Matchfixing i håndbold: Hva’ ka’ WACA?

Når en TV-station, der selv har økonomi og prestige på spil i et igangværende håndbold-VM, afslører, at to af de medvirkende dommerpar er mistænkt for matchfixing, vækker det berettiget opsigt.

Det er et journalistisk scoop for TV 2 at have fået fingre i en hemmeligholdt rapport fra firmaet Sportsradar, som det europæiske håndboldforbund (EHF) bekvemt har gemt væk siden 2018.

Det er til gengæld pinagtigt for både EHF og den internationale moderorganisation IHF, at man nu lader de mistænkte dommer fløjte videre under turneringen, som om intet var hændt. Uanset om EHF mener at have undersøgt sagen selv uden at finde alvorlige overtrædelser af spillets regler, har forbundet så længe forsømt at orientere håndboldledere og andre aktører uden for en meget snæver kreds, at både VM’s og håndboldsportens troværdighed er bragt i spil.

Det er synd for spillere, trænere, ledere og publikum – og det er faktisk også synd for de pågældende dommere, som med rette eller urette nu er underkastet en særlig kritisk opmærksomhed.

Hvis man skal forsvare EHF (og det skal man ikke nødvendigvis), kan man sige, at forbundet forgæves har forsøgt at gå til det østrigske politi, og ellers ikke har nogen at henvende sig til. Det er desværre sandt, for de internationale idrætsorganisationer har hverken ønsket eller magtet at tage alvorligt fat på det globale problem for sportens troværdighed og for samfundets retssikkerhed, som matchfixing udgør.

At østrigsk politi melder pas, giver et fingerpeg om, at man ikke har kunnet finde beviser på noget kriminelt. Men det udelukker ikke, at dommerne har foretaget sig noget, som er i strid med håndboldens regler og etik, og som håndboldlederne selv har et ansvar for at forvalte.

Men det siger sig selv, at idrætsledere over en bred kam står med meget få redskaber til at drive efterforskning, når der er mistanke om manipulation af sportskampe – især når mistanken gælder en sammenhæng mellem sporten og den illegale spilleindustri.

Den illegale spilleindustri er en mægtig modstander for  både sporten og samfundet. Det ulovlige asiatiske spillemarked er et mangehovedet monster, hvor bookmakere og bagmænd på årsbasis omsætter for milliarder af kroner – undskyld: for tusinder af milliarder kroner – uden nogen form for effektivt tilsyn fra myndighederne.

Et enkelt eksempel: Kina anses for at være et af verdens største spillemarkeder, selv om spil er strengt forbudt og myndighederne af og til viser tænder og arresterer nogle tusinde bookmakere og håndlangere.

Via internettet når de illegale bookmakere et globalt publikum, der kan spille på næsten en hvilken som helst begivenhed under en sportsbegivenhed. Udover slutresultatet kunne det i håndbold være målforskel, samlet antal mål, antal straffekast, udvisninger med mere – og der sker som bekendt rigtig mange ting i løbet af en håndboldkamps 60 minutter.

Det er altid svært at føre bevis i sager om international kriminalitet, og man kan ikke forvente at en dygtig håndboldleder også har talent for at være sportens svar på Hercule Poirot.

Idrætten kæmper imod kontrol

Når man tænker på, at matchfixing ikke bare skader, men direkte ødelægger den uforudsigelighed, som er essensen i sportens fascinationskraft og kommercielle værdi, er det svært at forstå, at idrættens organisationer med Den International Olympiske Komité (IOC) i spidsen kæmper med næb og kløer for at undgå udefra kommende kontrol.

Undertegnede var for snart 17 år siden blandt de første til at pege på behovet for en organisation, der i stil med Det international antidopingagentur (WADA) på dopingfeltet kunne bekæmpe alle former for korruption i sport i hele verden. I mange år blev der helt stille i mødelokalerne, når forslaget kom op, men i de senere år er der sket en forandring. Ikke så meget i sportens politiske top, men i de lavere rækker og i det omgivende samfund.

Flere og flere politifolk, anklagere, embedsmænd, mediefolk, parlamentarikere, nationale idrætsledere og menige klubfolk er ved at miste tålmodigheden.

De forstår for eksempel ikke, at det lille land Malta med den store spilleindustri har kunnet blokere for at EU går aktivt ind for den konvention (en bindende international aftale) mod matchfixing, som næsten alle europæiske lande blev enige om allerede for otte år siden.

De forstår ikke, hvorfor databeskyttelsesregler er med til at bremse udveksling af oplysninger mellem politi, spillemyndigheder, spilleselskaber og idrætsorganisationer.

De forstår ikke, hvorfor så mange nationale politimyndigheder anser matchfixing som et mindre problem, når det er så tydeligt, at det er en kilde til profit for store kriminelle grupper.

De forstår ikke, hvorfor idrættens egne organisationer stadig kæmper for at undgå international kontrol med korruption i idrættens egne rækker.

På vej mod centralt agentur?

Ved vores internationale Play the Game-konference i Odense i juni 2022 foreslog en række af disse utålmodige mennesker derfor, at Play the Game sætter sig i spidsen for et udredningsarbejde, hvor vi samler de bedste kræfter om at skabe et grundlag for et World Anti Corruption Agency (kaldet WACA) i sport.

Det har vi for nylig taget fat på - i første omgang ved at udsende et spørgeskema og efterlyse gode råd fra omkring 250 eksperter og andre med særlig interesse i hele verden.

Vi samarbejder også med Viola von Cramon, europaparlamentariker for De Grønne i Tyskland, som for nylig udsendte en rapport om et WACA. Den kan læses på www.stopcorruptioninsports.eu

Om et centralt agentur er den helt rigtige løsning, eller om der kan findes andre modeller til at bekæmpe matchfixing, lader vi stå åbent. Men noget må der gøres for at få bugt med de største trusler:

• De illegale bookmakere i Asien og deres netværk af fixere overalt i verden
• Idrætsorganisationernes manglende evne og vilje til at tackle korruption i egne rækker
• Regeringernes indbyrdes uenighed og laden stå til
• De barrierer, der hindrer efterforskning på tværs af landegrænser
• De dårlige arbejdsvilkår, som frister mange atleter til matchfixing

At komme de problemer til livs kræver en international og koordineret indsats blandt mange faggrupper. Ellers kan vi lige så godt fløjte kampen mod matchfixing af.

Denne kommentar blev bragt på TV 2 SPORT 18. januar 2023.