Managerfyringer uden effekt
En ny engelsk undersøgelse konkluderer, at de stadigt hyppigere managerfyringer i topfodbold ofte virker stik mod hensigten.
Trænerlegender som Manchester Uniteds Alex Ferguson og Arsenals Arsene Wenger, der har fået lov til at stå i spidsen for deres klubber i henholdsvis 23 og 13 år, er mildt sagt sjældenheder. I dag har den typiske engelske fodboldmanager i Premier League under halvandet års erfaring i jobbet mod lidt over tre år i begyndelsen af halvfemserne. Presset fra fans, sponsorer, medier og investorer har gjort trænerfyringer til en hverdagsbegivenhed i topfodbold. Men måske skulle klubberne have mere is i maven og give deres managere længere snor frem for lægge under for omgivelsernes pres og egne, ofte urealistisk høje, forventninger om hurtig succes. Et nyt forskningsprojekt, der involverer fire engelske universiteter viser, at trænerfyringer i den engelske Premier League ikke har nogen positiv sportslig effekt på længere sigt – dvs. efter 30 kampe. Præsterer klubben dårligt, vil den normalt også have problemer, når den får en ny træner ved roret. Kun på helt kort sigt (efter 10 kampe) kan der være en vis effekt, men den er som regel beskeden og hurtigt overstået. Til gengæld er der en klar tendens til, at klubber, som formår at holde på manageren/træneren, klarer sig godt i det lange løb.
Klubben mister vigtig viden
Ifølge Mathew Hughes fra Nottingham University sætter undersøgelsen spørgsmålstegn ved trænerfyringer som en mirakelkur.
”Når man fyrer manageren, mister klubben en masse tavs viden, og selv om den nye manager hurtigt ændrer på tingene, vil er det ikke sikkert, at ændringerne er de rigtige eller bedst mulige,” siger Mathew Hudges. Han er samtidig tilbøjelig til at give de trænere ret, som siger, de behøver tid til at skabe forandring. ”Det tager tid for manageren at genforme holdet, dets infrastruktur, netværket af talentspejdere og at lære spillere og modstandere at kende.” Faktisk kan de bedre sportslige resultater, som nogle klubber trods alt oplever umiddelbart efter en trænerfyring, vise sig at være en farlig illusion. For i virkeligheden bliver de utålmodige klubber ofte straffet på den lange bane, mener Paul Hudges fra Loughborough University, som også har bidraget til undersøgelsen. ”Vores resultater antyder, at en trænerfyring ofte flytter opmærksomheden væk fra klubbernes reelle underliggende problemer, som der bør tages hånd om, før man kan opnå kontinuitet og succes.”
Bredere managementperspektiv
Undersøgelsen har bl.a. valgt at se på trænerfyringer i fodbold, fordi sporten med sine objektive succeskriterier gør det muligt at sammenligne klubberne og dermed trænernes præstationer på en enkel og effektiv måde.
Men undersøgelsen blander sig samtidig i de bredere diskussioner om toplederes præstationer. Eksempelvis har andre undersøgelsesresultater indikeret, at topledere først topper efter 8-10 år i stillingen. Det står i skarpt kontrast til forholdene inden for fodbolden og andre kommercialiserede idrætsgrene, hvor trænerne må arbejde i et miljø, hvor medieeksponeringen er massiv, og følelser risikerer at styre beslutningerne. Omvendt har managere som Ferguson og Wenger i flere omgange bevist, at rutine og tålmodighed også har sin plads på absolut højeste niveau. Eksempelvis var Ferguson tæt på at stoppe under Manchester Uniteds sportslige krise i 2001-2002. men han blev. Siden er det bl.a. blevet til fire engelske mesterskaber og en sejr i Champions League.