Mindst 10.000 bruger motionsdoping i Sverige
Mere end 10.000 mænd mellem 18 og 34 år har brugt doping i det seneste år, vurderer en ny svensk rapport, der undersøger motionsdopingens udbredelse og konsekvenser.
Både i Danmark og Sverige er der kommet større fokus på især unge mænds brug af dopingpræparater som anabole steroider uden for den organiserede idræt.
Men hvor udbredt og alvorligt er problemet?
Det statslige folkesundhedsinstitut i Sverige, Statens Folkhälsoinstitut, prøver at besvare spørgsmålet i en ny rapport, der samler den seneste viden om doping blandt motionister, den såkaldte motionsdoping.
Rapporten konkluderer, at mindst 10.000 svenske mænd mellem 18 og 34 år har prøvet anabole steroider inden for det seneste år, og at der typisk er tale om mænd, som styrketræner i fitnesscentre.
Nye svenske tal
Rapporten bygger bl.a. på resultater fra en endnu ikke publiceret undersøgelse fra Statens Folkhälsoinstitut blandt 58.000 svenskere, der når frem til, at cirka 9.000 mænd i alderen 18-34 år har anvendt anabole steroider inden for det seneste år. Det svarer til 0,9 procent af alle mænd i aldersgruppen.
Men på grund af metodiske vanskeligheder er dette tal sandsynligvis i underkanten, vurderer den nye rapport, som derfor skønner, at minimum 10.000 mænd har brugt doping inden for det seneste år.
Den nye, upublicerede undersøgelse, som rapporten refererer til, viser i øvrigt, at i alt 22.000 mænd i aldersgruppen 15-54 år på et eller andet tidspunkt har prøvet anabole steroider, mens udbredelsen blandt kvinder er meget ringe.
Dansk parallel
Overfører man rapportens skøn til det mindre Danmark, svarer det til, at cirka 6.000 mænd i alderen 18-34 år har brugt anabole steroider inden for det seneste år, og at 2-3 gange så mange blandt alle 15-54-årige mænd skulle have prøvet det på et eller andet tidspunkt.
Det er noget mindre end de op til 50.000 danske dopingmisbrugere, der er blevet nævnt i danske medier.
Men det er både i Sverige og Danmark vanskeligt at skabe sig et præcist billede af den reelle dopingforekomst, da stofferne er forbudte og tabubelagte. I Sverige er det endda ulovligt at indtage stofferne i modsætning til Danmark, hvor det ikke er en forseelse i strafferetlig forstand.
Den store usikkerhed bliver understreget i den svenske rapport, der på den ene side peger på, at der er en risiko for underrapportering, og på den anden side stiller sig skeptisk over for løse og til tider meget høje estimater.
Fx er det vanskeligt ud fra de senere års stigninger i toldvæsenets og politiets beslaglæggelser at sige noget sikkert om problemets reelle omfang. I realiteten kan en stigning i antallet af beslaglæggelser afspejle andre forhold, som at myndighederne har fået større fokus på problemet eller er blevet mere effektive i deres efterforskning.
Mangler viden om motionsdoping
Ud over at se på motionsdopingens udbredelse giver rapporten et overblik over dopingens distributionskanaler, dens brugere, deres dopingpraksis, myndighedernes indsats og stoffernes risici for den enkelte og samfundet.
Det sker ud fra en svensk vinkel med hovedvægten lagt på svenske undersøgelser, men mange problemstillinger – fx risikoen ved at indtage anabole steroider – er generelle.
Det samme er øjensynligt manglen på viden.
Blandt andet konkluderer rapporten, at den nuværende viden om de sundhedsmæssige konsekvenser af dopingbrug stadig er begrænset, selv om det står klart, at anabole steroider, ofte i kombination med andre stoffer, kan lede til alvorlige psykiske, fysiske og sociale problemer.
Desuden er forskningen i forebyggelse og behandling af dopingbrug uudviklet. Det helt centrale spørgsmål om, hvilke tiltag der er mest effektive, når det gælder om begrænse brug af doping, står langt hen ad vejen stadig ubesvaret.
