Idan Artikel 18.12.2008

Millioner på spil i idrættens elektroniske pendant

Danske ESNation henvender sig til et marked med 400 mio. potentielle kunder. E-sport er så udbredt og kommercielt interessant, at venturekapitalfonde investerer i branchen.

Skrevet af: Martin Hedal

Computerspilsproducenter tjener mange millioner på salg af spil til inkarnerede ’gamere’ over hele verden. Men her stopper indtægtsmulighederne i e-sportsbranchen ikke. Organiseringer i hold og fællesskaber på tværs af landegrænser har skabt grobund for blandt andre virksomheden ESNation (tidligere Regroup Esports), der siden 2005 har fået tilført millioner fra investorer og venturekapitalfonde.

Virksomheden blev stiftet i 2001 med e-sport-holdet ’MYM’ som base. Siden har det udviklet sig eksplosivt, og ESNation har i dag 35 fuldtidsansatte, 30 deltidsansatte og ca. 400 løst tilknyttede eller frivillige fordelt over hele kloden. 15 professionelle gamere er på kontrakt med ESNation – fuldstændig ligesom på et fodboldhold. Og parallellerne til den traditionelle sportsverden er i det hele taget mange:

”Når vi præsenterer os for virksomheder i dag, plejer vi at sige, at vi er sportens svar på Barcelona eller Manchester United. Virksomhedsmæssigt kan man godt sammenligne os lidt med Parken Sport & Entertainment. For vi laver også events og en masse andre ting,” forklarer Mark Fries, der er en af tre stiftere af virksomheden og i dag har det operationelle ansvar som COO.

Mange indtægtskilder

ESNation går meget op i at agere professionelt på markedet med en kommerciel tankegang og har fra begyndelsen satset meget internationalt. I dag er 95% af medarbejderstaben udenlandsk, og ESNation lever også af trafik og omtale på internationale websites. Virksomhedens indtægtskilder spænder vidt: ’offline’ sponsorsalg ved store turneringer og events, ’online’ salg på 8-9 forskellige websites, salg af diverse tilkøbsprodukter, sponsorater til holdet MYM, køb og salg af internettrafik, reklamer til web-tv (IP-tv) m.m.

Den internationale profil er dog også en udfordring rent kommercielt:

”I dag er vi meget mere end et hold. Vi har 1,3 mio. registrerede brugere i vores netværk og på månedsbasis 5-6 mio. unikke brugere, men geografisk set er det meget spredt. Det er folk fra 172 lande. Derfor er en af vores udfordringer at finde globale virksomheder med en global marketingstrategi. Det har været og er stadig en stor udfordring,” forklarer Mark Fries.

Dertil kommer, at der i de store internationale virksomheder nogle gange er en opfattelse af e-sport som noget med cola, chips og mørke kælderrum. Mark Fries og ESNation skal derfor ofte gøre opmærksom på e-sportens seriøsitet, og at e-sport på topplan kræver daglig fysisk og psykisk træning:

”E-sport skal legitimeres lidt mere, end det er i dag. Specielt hos nogle af de ældre folk, der sidder i de store virksomheder. De forstår ikke den kæmpe værdi, der ligger i det segment.”

Stor potentiale

Mark Fries vurderer, at der på verdensplan findes 800 fuldtids gamere, 800.000 øvrige inkarnerede gamere, 5 mio. fans og ca. 400 mio. såkaldte ’casuals’, som spiller på hobbyplan. Det er et marked i konstant udvikling, og særligt Sydkorea er foregangsland for e-sport:

”I Sydkorea har de to tv-kanaler, der kun viser e-sport. Der er e-sport jo meget større end traditionel sport, og du får udsat din session ved militæret, hvis du er gamer. Den bedste koreanske spiller har 600.000 registrerede medlemmer i sin fanklub,” fortæller Mark Fries.

Selv om udviklingen langt fra er lige så ekstrem i Vesten, har Tyskland eksempelvis fem mio. spillere, og udviklingen kommer ifølge Mark Fries til at gå stærkt de kommende år. Derfor vil ESNation smede, mens jernet er varmt:

”Det er en niche, men det er en niche med et kæmpe potentiale. Man siger, at et halvt år i e-sport er et helt år i sportens verden. Tingene går dobbelt så stærkt, fordi det er elektronisk. […] Vores investorer kan se, at det nok er nu, man skal gøre det, og ikke om fem år, for det er relativt billigt nu.”

Mark Fries nævner den nye yderst specialiserede bookmaker XLBet.com som et eksempel på udviklingen i branchen. De har stor succes med spil på e-sport-kampe og er en af ESNations større sponsorer.

Målet er et salg

ESNation satser stort og er langt større end konkurrenterne i udlandet. Mark Fries mener, at der kun findes en enkelt lignende virksomhed på verdensplan, der har fået tilført venturekapital. Mange af konkurrenterne sidder et par mand i organisationen, mens ESNation alene på kontoret i København har 18 medarbejdere. Det er derfor en anden og mere offensiv måde, ESNation kan agere i markedet end konkurrenterne:

”Vi har haft en opkøbsstrategi, hvor vi har tilkøbt en masse forskellige portaler og brands og dermed også deres knowhow og kundskaber. Dem har vi ansat i firmaet og rykket herop, så vi er en meget international broget skare,” fortæller han.

Det skal også gå stærkt for ESNation, når investorer i sidste ende naturligvis venter på et afkast:

”Det har været en positiv udvikling, men i takt med, at vi bliver større og større, skal vi selvfølgelig også sælge mere og mere. Vi er en vækstvirksomhed, så vi er meget fokuserede på, at vi vækster på mange områder. Vi har et ’break-even-point’ på et tidspunkt, og eftersom vi har investorer og venturekapitalfonde, har vi også en ’exit’ på et tidspunkt. Vi er ikke nået dertil endnu, men i henhold til vores strategi ser det fornuftigt ud,” forklarer Mark Fries fortrøstningsfuldt.