Idan Kommentar 03.02.2011

Nordic Venue Forum rejser en nødvendig debat

Kommentar: Idrættens Analyseinstitut slår et slag for bedre og mere bæredygtige faciliteter til sport og kultur, når en lang række internationale topfolk fra kulturens, underholdningens og sportens verdens sætter hinanden stævne ved Nordic Venue Forum i København.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Hvordan kan vi udvikle nogle af de mest prestigebetonede faciliteter til sport, kultur og underholdning i Danmark og Norden til sande attraktioner, som er mere økonomisk bæredygtige, mere underholdende og bedre drevet end i dag? Det er hovedspørgsmålene for Nordic Venue Forum, som den engelske ekspert i arenaer til sport og underholdning Ian Nuttall i dagene 4.-6. april afholder på Crowne Plaza Hotel i København med Idrættens Analyseinstitut som medarrangør. De nordiske lande har i de senere år investeret massive milliardbeløb i prestigebyggerier til sport, kultur og underholdning. Men lige så stolte og bevægede mange borgere bliver, når det danske håndboldlandshold fylder MCH Multiarena, når teatre eller musikscener byder på stor kunst, eller når borgmesteren klipper snoren til endnu en prestigefyldt arena for byens stolthed i ligaen - lige så frustrerende kan oplevelsen være, når medierne næsten rutinemæssigt beretter om de selvsamme prestigebyggerier i store økonomiske eller publikumsmæssige vanskeligheder: 

  • Projekter, der hastes igennem og langt overskrider budgetterne. 
  • Bygninger, der nok er flotte på arkitekternes tegninger og i virkeligheden, men som ikke er indrettet optimalt eller fleksible nok til deres formål i praksis. 
  • Konflikter mellem ejere og lejere i prestigebyggerierne. Hvem skal sidde på pengestrømmene? Hvilke brugere skal prioriteres? 
  • Faciliteter, der ender med at blive så dyre i drift, at der knapt er råd til spillere på holdet, kunst på væggene eller violinister i ensemblet. 
  • Mangelfuld drift, markedsføring og indholdsproduktion i en verden, hvor ikke alle aktører har vænnet sig til, at sport og kultur også skal betragtes som mere forretningsbetonet 'content' i de største faciliteter til sport, underholdning og kultur.

Skrækeksempler og gode eksempler

Listen over prestigebyggerier, der opfylder et eller flere af de ovennævnte skrækkriterier, er lang – bare kig på de nyere overskrifter om idrættens prestigefaciliteter på idan.dk, eller tag et kig i dagbladenes hyppige artikler om økonomisk kriseramte kulturinstitutioner, der har forbygget sig. 

På Idrættens Analyseinstitut synes vi også, det er 'fedt', når musikken spiller i sport, kultur eller underholdning – og vi mener ikke, at alle offentlige udgifter til elitesport, events eller kultur altid skal være rationelt begrundede eller præget af kedsommeligt mådehold. Men vi synes samtidig, det er trist, når listen over fejlslagne eller unødvendigt dyre projekter uden solide forretningsplaner vokser dag for dag. Især når eksempelvis sportens prestigebyggerier begrundes med tvivlsomme effekter for idrætsdeltagelsen og folkesundheden, hvis sandheden snarere er, at projekterne dræner de offentlige kasser og i værste fald arbejder imod den almindelige idræts vilkår.

Debat og viden er nødvendig

Derfor skal vi have en debat om, hvorvidt vi kan gøre tingene bedre. Idan er glad for samarbejdet med Ian Nuttall, der har mange års erfaring og en dyb indsigt i den internationale sports- og underholdningsbranche – ikke mindst i de mere kommercielle sider af branchen. Det kommercielle er et område, hvor vi i Danmark og Norden kan blive langt dygtigere, og hvor vi i hvert fald trænger til en fordomsfri debat og indsamling og udveksling af viden, best practice-eksempler – og skrækeksempler for den sags skyld. 

Vi håber på god tilslutning fra danske og nordiske ledere fra sports- og underholdningsindustrien. Listen over oplægsholdere fra ind- og udland er lang og imponerende. Norden skriger på et forum for denne fascinerende sektor. Nordic Venue Forum åbner med reception og besøg i DR Koncerthuset om aftenen den 4. april. Der bliver også et socialt arrangement med bowling og rundtur i DGI-Byen den 5. april.