Idan Artikel 15.10.2013

Motionsbølgen i fokus på Play the Game

Hvordan fanger man motionsløberne, spørger Play the Game-konferencen på en særlig løbeworkshop. Spørgsmålet handler i sidste ende om fremtiden styrkeforhold på idrætsmarkedet.

Skrevet af: Henrik H. Brandt
Danmark er et af de mest motionsglade lande i verden, og der foregår aktuelt en vild kamp mellem idrætsorganisationer, kommercielle aktører, sociale medier og lokale foreninger om at komme foran i det hurtigt voksende felt af motionsløbere, stavgængere og cyklister m.m.

På mange måder symboliserer kampen om markedsandele på løbeområdet i forhold til de aktive motionister og udvikling af nye events den kamp og de magtforskydninger, der foregår på hele idrætsområdet i verden. Etablerede idrætsorganisationer har ofte svært ved at omstille sig og gøre sig relevante for nye motionsbølger, mens nye aktører boltrer sig på motionsbølgen og vinder markedsandele og stigende goodwill hos myndigheder og sponsorer.

Nye impulser på løbefronten

Play the Game har taget udfordringen op og sammensat to sessioner med særlig fokus på løb og løbeevents den 30. oktober. Sammen med resten af konferenceprogrammets sessioner om breddeidræt og innovativ arkitektur vil Play the Game/Idrættens Analyseinstitut dermed bidrage til nye impulser og internationale netværk på motionsområdet.

Idrættens Analyseinstituts egen forskning i motionsbølgen bliver end del af programmet. Sammen med blandt andre Koen Breedveld, Mulier Instituut (Holland), Jeroen Scheerder, Leuven Universitet (Belgien) og Hanna Vehmas, Jyväskulä Universitet (Finland), der ligeledes holder oplæg på Play the Game, er analytiker Peter Forsberg for tiden engageret i bogprojektet ’Europe on the move, running ahead’, som forsøger at indkredse og perspektivere løbebølgen i Europa.  På eventområdet indeholder programmet blandt andet oplæg fra Polen, hvor den lille bjerg- og turistby Krynica-Zdrój, har skabt en unik kombination af et årligt økonomisk forum med deltagelse af 2500 politikere og erhvervsledere fra hele Europa og en efterfølgende løbefestival over tre dage med ca. 10.000 gæster.

Good governance i idræt handler også om motionsbølgen

”Vi ved godt, at Play the Game er mest kendt for at sætte fokus på korruption og dårlig forvaltning i de internationale idrætsorganisationer, men på en måde er kampen om løberne en del af samme debat. Lukkede og ineffektive idrætsorganisationer bliver i stigende grad ’overhalet’ af nye motionsbølger og organiseringsformer, som de ikke formår at forbinde sig med," siger direktør Henrik H. Brandt fra Play the Game/Idrættens Analyseinstitut. 

"Derfor handler Play the Games overordnede temaer om ’good governance’ indirekte også om, hvem der skal mobilisere den brede befolkning med spændende motionstiltag i de kommende år. Mange mennesker stemmer simpelthen med fødderne i opgøret mod stivnede strukturer på idrætsområdet. Den udvikling kommer kun til at gå stærkere i de kommende år, hvis de etablerede internationale og nationale forbund ikke tager sig sammen.”

Løbesessionerne på Play the Game har fået støtte af blandt andre Aarhus 2017 og de danske idrætsorganisationer. De afrapporteres efterfølgende blandt andet i et af Idans nyhedsbreve.  Det er muligt at tilmelde sig Play the Game-konferencen på enkeltdage og koncentrere sig om udvalgte spor. Læs mere om program og praktiske informationer her.