Multiarenaer fylder ikke sig selv

Bragt første gang som kronik i Jyllands-Posten den 3. juli 2007. Landets kommuner kæmper indædt om at komme først med at lægge jord til landets første rigtigt store multiarena med plads til 8.000-20.000 tilskuere.

Politikere i hovedstadsområdet har i årevis diskuteret multiarena med en placering ved Bella Center i den aktuelle førertrøje i debatten, men foreløbig er det eneste konkrete på de kanter det gigantiske halbyggeri, som allerede er i fuld gang i Malmö på den svenske side af Øresund.

Imens popper mere eller mindre seriøse og ambitiøse planer om storhaller op andre steder. I Århus har byrådet signaleret, at det nu kun er et spørgsmål om, hvor giganthallen skal ligge, og senest har Parken samt private investorer i Hillerød meldt sig med et halprojekt med 20.000 tilskuerpladser. I byer som Kolding, Næstved, Sønderborg med flere har borgmestre eller private investorer ligeledes luftet store planer på området. I forvejen har en hel stribe af kommuner i løbet af det seneste årti investeret millionbeløb i større opvisningshaller, typisk med plads til 3.000-5.000 tilskuere.

Der er enighed om, at markedet i Danmark knapt kan bære en og allerhøjst to af de helt store multiarenaer. Derfor befinder projekterne sig i indbyrdes kamp om at komme først, og i mange kommuner handler debatten mindre om indholdet i en kommende storhal end om frygten for at blive ’hægtet af udviklingen i fremtidens oplevelsesøkonomi’.

Idrættens Analyseinstitut har for Lokale- og Anlægsfonden set på erfaringerne med anvendelsen af store idrætsanlæg gennem studieture til fire af de største eksisterende danske arenabyggerier samt til værtsbyerne for de seneste olympiske sommerlege, Athen og Sydney. Erfaringerne beskriver vi i bogen ’Idrættens største arenaer – fra OL til hverdag’, der udkommer i dag.

Underskud og oplevelsesøkonomi

Store arenaprojekter kan ofte generere et driftsoverskud, men sjældent nok til også at finansiere anlægssummen. Derfor opføres de fleste store arenaer helt eller delvist for offentlige midler. Ofte betaler det offentlige hele byggesummen og forventer højst, at driften kan løbe rundt. 

Et vigtigt argument for de store multiarenaer og for at give offentlige tilskud til dem, er at de er en uundværlig drivkraft for ’oplevelsesøkonomien’, som byen eller regionen skal leve af i fremtiden. Det er bestemt korrekt, at de store begivenheder inden for såvel sport, kultur, messer og konferencer potentielt giver en afledt effekt i lokalområdet i form af hotelovernatninger, restaurationsbesøg og mulighed for attraktive netværksdannelser. Problemet er dog typisk, at udgifterne bæres af investorerne, mens indtægterne er mere jævnt fordelt på områdets erhvervsliv. 

Desværre er det nærmest umuligt at måle, i hvilken udstrækning den lokale økonomi får glæde af investeringen, og om det dermed er fornuftigt at anvende offentlige midler på multiarenaer i forhold til alle de andre gode formål, der nu engang findes.

En risikabel investering

 Til gengæld er det en kendsgerning, at mange af de store idrætsanlæg har oplevet perioder med stor usikkerhed om anvendelsen, ejerskabsforholdene og/eller økonomien.

Det gælder såvel de olympiske anlæg i Athen og Sydney som de mindre danske anlæg. Anlæggenes blotte størrelse – og de summer, der investeres i dem – gør dem følsomme over for uforudsete begivenheder. Desuden er anlæggenes berettigelse som sportslige opvisningsfaciliteter ofte afhængig af den lokale elites sportslige resultater. Rykker det lokale elitehold ned – eller til nabobyen – kan en idrætsfacilitet stå tilbage uden sit oprindelige formål.

Eliteidrætten leverer kun en lille del af omsætningen

Eliteidrætten som eksempelvis ligahåndbold står i praksis kun for en forsvindende lille del af de store anlægs kommercielle indtægter. 

Markante internationale idrætsbegivenheder kan skabe opmærksomhed om et anlæg, men ofte vil tiltrækning af sådanne begivenheder forudsætte, at lejen af idrætsfaciliteter betales af det offentlige. Hovedparten af driftsindtægterne kommer sjældent fra topidræt, men snarere fra kommunale tilskud til den brede idræts daglige halleje eller fra kommercielle eller kulturelle arrangementer uden tilknytning til idræt.

I Arena Nord i Frederikshavn stod håndboldligaholdet Frederikshavn Fox således kun for én til to procent af hallens driftsindtægter i 2. halvår 2005. Lignende forhold gælder for andre danske arenaer og for flere olympiske haller i Sydney og Athen. Eliteidrættens relativt beskedne betydning for indtjeningen kan stille de brugere, der ikke er kommercielt interessante, svagere i det daglige.

Arenaerne fylder ikke sig selv

 Både i Sydney og Athen har foreløbige erfaringer vist, at det kræver langtidsplanlægning at finde en varig udnyttelse af de meget store idrætsfaciliteter efter OL. Mange af hallerne i disse byer kan sammenlignes med de halprojekter, der nu er på tegnebrættet herhjemme. Sydney Superdome – en multihal til 20.000 tilskuere, der blev opført til OL i 2000 for hovedsageligt private midler – måtte igennem et økonomisk sammenbrud og en fyring af driftsherren. I dag foregår kun enkelte sportsbegivenheder mellem koncerter og konferencer i hallen. 

I Sydney har delstatsregeringen vedvarende investeret i at puste liv i de mange opvisningsanlæg efter OL. I Danmark viser erfaringerne fra bl.a. Farum Arena, at uden en langsigtet og holdbar strategi er det svært at udnytte de fysiske rammer efter den oprindelige hensigt. Farum fyldte arenaen med begivenheder og topsport, så længe kommunen brugte penge på at tiltrække begivenhederne, men efter borgmester Peter Brixtoftes fald og den efterfølgende økonomiske opbremsning har Farums opvisningshal først og fremmest været en helt almindelig, omend forvokset sportshal for breddeidrætten.

Store haller fylder ikke sig selv. Skal der trækkes attraktive begivenheder til, kræver det offentlige tilskud til mange af arrangementerne samt følgeudgifter til en lokal struktur med fokus på at hverve og gennemføre events inden for idræt, kultur og kongresser.

Store arenaer indbyder til kreative løsninger

Både i forhold til indretningen og driften af store anlæg tyder meget på, at de mest succesrige projekter er dem, hvor alle potentielle brugerinteresser og ekspertiser – ikke kun topidrættens – er konsulteret i projekteringsfasen. Brugerne og deres daglige behov bør afklares så godt og konkret som muligt på forhånd for at sikre den bedst mulige drift og langtidsholdbare tekniske løsninger. Det lyder banalt, men rækken af projekter med efterfølgende mangler, der burde være undgået, er ganske lang.

Alligevel er der faktisk flere eksempler på, at man gennem god planlægning og kreative løsninger kan bygge store opvisningsanlæg, der kan udgøre gode og langtidsholdbare rammer for eliteidræt, og samtidig være attraktive for andre brugergrupper, hvad end det er almindelige idrætsudøvere, koncert- eller konferencearrangører.

I Sydney sikrede brugen af både midlertidige og mobile tribuner f.eks., at det olympiske stadion efter OL ikke fik en uhåndterlig overkapacitet. I dag kan der afvikles kampe i cricket og australsk fodbold, der kræver ovale baner, på stadion sideløbende med fodbold og rugby. I såvel Sydney som Ballerup har man bygget cykelbaner således, at det store område på inderkredsen kan bruges til andre idrætsaktiviteter – ikke mindst breddeidræt – mens der dyrkes cykelsport på selve banen.

Det bedste eksempel er dog det olympiske svømmeanlæg i Sydney, som i dag både anvendes til traditionelle svømmemesterskaber og fungerer som et stort og velbesøgt svømmeanlæg og vandland med 115.000 gæster om måneden. Til sammenligning ligger Athens olympiske svømmestadion næsten øde hen.

Tomme anlæg

I Athen er den eneste efterolympiske succes blandt idrætsanlæggene de nedlagte flyhangarer, som man ombyggede til store multihaller. På grund af de lave byggeomkostninger kan disse haller løbe rundt økonomisk. Mange andre faciliteter i storbyen Athen står fortsat gabende tomme hen snart tre år efter legene.

Der er usandsynligt, at der i Danmark vil være behov for fem-seks rigtigt store arenaer, hvis de består af en håndboldbane med 10.000-20.000 siddepladser uden om. Hvis kommunerne ønsker at tiltrække store begivenheder med den reklameværdi og de hoteldøgn, der følger med, gælder det altså om at tænke kreativt og lave noget, de andre ikke har i forvejen. Det samme gælder for private investorer. Jo flere byer, der bygger store multihaller, desto mindre bliver belægningen og desto større underskuddet.

Under alle omstændigheder håber vi, at bogen kan medvirke til, at flere herhjemme tænker nyt og kreativt, når det gælder anvendelsen og udformningen af store opvisningsanlæg. Der tænkes heldigvis store tanker herhjemme, men der skal også realisme ind i alle halplanerne, hvis de store anlæg ikke skal dræne kommunekasserne snarere end bidrage til at løfte idrætten og kulturen til et nyt og attraktivt niveau.