Lysten driver værket
De aktive fitnesskunder synes selv, at træningen er både sjov og lystbetonet. En ny rapport fra Idan tegner det hidtil mest nuancerede billede af fitnesskunderne.
Det er en myte, at de aktive kunder i fitnesscentrene nærmest føler sig tvunget op på løbebåndet og hen til vægtene, eller at flertallet blot sveder for at få en flottere og mere veltrænet krop. Tværtimod mener det store flertal, at træningen er både sjov og lystbetonet – og sundheden snarere end udseendet er en vigtig motivationsfaktor. Det viser den hidtil største kortlægning af aktive fitnesskunder i Danmark, som tegner et langt mere nuanceret billede af fitnesscentrenes regelmæssige brugere end det, som de sædvanlige stereotyper lægger op til. Knapt 4.800 aktive fitnesskunder i kommercielle fitnesscentre indgår i undersøgelsen, hvis hovedresultater Idrættens Analyseinstitut nu har offentliggjort i delrapporten ’Portræt af de aktive fitnesskunder’, der indgår i projektet ’Sundhed for millioner’. Svarere fra den omfattende spørgeskemaundersøgelse giver mere viden om, hvem fitnesskunderne er, hvilken idrætslig baggrund de har, og ikke mindst deres tilfredshedsgrad og oplevelser ved at træne fitness.
Træning drevet af lyst
Den gode oplevelse står centrum hos langt de fleste fitnesskunder. Kun 15 procent er i større eller mindre grad enige i udsagnet om, at fitnesstræningen hverken er sjov eller motiverende. Det store flertal, 70 procent, siger det modsatte.
I samme tråd erklærer 68 procent, at de er helt eller delvist enige i, at træningen er lystbetonet. Blot 18 procent mener, at følelsen af pligt styrer deres træning (se figuren).
Lyst snarere end pligt præger fitnesstræningen
Det er især de kvinder, der er kommet lidt op i alderen, som i særlig grad ser ud til at være drevet af ’lystmotiver’, og ifølge Kasper Lund Kirkegaard, der står bag undersøgelsen, er kvinderne over 40 år – og især dem, der går til holdtræning – de mest tilfredse fitnesskunder overhovedet. Det er næppe tilfældigt. ”Jeg tror, at mange modne kvinder virkelig er glade for at komme i centret og prioriterer fitnesstræningen som et særligt personligt frirum. I den modsatte ende, hvor pligten står i centrum, finder man omvendt overvejende unge mænd, der primært dyrker styrketræning.” Også på det overordnede plan er der i øvrigt stor tilfredshed med fitnesscentrene og træningen. Syv ud af ti kunder er generelt tilfredse med centrenes aktiviteter, fysiske rammer, udstyr, serviceniveau og priser.
Fitness tiltrækker fysisk inaktive
Undersøgelsen har fokus på de aktive fitnesskunder, hvilket også fremgår af resultaterne.
71 procent af undersøgelsens fitnesskunder angiver, at de træner regelmæssigt, og små 40 procent udgør en egentlig kernegruppe, som har trænet fitness i mere end fire år. Desuden peger undersøgelsen på, at fitness-sektorens formår at aktivere mange danskere, som ellers ville være fysisk inaktive. Hele 20 procent af kunderne kommer fra fysisk inaktivitet, mens 39 procent kommer fra delvis fysisk aktivitet. Da 42 procent samtidig angiver, at de normalt ikke dyrker andre former for idræt ved siden af fitnesstræningen, tyder meget altså på, at fitnesscentrene dækker nogle helt særlige behov for fysisk træning, som det er svært at finde andre steder – ikke mindst for kvinderne.
Oplever stor effekt af træningen
Blandt de behov, der står i centrum hos kunderne, finder man især sundhedsrelaterede kvaliteter som det at komme i form, føle kropsligt velvære og opleve vægttab, mens mere æstetiske kvaliteter som ønsket om en smukkere krop generelt betyder mindre - ikke mindst blandt de lidt ældre fitnessudøvere.
Og træningen virker, hvis man skal tro kundernes egne oplevelser. Hvor 35 procent vurderer, at deres form var god eller virkelig god ved indmeldelsen, skønner 63 procent, at den er god i dag. Desuden mener den tredjedel, som ved indmeldelsen havde smerter eller ubehag i kroppen, at træningen har hjulpet dem godt. Mange i denne gruppe er da også blevet opfordret til at træne af en lægefaglig person. Til gengæld indgår kun et lille mindretal i et egentlig behandlingsforløb. Sammenfattende peger Kasper Lund Kirkegaard på, at nytteorienterede, let tilgængelig motionsformer, der organiseres på hold for at få holdidrættens sociale kvaliteter med, generelt ser ud til at bliver særligt godt modtaget hos mange fitnesskunder. ”Det medvirker tilsyneladende både til den enkeltes kvalitetsoplevelse, velbefindende og selvvurderede sundhed,” konkluderer han.
Læs mere
Download eller bestil delrapport 1: 'Mødet mellem kommuner og private fitnesscentre'
Download eller bestil delrapport 2: 'Portræt af de aktive fitnesskunder'
Læs også artiklen om den anden delrapport, 'Mødet mellem kommuner og private fitnesscentre'