Luksusfælden, der klappede

Dansk ligahåndbold har aldrig været en god forretning. Historisk og aktuelt har de danske ligaklubber næsten over én kam været i økonomiske problemer. Da Jesper Nielsen startede sit projekt for syv år siden, skete det i et moderat tempo, der dog på alle fronter blev speedet voldsomt op efter oprykningen til landets bedste håndboldrække.

Rent sportsligt var det en kæmpe succes. Med sejren over Barcelona og adgangen til Final Four i håndboldens Champions League imponerede Jesper Nielsens håndboldherrer, men prisen var høj. Ganske vist proklamerede Jesper Nielsen flere gange, at målet var at gøre AGK til en god forretning. Fremgangsmåden var massive investeringer i spillere og events kombinereret med en sponsorpleje, der skulle skaffe de nødvendige indtægter. Det sidste lykkedes faktisk et stykke ad vejen. Med forlydender om sponsorindtægter på mere end 60 mio. kroner slog AGK endnu en rekord i dansk håndbold, hvis tallene ellers er korrekte.

Men de store indtægter stod ikke mål med udgifterne i den tid, projektet fik lov at løbe. Et eksorbitant spillerbudget med internationale top-stjerner, storslåede kamparrangementer og fornem sponsorpleje mere end modsvarede indtægterne. Mankoen udlignede Jesper Nielsen af egen lomme, og han blev i den forstand storsponsor, indtil formuen og viljen til at understøtte projektet svandt ind efter længere tids storforbrug med forventning om stigende indtægter.

Fejlsvurderede håndboldøkonomien

AGK-projektet undervurderede formentlig, hvad sportslig succes i den kaliber koster og det faktum, at håndbolden ikke tilnærmelsesvis har de samme indtægtsstrømme som fodbolden.

I håndbold er der ikke på samme måde som i fodbold transferindtægter, store præmiepenge for deltagelse i de europæiske turneringer, eller en lukrativ tv-aftale, der lægger en bund under klubbernes økonomi via salg af transferrettigheder. Det økonomiske grundlag kommer i det store hele fra én kilde: sponsorindtægter, der typisk udgør mere end 80 procent af ligaklubbernes samlede indtægter.

Hvis det som anført af Ekstra Bladet i opløbet til Jesper Nielsens exit er rigtigt, at der var udgifter i selskabet på mellem 10 og 12 mio. kroner om måneden, kræver det ikke megen hovedregning, at se det måtte gå galt. Ideen om, at store investeringer i sportslig succes formuleret i AGK-sloganet ’Intet er umuligt’ automatisk ville give tilsvarende indtægter synes at være et forsøg på bryde den sportslige ’tyngdelov’, der indtil videre kun har vist underskudsforretninger over en bred kam herhjemme.

Læren af AGK's forlis

Hvad er læren så af AGK’s storhed og fald? Har projektet gavnet dansk håndbold?

På positivsiden er der ingen tvivl om, at AGK har været god underholdning. Klubben har også været vigtig for dansk håndbold som et flagskib med hidtil uset sportslig vind i sejlene. Internationale topspillere – herunder flere danske – trak fulde huse i hallerne, og klubben formåede på imponerende vis at skabe fyldte tribuner i Københavns-området – et forehavende, som de ligeledes kuldsejlede forgængere fra FC København Håndbold ikke kunne løfte.

Givetvis har klubben også sat nye standarder i forhold til udvikling af sponsorprogrammer og branding af stjernespillere, som andre professionelle sportsklubber kan tage ved lære af. Alt andet lige har det været fantastisk for dansk håndbold, at verdensklassespillere som Mikkel Hansen har kunnet spille i den hjemlige liga og ikke i udenlandske klubber.

Desværre er AGK’s nedtur også et sørgeligt, men typisk billede på dansk håndbolds sløje økonomiske tilstand. Med få undtagelser er de danske håndboldklubber dårligt kørende økonomisk og vil, når de nyeste årsregnskaber er gjort op, lande i nærheden af et økonomisk rekordunderskud gennemsnitligt betragtet – også, hvis man ser bort fra AGK’s tocifrede millionunderskud sidste år.

Mange danske ligaklubber lever med fare for, at luksusfælden klapper. I forsøget på ikke at blive hægtet af i det evige sportslige våbenkapløb, har nogle klubber overforbrugt på ryggen af en generel samfundsøkonomisk afmatning skabt af finanskrisen og dernæst den europæiske gældskrise. Ganske vist har mange klubber reduceret omkostningerne under krisen, men ikke tilstrækkeligt. Paradoksalt nok har en stor del af håndboldens overforbrug været finansieret af mere kapitalstærke professionelle fodboldklubbers mislykkede forsøg på at udvide deres sportslige imperier – også denne finansieringskilde er dog nu godt og grundigt tørret ud.

Brug for regulering?

Den nuværende situation er desværre ikke holdbar.

Første skridt ud af dansk klubhåndbolds krise er at erkende overforbruget og de problemer, som følger med. Når forskellige kreditorer, skattemyndighederne, Lønmodtagernes Garantifond eller andre mister penge på grund af for vidtløftige og urealistiske visioner, er problemet ikke kun begrænset til sportens egne rækker. Samtidig bliver klubber, som er i økonomisk balance, stillet dårligere i konkurrencen om at vinde mesterskaber, fordi de overforbrugende klubber holder dem fra det sportslige fad.

I dansk klubhåndbold er konsekvensen af konkurs nedrykning. Det er et helt fair sportsligt sanktionsredskab, og i den forstand er regulering en del af løsningen. Men vi savner stadig, at de danske håndboldklubber udvikler en større grad af ydmyghed over deres økonomiske formåen. Ellers vil de – lidt frækt formuleret – fortsat ligne kandidater til efterårets runde af Luksusfælden.