Idan Artikel 18.03.2016

Løbeklubben på Facebook: Online løbefællesskaber motiverer

Facebook-siden 'Løbeklubben på Facebook' har efter otte år 9.400 følgere og masser af konkurrenter. Stifteren Jakob Lind Tolborg opfordrer i dag idrætsforeningerne til at tage Facebook til sig, hvis de vil følge med.

Skrevet af: Martin Hedal

Danmarks første store løbefællesskab på Facebook startede i 2008, da Jakob Lind Tolborg oprettede Facebook-gruppen 'Løbeklubben på Facebook' (der siden blev en Facebook-side). Han havde oplevet, hvordan løb kunne skabe fællesskab og motivation i andre internetbaserede fora, og da Facebook samtidig var på hastig fremmarch tænkte han, at det også skulle prøves af der.

"Efter tre måneder var der 1000 medlemmer, og efter tre kvartaler var der 3000. Løbeklubben blev ret hurtigt unik, da den var den første af sin art med et landsdækkende sigte," fortæller Jakob Lind Tolborg, som i 2015 trak sig tilbage som administrator efter mange års frivilligt arbejde for løbeklubben, der i dag har ca. 9.400 følgere.

Han har selv brugt løbefællesskabet til at motivere sig selv til at komme af sted, men fortæller samtidig, at det i høj grad har været en inspiration og drivkraft for ham at se andre have stor glæde af det.At mødes i virkeligheden er vigtigt'Løbeklubben på Facebook' skulle være andet end blot en løbeportal til erfaringsudveksling, og derfor gjorde Jakob Lind Tolborg og andre administratorer af siden fra begyndelsen en dyd ud af at lave sociale arrangementer, hvor man mødtes fysisk.  Han har prøvet flere gange at stå sammen med 50-100 andre fra Facebook-fællesskabet til motionsløb og være den største løbeklub på stævnepladsen.

"At komme ud at møde nogle nye folk og lave sociale relationer kendetegner 'Løbeklubben på Facebook'. Man kan godt motivere hinanden online, men der er ingen tvivl om, at det, at man mødes i virkeligheden til et løb omkring et snackbord, gør, at barrieren så ofte er relativt lav til, at man lige pludselig bliver løbevenner og også venner. Venneanmodninger flyver på tværs, og pludselig er man mere end Facebook-venner," siger Jakob Lind Tolborg.

Han har svært ved at sætte tal på effekten af Løbeklubben på Facebooks otte første leveår, da meget af aktiviteten ikke blot foregår på Facebook-siden for løbeklubben, men på personlige profiler. Han er dog ikke i tvivl om, at 'Løbeklubben på Facebook' har knyttet mange tætte relationer og virket som en motivationsfaktor for mange.Svært med idrætsforeninger'Løbeklubben på Facebook' var det første store danske løbefællesskab på nettet, men er langt fra unik i dag. Ifølge Jakob Lind Tolborg skyder løbefællesskaber og løbesider "op som paddehatte" i dag, og der eksisterer nu en lang række lokale og landsdækkende løbefællesskaber på nettet - ikke mindst på Facebook.

Han har forsøgt flere gange at dele sine erfaringer med landets løbeklubber, men har oplevet, at det er meget svært  at trænge igennem en til tider meget traditionel foreningskultur med et budskab om at åbne sig langt mere op for omverdenen via sociale medier. Derfor har han nu kastet sig over orienteringsløb med klubrådgivning om Facebook og aktiviteter koblet på det landsdækkende 'Find vej i Danmark'-koncept:

"Som idrætsgren vil jeg kåre orienteringssporten til at være den, der er bedst rustet til fremtiden. De er derfor også mest modtagelige for at få et skub i den rigtige retning - både på forbunds- og klubniveau. De er kvantespring foran løbeforeningerne, og da jeg selv fik stigende interesse for orienteringsløb, så sprang jeg ud i det," forklarer han om sit nye fritidsprojekt.

Mere info

 
 

Artiklen om 'Løbeklubben på Facebook' er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Løbeklubben på Facebook

Besøg Jakob Lind Tolborgs nye Facebook-initiativ Orienteringssjov