Meningsdannere på afveje?

Denne kommentar er et svar på Rasmus K. Storms kommentar 'Konkurrencestatslogik er ikke løsningen for eliteidrætten'

Der skal lyde en tak til Rasmus K. Storm for at bringe en omfattende kommentar til det han opfatter som et ’angreb’ på den danske elitesportsmodel og dens strategier for talentudvikling. Endvidere takker jeg ham for at bidrage til at skabe opmærksomhed på kriterierne for og håndteringen af talentarbejdet i dansk elitefodbold. Det er som Storm pointerer nemlig ”sundt at ryste posen og spørge, om talentarbejdet eller andre dele af systemet kan blive bedre. Debatten må være der af hensyn til evaluering og fremsyn. Og man skal selvfølgelig forholde sig til, hvordan andre lande gør tingene”. Så langt, så godt.

Fokus på tesen

Mads Davidsen og jeg har måttet sande, at der tilsyneladende er lande, der er mere politisk korrekte at sammenligne sig med end andre. Vi er i kommentarer blevet skudt i skoene, at det er helt og aldeles uholdbart at skele til Kina med det formål at tage ved lære. Det falder åbenbart også Storm for brystet at lave denne sammenligning. I sit forsvarsskrift for den danske model skriver han: ”Allerede sammenligningen med Kina i forhold til fodbold – som Raun Thomsen og Davidsen laver – er ude af proportioner. Danmark ligger i øjeblikket nr. 26 på FIFA’s nationsrangering. Kina er nr. 97. Hvordan en markant lavere rangeret nations elitemodel kan tjene som argument for en skærpet DBU-model henstår uforklaret”.

At vi ikke kan sammenligne os med og tage ved lære af Kina med det argument, at de ligger markant ringere placeret end os, er en fejlslutning. Det er faktisk fuldstændig underordnet for vores gennemgående tese, hvordan Kina ligger placeret. Tesen siger, at øget modstand og vekslende præstationskrav i ungdomsårene er lig større menneskelig robusthed i en seniorelite, hvor specialiseringskrav og dedikation er betingelser for at kunne begå sig.

At kineserne efterlever denne tese til det ekstreme er der ingen nyhedsværdi i, men det gør ikke sammenligningen uvedkommende. Det interessante for den debat, vi ønsker at rejse, er ikke BNP og idrættens egenværdi, men derimod spørgsmålet om hvor langt vi bør bevæge os mod øst i kontinuummet mellem det forråede Kina og den holistiske sødsuppetilgang - for at bruge Storms egne ord. Et spørgsmål, der uden tvivl vil blive kredset om på det kommende fodboldseminar på Sektion for Idræt, Aarhus Universitet.

Kan vi beskytte uden at gå på kompromis?

Storm argumenterer endvidere for atden danske model ”burde holdes frem som et billede på, hvordan man på én gang fastholder sin konkurrencedygtighed, samtidig med at man beskytter det enkelte individ mod de utilsigtede konsekvenser af globaliseringen”. I præstationsøjemed har jeg svært ved at se hvordan disse to elementer kan forenes, hvis vi gerne vil mønstre internationalt konkurrencedygtige elitefodboldspillere. For hvordan kan vi beskytte individet mod den globale konkurrence og samtidig kræve, at det skal opnå og opretholde international konkurrencedygtighed? Er det ikke at spille på to heste? Det overrasker næppe, at vi er af den overbevisning, at det stigende globale konkurrencevilkår må tages alvorligt. Vi må gøre vores til, at de unge fodboldtalenter forberedes bedst muligt til den virkelighed, de møder internationalt. For nylig kom både FCK’s Andreas Cornelius og AaB’s Nicklas Helenius vingeskudt hjem fra den engelske Premier League. Kunne det tænkes, at en systematiseret forberedelse til et topprofessionelt præstationspres kunne have rustet dem til at håndtere modgangen, da de endelig mødte den? Dette spørgsmål kunne ligeledes være interessant at forfølge på seminaret.

At fremme forståelse i lyset af det ekstreme

Med det kendskab vi har til elitefodbold fremstår idealet om det bredt funderede hele idrætsmenneske kun som den halve sandhed. Et er hvad der udadtil proklameres, noget andet er hvad der indadtil praktiseres. Der er flere eksempler, men når en nuværende superligatræner siger om en lovende 19-årig spiller, der sætter sig selv over holdet og rager uklar med sine medspillere, at han må te sig lige så tosset han vil, så længe han er kampafgørende, er vægtningen mellem det hele og det halve til at få øje på. Spillertypen værdsættes og trænerholdningen florerer, men den omtales sjældent i anerkendende vendinger for andre end de indforståede.   

I Kina-artiklen laver vi en samfundsmæssig perspektivering, der tiltaler konkurrencestatens opportunistiske og fuldt ud dedikerede person. Men derfra til at agitere for en kinesisk model og blindt forfølge en konkurrencestatslogik er der langt. Jeg minder gerne om vores ordvalg i sammenligningen. At træde varsomt, når der skeles til Kina er ikke det samme som at hylde en forrået og ensidig strategi. Storm kalder os meningsdannere (på afveje), men af og til må egne strategier for præstationsoptimering nuanceres i lyset af det ekstreme for at vække opmærksomhed og mest af alt fremme forståelse. Det forekommer mig en mere frugtbar strategi for fremtidig succes for dansk elitefodbold end, som Storm gør, at hylde myten om den danske model som den bedste af alle verdener.