Idan Artikel 13.06.2017

Motion efter indlæring styrker børns hukommelse

Fysisk aktivitet kan forbedre børns hukommelse, når aktiviteten foregår umiddelbart efter en indlæringssituation, viser ny forskning fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.

Skrevet af: Jonna Toft

Børn, der er aktive lige efter en indlæringssituation, er 10 pct. bedre til at huske det, de har lært efter en uge, end børn, der ikke er aktive efter indlæringen.

Det viser en ny undersøgelse fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet. Undersøgelsen er foretaget blandt 77 børn i tredje og fjerde klasse på Bellahøj Skole i København.

”Den største effekt opnås, når træningen ligger lige efter undervisningen, og når der trænes ved høj intensitet,” fortæller lektor Jesper Lundbye-Jensen på centrets hjemmeside. Han er ansvarlig for det nye studie.

De 77 børn blev delt i tre grupper: En gruppe spillede floorball tre mod tre, en gruppe var på en løbetur og en kontrolgruppe holdt sig i ro. For alle tre grupper varede aktiviteten 20 minutter.

Inden da havde alle børnene øvet sig i den samme computerbaserede præcisionsopgave, som de ikke havde prøvet før. De skulle øve sig i at følge figurer så præcist som muligt på en computerskærm ved at bruge musen.

En time efter indlæringen, et døgn efter og en uge senere blev børnene testet igen for at se, om de kunne huske, hvordan de skulle gennemføre opgaven. Mens de øvede sig i opgaven, forbedrede børnene i de tre grupper sig lige meget. Men en uge senere præsterede de børn, der havde været aktive, gennemsnitligt 10 procent bedre i deres tests end kontrolgruppen.

”Det er naturligvis læringssessionen og ikke den fysiske aktivitet, der er afgørende for, om børnene lærer noget eller ej, men de 10 procent, som vores undersøgelse viser, man kan opnå af forbedring igennem fysisk aktivitet, er da bestemt værd at få med. Det er krymmel på toppen,” siger Jesper Lundbye-Jensen.

Floorball var sjovest for børnene

Løb og floorball blev valgt, fordi de er nemme at implementere på en skole, og især i floorball kan børnene deltage på næsten lige fod. Her blev intensiteten meget høj, fordi børnene spillede på små baner og små hold.

”De børn, som spillede floorball, syntes, at aktiviteten var sjovere, end dem der løbetrænede med samme intensitet. Det opløftende ved resultaterne er, at typen af aktivitet ikke er afgørende for den positive effekt på hukommelse. Jeg tænker, at hvis begge dele har en positiv effekt, hvorfor så ikke vælge den aktivitet, man synes er sjovest?” siger Jesper Lundbye-Jensen på centrets hjemmeside.

Studiet viser ikke, om effekten af fysisk aktivitet på hukommelsen holder over en længere periode. Det er Center for Holdspil og Sundhed ved at undersøge i andre studier.

Det er første gang, sådan en undersøgelse gennemføres blandt børn i deres naturlige læringsmiljø på skolen. Lignende undersøgelser har tidligere været lavet på voksne.

Læs mere

 
 
Læs mere hos Center for Holdspil og Sundhed: Motion efter indlæring får børn til at huske bedre