Mindre ændringer i idrætsorganisationernes medlemstal
Idrætsorganisationernes medlemstal for 2015 lægger sig tæt på 2014-tallene med en lille tilbagegang. Den store fælles satsning ’Bevæg dig for livet’ mellem DIF og DGI giver indtil videre ikke udslag i øgede medlemstal samlet set.
Målt på både medlemmer og foreninger oplever de tre store idrætsorganisationer Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Firmaidrætsforbund (Firmaidrætten) samlet set en mindre tilbagegang fra 2014 til 2015.
DIF mister i alt 4.827 medlemmer svarende til 0,3 pct., DGI 6.775 medlemmer (0,4 pct.), mens Firmaidrætten står for den største procentvise tilbagegang, da forbundet mister 5.596 medlemmer svarende til 1,5 pct.
Ambitionerne i DIF- og DGI-samarbejdet omkring visionen 25-50-75 og ’Bevæg dig for livet’ er store i forhold til både at øge antallet af idrætsaktive danskere og antallet af aktive i idrætsforeningerne. Men målt på dette års medlemstal er den målrettede indsats som led i visionen endnu ikke slået igennem trods en lang række investeringer og fælles initiativer fra organisationerne side.
DIF er fortsat størst
DIF tegner sig med 9.018 foreninger og 1.908.867 medlemmer for det største antal foreninger og medlemmer blandt de tre hovedorganisationer efterfulgt at DGI med 6.355 foreninger og 1.524.083 medlemmer og Firmaidrætten med 204 foreninger og 367.171 medlemmer.
En del af organisationernes foreninger og medlemmer er overlappende, men med Centralt ForeningsRegister er det muligt at vise, hvor mange unikke foreninger og medlemmer der er på tværs af organisationerne.
I 2015 var det samlede antal unikke foreninger og medlemmer på tværs af organisationerne således 11.842 foreninger og 2.559.073 medlemmer, hvilket svarer til en mindre samlet tilbagegang på henholdsvis 0,6 pct. på foreninger og 0,8 pct. på medlemmer siden 2014.
Badminton bliver en seniorsport
Badminton står får den største tilbagegang målt på fald i antal medlemmer. I alt 5.631 medlemmer har sagt farvel til badmintonforbundet i DIF fra 2014 til 2015, og DGI Badminton har mistet 7.081 medlemmer. I alle aldersgrupper undtagen seniorerne i alderen + 60 år er der betydeligt medlemsfrafald.
I den anden store ketsjersport, tennis, er tilbagegangen stort set stoppet, men også her ser man en væsentlig medlemsfremgang på over 1.000 medlemmer i aldersgruppen +60 år. Andelen af senioraktive i begge idrætter stiger således.
Håndbold er ligesom badminton blandt idrætterne, som samlet går væsentligt tilbage, men hvor antallet af aktive seniorer vokser fra 2014 til 2015.
En del af forklaringen på væksten blandt aldersgruppen + 60 år ligger dog i den generelle befolkningstilvækst, der sker i den ældre aldersgruppe i disse år, og samlet set går antallet af foreningsaktive i organisationerne frem blandt seniorerne.
Giver kommercielle aktører flere foreningsmedlemmer?
En af de største procentvise fremgange i DIF-regi står Dansk Styrkeløft Forbund for. En stigning på i alt 41 pct. og i alt 1.922 medlemmer har givet betydeligt flere medlemmer til forbundet.
En væsentlig del af medlemstilgangen skyldes ændringer i medlemssammensætningen i en af styrkeløfterforeningerne, men en større del af stigningen i medlemmer bunder også en tilgang af aktive fra kommercielt regi. Ifølge Dansk Styrkeløft Forbund får man aktive fra f.eks. fitnesscentre og crossfitcentre, der ønsker at specialisere sig og at deltage i konkurrencer, og som derfor søger fra de kommercielle træningscentre over i foreninger. Særligt i voksengruppen 25-59 år er der stor tilgang.
I det hele taget tegner tallene fra de tre idrætsorganisationer et billede af idrætten, der på mange måder oplever fremgang i motions- og fitnessorienterede aktiviteter. Ud over styrkeløft i regi af DIF går aktiviteter som eksempelvis træning i motionscenter samlet set frem.