Mere motion under åben himmel
100 byer over hele landet skal i de næste fire år etablere 400 kløverstier med vandre- og løberuter.
Friluftsrådet har nu udvalgt de første ni pilotkommuner til at deltage i det såkaldte kløverstiprojekt, der har som ambition at få flere danskere til at tage vandre- og løbeskoene på og komme ud under åbne himmel. Allerede fra efteråret 2011 skal de første stier i Aabenraa, Brøndby, Høje-Taastrup, Kolding, Middelfart, Odsherred, Rebild, Ringkøbing- Skjern og Vejle være færdige, og over de kommende fire år udvides kløverstiprojektet til endnu flere danske kommuner. Samlet er det Friluftsrådets mål at etablere 400 stier i 100 danske byer.
Farvesystem skal gøre det let
I hver deltagende by skal der udgå fire forskellige kløverstier fra samme centrale punkt, som markeres med en farve alt efter længde. Systemet, som kendes fra skiferiens løjper og pister, skal gøre det enkelt at vælge lige netop den rute, som passer den enkelte motionist.
I alle byer skal der være en grøn rute på 2,5 km, en blå på 5 km, en rød på 7,5 km og en sort rute på mindst 10 km. Kløverstierne anlægges, så de ikke kun tjener et motionsformål, men også formidler en oplevelse til motionister ved at fortælle ’den gode lokale historie’.
Bredt samarbejde
Baggrunden for projektet er de seneste års udvikling i danskernes idræts- og motionsvaner, hvor den omkringliggende natur i stigende grad anvendes som motionsarena.
Kløverstiprojektet udspringer da også af et bredt samarbejde mellem Friluftsrådet og idrætsorganisationerne Danmarks Idræts-forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Firmaidrætten.
Selve stierne finansieres af Nordea-fonden og tips- og lottomidlerne med til sammen 6,5 mio. kr.