en kommunegaranti, hvis de skal have kreditforeningslån. Og kommunerne har svært ved at yde garanti, fordi beløbet skal deponeres og dermed er låst fast. Ofte tæller garantibeløbet også med i kommunernes låneramme, som er det beløb, kommunen må optage lån for.

Desuden støder man imod anlægsloftet. Det fastsætter, hvor mange penge kommunerne må bruge på bygge- og renoveringsopgaver, og er aftalt mellem regeringen og kommunerne. Hvis en kommune giver et anlægstilskud til modernisering af et idrætsanlæg, vil tilskuddet tælle med i kommunens anlægsramme.

Læs mere: Selvejende idrætsanlæg har svært ved at låne til moderniseringer

”Garantipuljen skulle gå på tværs af kommuner. Kommunernes Landsforening eller landspolitikerne kunne tage initiativ til den,” foreslår Esben Danielsen.

”Det er forholdsvis let at danne sådan en pulje, og den vil få betydning, når vi ser på, hvor mange gamle anlæg der trænger til renovering og modernisering. Man kan jo lappe på noget så længe, at det ikke kan holdes sammen længere.”

Han foreslår, at garantipuljen kan organiseres ligesom Lokale og Anlægsfonden: Fonden har en garantikapital fra sin stiftelse for 25 år siden, som bruges som sikkerhed for lån. Garantikapitalen er i dag 130 mio. kr. Men Lokale og Anlægsfondens midler kan alene bruges til nytænkning og udviklingsformål. Hvis denne ordning skulle udvides, ville det kræve et engangsbeløb til ny garantikapital.

En anden mulighed af mere teknisk art er, hvis der kan formidles sikkerhed i form af statslån til formålet, men det vil kræve, at en organisation som Lokale og Anlægsfonden godkendes til det via finansloven.

”Langt de fleste selvejende idrætsanlæg kører fint rundt, så de fleste garantier vil aldrig komme til udbetaling. Men ind imellem vil der nok være brug for en udbetaling, og det skal der være penge til,” forklarer han.

Forslaget om en garantipulje harmonerer fint med anbefalingerne fra den forrige regerings Udvalg for Levedygtige Landsbyer, der skriver i sin rapport fra 2018:

”Udvalget anbefaler, at staten, via midler fra Landdistriktspuljen samt Landdistriktsprogrammet, og kommunerne understøtter fastholdelse og etablering af fælles faciliteter til forenings- og fritidsliv, fælles mødesteder, begivenheder samt mulighed for deleøkonomiske løsninger i landsbyerne.”

En velkendt, men overset udfordring

Lokale og Anlægsfonden blev dannet for 25 år siden for bl.a. at hjælpe idrætsanlæg med lån. Men den støtter kun nybyggeri og moderniseringer. Derfor er der behov for bedre lånemuligheder til renoveringer og moderniseringer, der ligger uden for Lokale og Anlægsfondens område.

”Det er en velkendt, men overset udfordring, at det er svært for de selvejende anlæg at få kreditforeningslån. Jeg er ikke sikker på, at det er vanskeligere end tidligere, men det er vanskeligere for kommunerne at stille en garanti. Man løber gang på gang ind i anlægsloftet, som er strammet betydeligt de senere år, og som får kommunerne til at udskyde byggeprojekter. Det er ikke godt for gamle haller,” siger Esben Danielsen.

Ud over at bankernes finansieringsvilkår generelt er strammet, så rammes idrætsanlæg, der gerne vil have lån, også af, at det er svært at omsætte et idrætsanlæg til noget andet, hvis det skulle gå konkurs. Som regel er området udlagt til fritidsaktiviteter i lokalplanen, og det er svært at bygge anlægget om til boliger, erhverv eller lignende.

”Generelt er det blevet svært at låne penge i landområderne, og når man har et meget låst formål, som idrætsanlæg har, er det endnu vanskeligere,” siger Esben Danielsen. ”Men politikerne bør sætte emnet på dagsordenen, for idrætsanlæg kan være med til at sætte gang i lokalmiljøerne og gøre det til bedre steder at leve.”

”Moderniseringer og øget samarbejde mellem landsbyområderne vil øge antallet af brugere. Vi ser også, at de anlæg, der arbejder sig ind på ældre- og sundhedsområdet, får øget indtjening. Men anlæggene skal tilpasses de lokale forhold og udvikles til områdets nye medborgerhus, hvor alle fra strikkeklubber til mountainbikere mødes,” forklarer han.

Det er dog ikke alle steder, der er grundlag for at drive et idrætsanlæg, medgiver han. I nogle områder af landet er der simpelthen lidt for mange idrætsanlæg, og så må man lukke nogle og samarbejde om de resterende.

Vi skal passe på rammerne for det gode liv

I organisationen Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark (IFFD), der både har selvejende og kommunale idrætsanlæg i medlemsskaren, finder formand Jane Jegind (V) ideen om en garantipulje interessant. Hun er også rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

”Det er en relevant debat og et spændende forslag. Jeg håber, kulturministeren vil komme på banen og forholde sig til, hvordan vi skal arbejde med at sikre idrætsanlæggene, så de ikke kommer ud af trit med den kvalitet, vi ellers er vant til,” siger hun og påpeger, at renovering er en udfordring for alle anlæg, både selvejende og kommunale.

”Som samfund skal vi huske at passe på de rammer for det gode liv, som vi har, og prøve at synliggøre værdien af dem, og hvad vi mister, hvis vi ikke vedligeholder dem. Vi mangler en generel, løbende bevågenhed om renovering og modernisering af vores fælles værdier,” siger hun.

”Det er en svær diskussion, om man skal bygge nyt eller passe på det, man har. Men hvis ikke man renoverer i tide, kan regningen til sidst blive meget stor.”