Idan Artikel 11.11.2007

'Mister Rock n Roll' på Idan-seminar

En af Europas mest indflydelsesrige koncertpromotorer giver gode råd om events og koncerter på Idans seminar den 26. november om moderne arena- og stadiondrift. Mød også folkene bag blandt andet Color Line Arena og Malmö Arena.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Med tilsagn fra senior vice president Rob Hallett fra AEG Live om at tale på Idans seminar om moderne arena-. og stadiondrift i København den 26. september tegner seminaret, som Idan arrangerer i samarbejde med European Venue Management Institute, til at blive særdeles inspirerende for stadion- og arenaoperatører og bygherrer på jagt efter viden og inspiration til den fremtidige drift. I forvejen optræder arenaeksperten Hannu Helkiö og direktør for Hamburgs Color Line Arena, Uwe Frommhold, som gæstelærere på seminaret.

Indflydelsesrig promotor

Rob Hallet med tilnavnet ’Mr. Rock n Roll’ anses for en af Europas mest erfarne og indflydelsesrige koncertpromotorer. Han har netop været med til at åbne en afdeling af AEG Live i Sverige og har et godt kendskab til markederne i hele Europa. Han stod senest bag Princes 21 koncerter i træk i Londons nye O2 Arena.

AEG Live er en af verdens største producenter af koncerter og live events og har internationale topnavne som Prince, Paul McCartney, Justin Timberlake og Bon Jovi i ’stalden’. AEG Live er et datterselskab af en af verdens allerstørste underholdningskoncerner, Anschutz Entertainment Group, der ejer og driver over 30 af verdens førende teater, underholdnings- og sportsarenaer og samtidig også ejer eller kontrollerer mange af de events, sportsklubber og stjerner, som fylder indhold i de store arenaer. Det er altså Rob Hallets domæne, man som dansk aktør skal kunne begå sig på, hvis man som ambitiøs operatør eller bygherre af en moderne arena skal gøre sig håb om at fylde attraktivt indhold i arenaen.

Erfarne gæstelærere

Seminaret ledes af briten Ian Nuttall, der som grundlægger af fagbladene ’Stadia’ og ’Auditoria’ er en af de mest vidende personer om stadion- og arenabranchen i verden. Han solgte de to blade i 2006 og arbejder i dag som rådgiver for arenaoperatører - senest for de polske arrangører af EM-slutrunden i fodbold i 2012. Desuden er han en af grundlæggerne af European Venue Management Institute, der er en non-profit uddannelsesorganisation for operatører af store stadion- og arenafaciliteter.

Takket være Ian Nuttalls enorme netværk er også de to øvrige gæstelærere på kurset af meget høj kvalitet.

Uwe Frommhold har været direktør for Hamburgs Color Line Arena siden multiarenaens åbning i 2002 . Med sin store erfaring fra hotelbranchen vil han blandt andet fokusere på opbygningen af en velfungerende serviceorganisation.

Hannu Helkiö er direktør for sport og entertainmentsektionen i den finske arkitekt- og entreprenørkoncern, Evata, der aktuelt er involveret i den kommende multiarena i Malmö. Evata har også bygget og indrette Color Line Arena, Hartwall Arena i Finland samt store multiarenaer i Rusland og Baltikum. Hannu Helkiö har således en enorm erfaring i finansiering, design og indretning af multiarenaer, som forhåbentlig også kan komme danske operatører og bygherrer til gode.

Hurtig tilmelding nødvendig

Idans seminar om arena- og stadiondrift foregår på Det Kongelige Kunstakademis Arkitektskole i København som optakt til den nu næste udsolgte konference ‘Sportens nye arenaer – feber eller forretning’ samme sted dagen efter.

Hvor seminaret den 26. november er et intimt kursus med konkrete tips, erfaringsudveksling og debat mellem folk, der allerede er involveret i industrien eller har besluttet at blive det, vil konferencen den 27. november i højere grad behandle de idrætspolitiske, økonomiske og brugermæssige aspekter af den for tiden enorme interesse for at opføre store opvisningsanlæg til idræt og kultur.

Seminaret er begrænset til ca. 25 deltagere og har allerede tilmeldinger fra eksempelvis Brøndby IF, Århus Elite, Lokale- og Anlægsfonden, Bergen Kommune, Norges Handball Forbund, Messecenter Herning, Cowi med flere. mens konferencen den 27. er tæt på udsolgt med p.t næsten 160 tilmeldte.

Medarrangør: