Mød Idan på Folkemødet
Idan er medarrangør på to arrangementer ved dette års Folkemøde. Sammen med Lokale og Anlægsfonden, DGI og Folkeuniversitetet lægger Idan op til debat om ’Foreningsliv og demokrati’ og ’Det gode livs rum’.
Igen i år deltager Idan i debatten på Folkemødet på Bornholm med to arrangementer, der sætter nogle af fritidslivet og folkeoplysningens emner til debat. I samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, DGI og Folkeuniversitetet er Vifo vært ved to arrangementer i BL’s Domen i Allinge.
Under overskriften ’Foreningsliv og demokrati’ finder det første arrangement sted fredag den 12. juni kl. 9.30-10.00. Her debatterer et panel bestående af Signe Bo, formand for DUF, Birgitte Nielsen, næstformand i DGI, og Bo Vestergaard Madsen, analysechef i Lokale og Anlægsfonden, foreningslivet, der står som en hjørnesten i det danske demokrati, men som måske også bliver klemt af professionelle udbydere, politiske forventninger og nye organiseringsformer.
Lørdag den 13. juni kl. 9.30-10.00 finder arrangementet ’Det gode livs rum’ sted. Her tager et panel de fysiske rammer for danskernes fritidsliv op til debat. Hvem bygger vi til, når vi planlægger nye bydele, udvikler faciliteter og omdanner parker og kyster for at muliggøre et rigt og sundt fritidsliv? Giver det lykkelige borgere, og hvilken betydning har de forpligtende fællesskaber i fritidslivets nye rammer?
I panelet sidder Søren Møller, formand for DGI, Nicolai Carlberg, partner i carlberg|christensen, og Peter Forsberg, analytiker i Idrættens Analyseinstitut.
Idræt på programmet
Ud over de omtalte arrangementer, finder en række andre idrætsrelaterede emner vej til andre debatter ved Folkemødet. Blandt arrangementerne kan nævnes:
- Kampen om idrættens huse
- I seng med fjenden – kan fitness og forening samarbejde?
- Hvordan overlever landsbyerne?
- Kampen for foreningslivet i de udsatte boligområder
- Banebrydende nyt for socialt udsattes adgang til idrætslivet
- Alle vil ud i naturen – naturoplevelser og outdoor aktiviteter
- Fra elite-soldat til elite-sportsmand
Folkemødet finder sted på Bornholm den 11.-14. juni 2015. Fra Idan og Videncenter for Folkeoplysning deltager Henrik H. Brandt, Søren Bang, Peter Forsberg og Malene Thøgersen.
Læs mere
Læs mere om arrangementet ’Foreningsliv og demokrati’Læs mere om arrangementet ’Det gode livs rum’Søg arrangementer på Folkemødet