Mød DGI’s formandskandidater ved fire debatmøder
De to kandidater til formandsposten i DGI, Mogens Kirkeby og Charlotte Bach Thomassen, stiller op til idrætspolitisk debat ved fire møder i september og oktober 2018.
Lørdag 3. november 2018 udspiller der sig en relativt sjælden begivenhed i dansk idrætspolitik: En hovedorganisation skal have ny formand, og der er lagt op til kampvalg.
Både næstformand i DGI Charlotte Bach Thomassen og medlem af hovedbestyrelsen Mogens Kirkeby stiller op til at overtage Søren Møllers opgaver som formand. Søren Møller har siddet i formandsstolen siden 2001.
Vil man lære de to kandidaters idrætspolitiske holdninger nærmere at kende, bliver der god mulighed for det ved fire debatmøder:
- 6. september 2018 i Viborg
- 1. oktober 2018 i København
- 8. oktober 2018 i Ringsted
- 9. oktober 2018 i Kolding
Møderne foregår kl. 18.30 til 21.00 med let spisning fra 18.30 til 19.00.
Ordstyrere på møderne bliver Stine Bjerre Mortensen, journalist og vært på TV2 Sport, og Søren Riiskjær, idrætspolitisk analytiker og forhenværende idrætspolitisk chef hos DGI.
Alle kan deltage i valgmøderne, uanset om man har formel tilknytning til DGI eller ej. Der kræves tilmelding et par uger før hvert møde.
Tilmelding sker hos DGI: Fire debatmøder om valg af DGI’s nye formand
Først ved DGI’s årsmøde 3. november 2018 viser det sig, om der kun bliver to kandidater til formandsposten. Nye kandidater kan nemlig melde sig helt frem til årsmødet. Valget foretages af 314 stemmeberettigede delegerede.