Idan Artikel 17.08.2019

Mindre tilbagegang i den danske ligaøkonomi i 2018

Superligaen er kommet godt i gang med den nye sæson, men hvordan klarer de mest professionaliserede klubber sig økonomisk? I sin faste årlige analyse kigger Idan nærmere på de seneste afsluttede årsregnskaber og vurderer, hvor superligaøkonomien bevæger sig hen økonomisk.

Nøgleord: Økonomi

Der er endnu et godt stykke op til de gyldne ligatider i årene før finanskrisen. Dengang omsatte de danske superligaklubber for op mod 3,3 mia. kr. (målt i 2018-priser). Efter et massivt fald i indtægterne i årene efter finanskrisen oplevede ligaklubberne igen vækst i omsætningen i 2016 og har siden ligget på et nogenlunde stabilt niveau.

Årets gennemgang af superligaklubbernes seneste afsluttede regnskaber – dækkende 2018 eller perioden 2017/18 – viser, at ligaen set under ét oplever en lettere tilbagegang i omsætningen på knap 100 mio. kr. fra 2,8 mia. kr. til 2,7 mia. kr. Det sker på trods af, at mange klubberne faktisk oplever vækst.

Den samlede historiske udvikling i den danske ligaøkonomi fremgår af figur 1, hvor udviklingen i omsætningen for de danske superligaklubber og resultatet efter skat under ét er afbilledet for perioden 1995/96 til 2017/18.

Særligt PARKEN Sport og Entertainment A/S (PSE), koncernen bag FC København (FCK), oplever en tydelig tilbagegang, hvilket påvirker ligaøkonomien som et hele i negativ retning. Det er særligt ejerskabet af fitness dk, der trækker ned. Kæden er nu blevet solgt til selskabet bag SATS, der dermed genetablerer sig på det danske fitnessmarked.

Figur 1: Omsætning og resultat efter skat i den danske superliga, 1996-2018 (2018-priser)

Som det fremgår har den danske ligaøkonomi omsætningsmæssigt gennemgået en markant vækst siden midten af 1990’erne og frem. Udviklingen toppede i årene op til finanskrisen, men fik et markant dyk i årene efter. De senere år er udviklingen vendt igen og ser som nævnt ud til at have stabiliseret sig på det nuværende niveau.

Målt på resultatsiden har der de senere år været tendens til forbedringer. Som det kan ses var det samlede resultat efter skat for klubberne set under ét tæt på balance. Typisk har ca. halvdelen af klubberne haft underskud i de enkelte år. I det seneste afsluttede regnskabsperiode (2018) er det 6 ud af 14 klubber, der har røde tal på bundlinjen. I forrige periode var det 7 ud af 14 klubber.

Samlet er underskuddet dog af betydeligt større omfang i 2018 end i 2017, men det skyldes primært store tab i PSEs regnskab på grund af det omtalte frasalg af Fitness DK. De øvrige klubber kommer i varierende udstrækning ud med resultater omkring balance. Enkelte klubber endog også med pæne overskud.

Aalborg Boldspilklub A/S

Mens AaB klarede sig fornuftigt sportsligt i sæsonen 2017/18 med kvalifikation til Superligaens mesterskabsspil og en femteplads til følge, var regnskabsperioden 2018 mere middelmådig for den nordjyske klub, der for første gang siden 2013 oplevede at have underskud med et negativt årsresultat efter skat på 22,8 mio. kr. mod et positivt resultat på 12,8 mio. kr. året før. Omsætningsmæssigt kan der dog noteres en mindre fremgang, men indregnes transferindtægter i omsætningen, så er der i forhold til 2017 tale om en markant nedgang i de samlede indtægter. I 2017 var omsætningen inklusive transfers således på 121,3 mio. kr. mod 81,1 mio. kr. i 2018. Det svarer til en nedgang på 33 procent.

Silkeborg IF A/S

Regnskabsåret 2018 var for Silkeborg IF en blandet fornøjelse. På positivsiden kvalificerede holdet sig til pokalfinalen, men havde skuffende resultater i Superligaen, som endte med nedrykning til 1. division efter nederlag i playoffkampene til Lyngby BK og Esbjerg fB. Klubben er dog begunstiget af en god økonomi, der blandt andet tilvejebringes via holdingselskabet Silkeborg IF Invest A/S og dets datterselskaber, der agerer på ejendoms- og hotelmarkedet. Det har gennem de senere år medvirket til sorte tal på bundlinjen i koncernen. I 2018 bidrager fodbolddelen positivt primært på grund af salg af Robert Skov (FC København), Jens Martin Gammelby (Brøndby IF) og Sammy Skytte (FC Midtjylland). Samlet er koncernens omsætning steget fra 97,6 mio. kr. inklusive transferindtægter i 2017 til 143,2 mio. kr. i 2018. Det virker positivt ind på koncernens resultat, der ender i et overskud på 13,1 mio. kr. efter skat, hvilket dog er knap én million mindre end forrige afsluttede årsregnskabs resultat på 14 mio. kr.

AGF A/S

Langt hen i turneringen så 2017/18-sæsonen ud til at blive en sportslig skuffelse for århusianerne. Det blev til en 10. plads (før playoffkampe), men efter en god stime i den sidste del af sæsonen endte klubben i playoff-finalen om en Europa League-kvalifikationsplads, som dog blev til et 4-1 nederlag til FC København. På trænerfronten sagde AGF farvel til Glen Riddersholm, der efter 11. spillerunde blev erstattet af David Nielsen. På den økonomiske front leverede klubben et underskud på 9,7 mio. kr. efter skat. Senest, der var overskud i koncernen, var i 2008, hvor der var beskedne 84.000 kr. i plus. Omsætningen på 113,6 mio. kr. ligger på nogenlunde samme niveau som året før. Siden år 2000 har klubben akkumuleret et underskud efter skat på næsten 300 mio. kr. (målt i 2018-priser).

FC Midtjylland A/S

På den midtjyske hede er det en fodboldklub med genvundet selvtillid, der præsenterer et historisk godt resultat efter ubrudte negative resultater i perioden 2009-17 svarende til et akkumuleret tab på mere end 200 mio. kr. (målt i 2018-priser). Det store overskud på hele 67,6 mio. kr. efter skat kom blandt andet i hus på baggrund af ekstraordinært store transferindtægter i forbindelse salg af Rasmus Nissen til Ajax, Filip Novak til Trabzonspor i Tyrkiet og ikke mindst rekordsalget af Alexander Sørloth til engelske Crystal Palace. Omsætningen steg med hele 58 pct. fra 151,8 mio. kr. i 2016/17 til 239,2 mio. kr. i 2017/18. Den midtjyske case er et eksempel på, at det kan lade sig gøre både at have sportslig succes og samtidig skabe overskud. Dog kommer succesen efter en lang årrække med store underskud. Egenkapitalen er vokset som følge af overskuddet til 93,8 mio. kr., og FCM forventer desuden et positivt resultat på mellem 30-40 mio. kr. efter transfers i regnskabsåret 2018/19 – en sæson, hvor klubben ligeledes har foretaget en række store salg.

Hobro IK A/S

Hobro IK var en tur nede i 1. division og vende, men kom hurtigt tilbage til den bedste række for regnskabssæsonen 2017/18, hvor klubben også formåede at hænge fast rent sportsligt. Det skete efter succes i nedrykningsspillet, der fulgte den 7. plads (inden playoffkampe), som klubben opnåede i grundspillet. Økonomisk kommer klubben også udmærket gennem regnskabssæsonen med et lille overskud efter skat på 1,7 mio. kr. Der er i regnskabsperioden gennemført en mindre kapitaludvidelse for at styrke klubbens kapitalberedskab, anføres det i ledelsesberetningen.  

Sønderjyske Fodbold A/S

I det sønderjyske blev de sportslige målsætninger med overlevelse i Superligaen indfriet med en samlet 9. plads (inden playoffkampe). Fodboldklubben er en del af den samlede satsning vedr. kultur og elitesport i området, der er samlet under paraplyen ’Fonden til fremme af Elitesport og Kultur i Sønderjylland’, der både tæller fodbold, dame- og herrehåndbold, ishockey og indkøbssamarbejdet ’Sønderjysk Udviklingsarbejde’. Isoleret set fik fodboldklubben et mindre overskud i regnskabsperioden på lige knap 0,5 mio. kr. mod et tilsvarende overskud i forrige afsluttede regnskabsperiode på 3,4 mio. kr. I det hele taget er det en klub med godt styr på finanserne. Det er således syvende år i træk, at klubben kan fremvise sorte tal på bundlinjen.

Randers FC Holding A/S

Randers FC’s dårlige sportslige resultater har påvirket årsregnskabet i negativ retning. Klubben klarede dog frisag efter sejre over FC Helsingør og Lyngby BK i playoffkampene, men ifølge ledelsesberetningen er den generelt skuffende sæson gået ud over indtægter fra såvel tv som entre- og stadionsalg. Udskiftning på træner- og direktørsiden har også kostet. Omsætningsmæssigt må klubben konstatere en nedgang fra 74,8 mio. kr. i 2016/17 til 63,5 mio. kr. i seneste afsluttede regnskabsår. Underskuddet stiger nogenlunde tilsvarende fra 4,8 mio. kr. i 2016/17 til 11,6 mio. kr. i 2017/18.

Fodboldalliancen AC Horsens A/S

AC Horsens klarede sig godt i 2017/18-sæsonen og hentede en overraskende 6. plads, og det har ifølge ledelsesberetningen i det seneste afsluttede årsregnskab haft en gunstig indflydelse på klubbens økonomi. Således er omsætningen vokset fra 47,9 mio. kr. inklusive transfers i forrige årsregnskab til 68,5 mio. kr. i seneste. Det svarer til en vækst på 33 procent. Udviklingen kan også ses på bundlinjen, hvor overskuddet efter skat er steget fra 2,4 mio. kr. til 12,9 mio. kr.

Odense Sport og Event A/S

Det har ifølge årsberetningen været et dårligt 2018 for selskabet bag den fynske fodboldstolthed, OB. Klubben kvalificerede sig ikke til mesterskabsspillet og sluttede samlet set som nummer otte (inden playoffkampe). Økonomisk er det samtidig gået skidt. Virksomheden har mange strenge at spille på med konferencer, messer og hoteldrift, food and beverage og musik – men ikke alt har været lige rentabelt. Generelt har koncernen haft vanskeligt ved at tjene penge, og kigger man historisk på udviklingen, har der været røde tal på bundlinjen de seneste ti år. Omsætningen er dog den tredjehøjeste i Superligaen. Inklusive transferindtægter ender den i 240 mio. kr. i 2018 mod 217 mio. kr. i 2017.

PARKEN Sport & Entertainment A/S

Omsætningen i koncernen bag FC København, PARKEN Sport & Entertainment A/S (PSE), har gennem mange år været den suverænt højeste blandt Superligaens selskaber, til dels på grund af ikke-fodboldrelaterede aktiviteter. I 2017 omsatte koncernen således for hele 1,4 mia. kr., hvilket svarede til 52 pct. af ligaens samlede omsætning. I det seneste afsluttede regnskabsår (2018) foretog koncernen som nævnt et salg af Fitness DK til selskabet bag kæden SATS. Salget af Fitness DK blev gennemført ultimo juni 2018, og indregnes i omsætningen og resultatet i denne opgørelse.

Fremadrettet vil omsætningen for koncernen ligge på noget lavere niveau pga. frasalget, da Fitness DK udgjorde hele 30 pct. af de samlede indtægter i PSE. Omsætningen i koncernen er i det seneste afsluttede regnskabsår opgjort til 1,2 mia. kr. (inklusiv de ophørende fitnessaktiviteter), dvs. en del lavere end i 2017.

Der er overskud på de videreførte aktiviteter på 74,3 mio. kr., men en markant negativ påvirkning af de ophørende. Selvom salget gav 77,7 mio. netto-kr. på plussiden, påvirker den bogførte værdi af de frasolgte aktiviteter regnskabet negativt med næsten 290 mio. kr. – dvs. et nettotab på knap 213 mio. kr. Indregnes de i resultatet, ender koncernen i et stort minus på 167,8 mio. kr. efter skat, hvilket er det næsthøjeste underskud i koncernens historie. Det er kun overgået af tiden lige efter finanskrisen, hvor PSE var i alvorlige finansielle problemer og kom ud med et underskud på lige knap 240 mio. kr. Det bliver spændende at se, om PSE med nye planlagte Lalandia-centre på den jyske vestkyst og i Sverige kan kompensere for de negative erfaringer med fitness-aktiviteterne.

Brøndby IF Fodbold A/S

På den københavnske vestegn har der de senere år været nogenlunde økonomisk stabilitet og vækst. I regnskabsåret tager omsætningen inklusive transferindtægter et markant hop op fra 163,6 mio. kr. i 2017 til hele 247 mio. kr. i 2018. Det er en vækst svarende til hele 50 pct. og skyldes blandt andet øgede indtægter på transfers, sponsorer, tv- og kampindtægter samt merchandise oven på en sportslig succesfuld sæson, hvor klubben både vandt sølv og en pokaltitel. Årets resultat efter skat er positivt – 10,4 mio. kr. – for første gang siden 2009.

Ifølge ledelsesberetningen vil klubben fremadrettet foretage kommercielle og sportslige investeringer, og klubben forventer derfor ikke overskud i de kommende år.

FC Nordsjælland A/S

I det nordsjællandske står den også på sportslig succes kombineret med overskud. Det blev både til bronzemedaljer i Superligaen og en stigning i overskuddet set i forhold til 2017. I forrige regnskabsperiode blev det således til et overskud på 5,4 mio. kr. efter skat mod 9,0 mio. kr. i 2018. Det sker på bagkant af et mindre fald i omsætningen fra 139,2 mio. kr. i forrige regnskabsperiode til 132,8 mio. kr. i år. På trods af denne nedgang på toplinjen ender resultatet altså alligevel i plus, og i ledelsesberetningen rapporteres udviklingen da også som tilfredsstillende. Egenkapitalen i selskabet er som følge af overskuddet vokset til 53,9 mio. kr., og alt i alt virker klubben som en solid fodboldforretning med stor succes på transfermarkedet, der på trods af visse år med underskud har realiseret pæne overskud de seneste tre år.

Lyngby Boldklub A/S

Det har været en turbulent tid for den nordligt beliggende hovedstadsklub, Lyngby BK. Nedrykningen har kostet, og klubben var i regnskabsperioden i alvorlige økonomiske problemer, men blev reddet på målstregen af et konsortium af lokale investorer, der købte klubbens tidligere hovedaktionær, Hellerup Finans A/S’ aktiepost. De økonomiske problemer var en af hovedårsagerne til nedrykningen, da flere spillere forlod klubben pga. manglende løn.

Årets resultat i selskabet er et underskud på 21 mio. kr., og egenkapitalen er negativ. Frem mod sommeren 2019 har den nye hovedaktionær, Lyngby Friends A/S, givet tilsagn om økonomisk hjælp for at få klubben på fode igen. Ifølge ledelsesberetningen har man fastholdt et koncept med fuldtidsprofessionalisme og forventer et underskud igen i størrelsesordenen 10-11 mio. kr. i det kommende regnskabsår 2018/19.

FC Helsingør

Desværre blev det en kortvarig succes for FC Helsingør, der kun nåede en enkelt sæson i den bedste række. Med blot seks sejre og to uafgjorte i grundspillet måtte klubben erkende, at det blev til en bundplacering. Klubben sluttede også sidst i sin nedrykningsgruppe, som derfor endte i en retur til 1. division. Økonomisk øgede klubben sine indtægter markant i året i den bedste række. I 2016/17, hvor klubben spillede i den næstbedste række, var omsætningen blot beskedne 9,9 mio. kr., hvilket øgedes til hele 29,9 mio. kr. i 2017/18 svarende til en vækst på 202 procent. Resultatet efter skat var imidlertid marginalt – knap 13.000 kr.

Hvor er superligaøkonomien på vej hen?

Sidste års analyse af superligaøkonomien konkluderede, at det er vanskeligt at give et præcist billede af, i hvilken retning Superligaen økonomisk set bevæger sig hen. Med endnu et års data i betragtning, er det nok mest korrekt at antage, at dansk ligaøkonomi har fundet et nogenlunde stabilt leje på det nuværende niveau.

Den danske samfundsøkonomi har oplevet en periode med højkonjunktur, og fremadrettet kan mere magre år være i vente. Hvis væksten falder, vil det formentlig også påvirke de danske ligaklubbers portefølje af aktiviteter, som det var tilfældet i årene efter finanskrisen. Er det tilfældet, så vil det være svært at forestille sig en decideret vækst i fremtiden for klubberne som helhed.

Set på resultatsiden udgør det samlede resultat i 2018 som nævnt en klar forværring af situationen i 2017. Det skyldes dog primært markante tab som følge af PSE’s aktiviteter, og man skal derfor være forsigtig med at konkludere, at det er tegn på en forværring af ligaens samlede evne til at tjene penge.

Generelt virker det snarere som om, at der tale om nogenlunde status quo, hvor det er forholdsvis få klubber, der har en forretning med løbende og stabile overskud. Og bedømt på de historiske erfaringer med klubbernes drift vil det næppe ændre sig markant fremover. UEFA har desuden varslet ændringer i de europæiske turneringer, der i udgangspunktet er ugunstige for mindre lande som Danmark. Det kan også risikere at påvirke de danske klubbers indtægter i negativ retning.

Læs mere

Læs også sidste års analyser:

Væksten halter efter i dansk superligaøkonomiDansk Superligafodbold har stadig behov for kapital

Dansk superligafodbold oplever økonomisk fremgang

Læs lignende nyheder

Andres Siimon/Unsplash
Idan Artikel 13.06.2018
Væksten halter efter i dansk superligaøkonomi
Idan Artikel 14.07.2017
Dansk superligafodbold oplever økonomisk fremgang
Eiffeltårnet i Paris med OL ringe
Idan Artikel 25.07.2024
OL-eksperter fra Idrættens Analyseinstitut og Play the Game
Pogacar foran den lille havfrue
Idan Kommentar 22.08.2023
Regeringen ønsker flere sportsevents til Danmark, men de skal vælge 'de rigtige'
Tour de France i Danmark
Idan Artikel 07.07.2023
Nyt studie: Hvad var Tour de France-afholdelsen i 2022 værd for danskerne?
play the game
Idan PtG Artikel 27.06.2023
Play the Game får ekstra midler til at fremme god ledelse i international idræt
Team Danmark atleter
Idan Artikel 26.06.2023
Dilemma: Bør Team Danmark fokusere på kortsigtede resultater eller tidlig talentudvikling?
Glade tilskuere til Landsstævne
Idan Artikel 22.11.2022
Turismeomsætning på 49,5 mio. kr. gør ikke landsstævnet til en god forretning